Hjemmeside modvirker propaganda
På en ny hjemmeside kan unge dansk-somaliere frit diskutere og ytre deres mening om identitetsspørgsmål og samfundsforhold. Den skal forebygge, at søgende unge bliver påvirket af ekstremistiske grupper som al-Shabaab.
Danmark kan ikke lide os. Jeg ved ikke hvorfor. Er der nogen, der kan svare på det?”
”Der er megen diskrimination her i Danmark. Regeringen er ligeglad med indvandrere.”
”Jeg føler, der ikke er plads til muslimer i Danmark.”
Sådan lyder nogle af de blogindlæg, man kan finde på hjemmesiden www.olympickif.com. Sitet, der er støttet af Integrationsministeriet, tilbyder unge et forum, hvor de frit kan diskutere og ytre deres mening om identitetsspørgsmål og samfundsforhold. Formålet er at forebygge, at unge i identitetskrise bliver påvirket af ekstremistiske grupper, der spreder deres ideologier på internettet som eksempelvis al-Shabaab.
Ville gå ud over os alle
Det er den somaliske idræts- og kulturforening Olympic Amager, der normalt tilbyder fodboldtræning og lektiehjælp, som står bag projektet. En stor del af de 150 medlemmer søger nemlig ofte information om politik og religion og deltager i diskussioner om disse emner på nettet, erfarer foreningen.
”Vi har heldigvis endnu ikke oplevet, at nogen af vores medlemmer er blevet lokket ud på en forkert bane. Men vi er bange for det. Og det er bedre at forebygge end at vente til, det er for sent. For det ville skade os alle sammen – hele den somaliske gruppe i Danmark – hvis der skete noget dumt,” siger projektleder og formand for Olympic Amager Abdulkadir Ahmed.
Skal udrydde misforståelser
Hjemmesiden skal skabe tillid til, at de unge har lige muligheder i samfundet ved at rydde misforståelser af vejen og fungere som en ventil for de unges frustration. Den er et fristed, hvor de frit kan udtrykke deres holdninger og indgå i diskussioner med frivillige fra foreningen. Mange af de unges frustrationer bunder nemlig ofte i misforståelser, mener Abdulkadir Ahmed.
”Der er mange indslag om muslimer i fjernsynet og i aviserne. Det bliver ofte misforstået og opfattet som diskriminerende af vores unge, der tager det personligt. Vi kommer fra et sted, hvor man ikke kender til ytringsfrihed og demokrati. Derfor vil vi gerne informere om, hvordan demokrati og ytringsfrihed fungerer, og fortælle vores unge, at de har rettigheder.”
Unges frustration udnyttes
Netop unges frustration og følelsen af at være et offer udnyttes ofte af ekstremistiske grupper, der forsøger at rekruttere nye tilhængere, forklarer terrorismeforsker Lars Hallundbæk, der har forsket i al-Shabaab.
”Frustration spiller en meget vigtig rolle i radikaliseringen. Næsten alle, som forsøger at få unge længere ud ad en forkert vej, spiller på det forhold, at der er så megen frustration blandt de unge. Det er svært at overtale et lykkeligt ungt menneske, som har en kæreste, et job og føler sig anerkendt til at tage til Somalia og sprænge sig selv i luften.”
Foregår på nettet
Samtidig udgør internettet i dag den globale kampplads, hvor radikalisering af unge finder sted.
”Selve radikaliseringen – det at få folk med på ideen – er meget stærk på nettet. Og man skal ikke lede særligt længe for at finde materiale fra al-Shabaab. Hvis du går ind på YouTube, finder du nemt videoer fra træningslejre og martyrvideoer. Samtidig har de virkelig formået at målrette propagandaen og skræddersy deres budskaber, så de passer ind i en vestlig kontekst,” siger forskeren og peger på, at gruppen blandt andet lægger hip-hop musik under videoer fra træningslejre.
”Det er en indpakning, man kan forstå som et ungt menneske i Danmark. Den slags virkemidler går rent ind.”
Stemme har manglet
Ifølge Lars Hallundbæk har somaliere i Danmark, der er imod al-Shabaab, hidtil manglet et offentligt forum, hvor de kan give udtryk for deres holdninger – uden frygt for konsekvenserne.
”Der har manglet et forum, hvor man kan tale al-Shabaab’s budskaber imod. Et sted, hvor man på en sikker måde kan få luft for sine tanker. Hvor man kan sige ’Vi spiller fodbold. Vi laver sociale arrangementer. Vi er ikke interesseret i at have noget med jer at gøre’. Al-shabab´s stemme har alt for længe fået lov til at stå uimodsagt i Danmark. Langt de fleste somaliere her i landet er jo imod al-Shabaab – alligevel har gruppens støtter alt for længe formået at holde store dele af det somaliske miljø i et jerngreb. Derfor er det en stor fordel at bruge netop ytringsfriheden til at imødegå deres propaganda. Samtidig er det vigtigt, at stemmen kommer indefra – fra somaliere i Danmark. Det giver større legitimitet og troværdighed.”
For yderligere oplysninger kontakt projektleder og formand Abdulkadir Ahmed, idræts- og kulturforeningen Olympic Amager, e-post: abdulzuma@hotmail.com.
’Internetfora for unge om demokrati og medborgerskab’Projektet støttes med 100.000 kr. fra Integrationsministeriets pulje ’Internetfora for unge om demokrati og medborgerskab’. Målgruppen er unge i Danmark, som søger efter fællesskaber og identitet på nettet, og som kan blive påvirket af modsætningsforhold og intolerante strømninger i samfundet eller ekstremistiske grupper. Puljen er på 1 mio. kr. i 2011. Find sitet på www.olympickif.com. |