Jyder fører udlændinge ind i foreningsdanmark
Ringkøbing-Skjern kommune tager nu de udenlandske arbejdstagere i hånden på vej ind i foreningsdanmark. Målet er at holde på de ressourcestærke Immigrantarbejdere.
Trædrejning, fodbold, eller bare et møde med de lokale. Interesserne er varierende og mange, men hvor går man hen, når man sidder i en lille flække på den jyske vestkyst, og de danske gloser beløber sig til ”hej” og ”farvel”?
Det forsøger Ringkøbing-Skjern Kommune som led i projektet ’Welcometo.dk’ at svare på. Og svaret skal falde prompte, for man skal føle sig velkommen, når man kommer til en landsdel, der ikke er forvænt med indgående flyttetrafik.
”Vi bor i en lille vestkystkommune, hvor skoler lukker, folk fraflytter, og byer ligger øde hen. Hvis vi ikke tager initiativ, dør vi ud,” siger Gitte Jacobsen, lokal erhvervskvinde, der introducerer udlændinge til det lokale foreningsliv som frivillig tilflytterguide.
Hvor er danskerne efter fire?
Den frivillige guidetjans er et af de seneste skud på stammen i kommunens plan for at fastholde den kvalificerede udenlandske arbejdskraft. Den kommunale projektleder Helle Brunner fortæller:
”Da vi tiltrådte ’Welcometo.dk’ i 2008, fokuserede vi primært på at forbedre mulighederne for de udenlandske arbejdstageres myndighedskontakt, arbejdsforhold og den slags, men vi indså hurtigt, at fritiden er mindst ligeså vigtig. Gang på gang blev vi spurgt, hvor danskerne er henne efter klokken fire? Og dertil kan vi jo kun svare i foreningerne, som vi her i landet i gennemsnit er medlem af fem-seks stykker af.”
Men hvis man som udlænding ikke er vokset op med lokale fodboldklubber og KFUM, kan det være svært at vide, hvor man går hen. Her kommer tilflytterguiden ind i billedet, forklarer hun.
”Som guide tager man først kontakt til de foreninger, der er interesse for og undersøger, om de kan tage imod en ikke-dansktalende. Hvis det klapper, er næste skridt at tage vedkommende i hånden og følge ham over i foreningen.”
Fra Columbia til Vestjylland
31-årige Giovanni Restrepo er fra den colombianske millionby Bogota, men nu bosat i Ringkøbing, hvor han arbejder som ingeniør på Vestas. Springet har været stort, men modtagelsen god.
”Jeg kom til Danmark i midten af september sidste år, og de første måneder var jeg bare glad for at komme hjem og slappe af efter arbejde. Men efterhånden begyndte jeg at få mere overskud og lyst til at møde nye mennesker.”
Giovanni fik fat i Helle Brunner og blev i januar tilknyttet det nystartede guideprogram.
”Jeg er begyndt til trædrejning og håber at komme i gang med nogle madlavningskurser på et tidspunkt. Min kæreste kommer forhåbentlig snart til Danmark, og så planlægger vi at slå os fast ned her, så det er vigtigt, vi har mulighed for at blive del af det danske samfund. Det har vi her i Ringkøbing.”
Ringkøbing-Skjern Kommune kører projektet frem til august i år. Herefter er planen, at projektet skal fortsætte på frivillig basis.
For yderligere oplysninger kontakt projektkonsulent Helle Brunner, Erhvervscentret, telefon: 99 75 26 05, e-post: hbr@erhvervscentret.dk.