Danmark for begyndere – bureaukratisk og besværlig?

Det er svært at få udenlandsk arbejdskraft til Danmark. Sagsbehandlingen er langsom, og bureaukratiet alt for tungt. Resultat: Danmark bliver taber i den globale kamp om talenter, som udspiller sig lige nu. I hvert fald hvis man skulle tro den kritik, der har været fremme i dagspressen.

Men faktisk er der allerede sat en række tiltag i søen, der gør livet nemmere – både for udlændinge og virksomheder. I dag er det eksempelvis blevet nemmere at få udenlandske medarbejdere til landet via beløbsordningen. Nu skal udlændinge nemlig kun tjene 375.000 kr. om året for at få arbejdstilladelse. Før var det 450.000 kr. Samtidig er Udlændingeservice trukket i arbejdstøjet for at forbedre servicen. Virksomheder skal ikke længere hænge i telefonkøen, men kan ringe direkte til en kontaktperson. Blanketter på engelsk og digitale ansøgningsskemaer gør ansøgningsprocessen nemmere. Endelig er der højst 30 dages behandlingstid på fuldt oplyste ansøgninger. Et mål, som bliver overholdt 96 procent af tiden.

Det er ikke gået ubemærket hen.

”Det er blevet langt nemmere at få udenlandske medarbejdere hertil, og utroligt meget nemmere at søge om arbejds- og opholdstilladelse. Det tager 30 dage. Det har de virkelig fået styr på. Det fungerer faktisk godt – især efter vi har fået beløbsordningen,” siger Mette Rønager fra Deloitte Relocation Services, der har 15 års erfaring med arbejdskraftindvandring. Hun tilføjer dog, at forlængelser af opholdstilladelser stadig kan være lang tid undervejs.

Trods forbedringerne er nogle virksomheder stadig utålmodige, påpeger hun.

”Mange virksomheder kan ikke forstå, at de ikke bare kan få udenlandske medarbejdere ind med det samme – hvorfor de overhovedet skal have en arbejdstilladelse. Så forklarer vi, hvordan tingene hænger sammen, at det ikke er så besværligt, og så falder de ned igen.”

Hverdagen er svær

Ifølge Finn Rasmussen fra Dansk Arbejdsgiverforening er det da heller ikke så meget bureaukrati og papirarbejde i forhold til at få arbejdskraftindvandrerne til landet, men mere at holde på dem, der er den store udfordring.

”Selve modtagelsen har vi fået styr på. Nu er det fastholdelsen, der mangler. Det er mere det at få en hverdag til at fungere, der er svært. Det kan være en helt basal ting som at finde ud af, hvordan man melder sig ind i en forening, eller hvor man skal henvende sig for at få sit barn skrevet op til en institutionsplads. Det er det kommunale niveau, der mangler.”

Det billede er ikke ukendt for Tine Horwitz fra Consortium for Global Talent. Det er et konsortium af 19 af de største virksomheder i Danmark, som arbejder for at forbedre rammebetingelserne for højtuddannet udenlandsk arbejdskraft.

”Det er blevet nemmere og hurtigere at få folk hertil. Indgangsvinklen er blevet bedre, men der er stadigvæk mange steder, det halter. Udlændinge møder stadigvæk hjemmesider kun på dansk hos eksempelvis DSB og Pensionsstyrelsen, skiltning på dansk på hospitaler, ligesom mange kommuner ikke er særligt gode til engelsk. Og det er ærgerligt, for det første møde med lokalsamfundet er jo kommunen,” siger hun.

English please

En del af problemet er, at der ikke er adgang til brugbar information på engelsk på alle kommuners hjemmesider. Det gælder faktisk kun hver tredje kommunes hjemmeside, viser en opgørelse fra DA.

”Det burde alle kommuner have. Informationer som, hvordan man indskriver sit barn i en skole, burde være tilgængelig på engelsk på alle kommunale hjemmesider– nogle steder også på tysk,” mener Finn Rasmussen og tilføjer, at mange blanketter til eksempelvis at søge plads i en vuggestue også kun findes på dansk.

En anden udfordring, udlændinge støder på, er frontpersonale, der ikke taler engelsk. Det oplever Allan Clausen, der ofte hjælper udlændinge med at navigere rundt i systemet som rekrutteringskonsulent i Vikargruppen Danmark.

”Offentlige systemer, der ikke kan agere på engelsk – det er hele humlen. Der burde være mange flere offentlige myndigheder, der taler engelsk. Vi har et voksende befolkningsgrundlag, der taler engelsk, og det burde man tage højde for. Men det afhænger meget af kommunen. Jo længere væk fra København, man kom mer, jo sværere er det at få engelsksproget vejledning. Konsekvensen er mangelfuld vejledning.”

Mohammed Al-Sayed, der er canadisk statsborger med syrisk baggrund, er heller ikke imponeret over det offentlige serviceniveau på engelsk. Han er ingeniør og har boet i Danmark i to et halvt år.

”Selv om alle, du møder på gaden, taler flydende engelsk, er kommunen simpelthen ikke tilgængelig for mig eller andre udlændinge, der ikke taler dansk. Ligesom det også er umuligt selv at finde rundt i det danske skattesystem. Selv om jeg har taget økonomikurser som en del af min MBA, har jeg har været nødt til at hyre en revisor,” fortæller han.

Ikke alle oplever dog problemer.

”Vores klienter oplever, at de folk, de møder bag skrankerne i Danmark, er utroligt venlige. Det er de slet ikke vant til, særligt ikke dem, der kommer fra lande som eksempelvis Frankrig. Der foregår det bag høje skranker, og der er en helt anden form for autoritet. I Danmark oplever de, at det foregår effektivt, der er en rar stemning, og alle kan engelsk,” forklarer Mette Rønager fra Deloitte, som primært har kendskab til Københavns, Gentofte og Rudersdal Kommuner.

Stor forskel på tværs af kommunegrænsen

Der kan nemlig være stor forskel på, hvad kommunerne tilbyder til arbejdskraftindvandrere.

”Nogle kommuner gør en masse, nogle gør lidt, og andre gør ingenting. Det er et stort problem, for det er vigtigt, at udlændingene oplever en ensartet service,” siger Tine Horwitz og fremhæver Århus, Rudersdal og Lyngby-Tårbæk som eksempler på kommuner, der gør det godt.

Finn Rasmussen er enig i, at forskellene er store. Det kan i værste fald føre til, at nogle udlændinge tager hjem med en dårlig oplevelse af Danmark i bagagen, mener han:

”Forskellen kan være enorm. De bedste kommuner tilbyder internationale klubber og netværk samt hjælp til at finde bopæl, job og foreningstilbud. Andre kommuner har ingen specielle tilbud overhovedet. Konsekvensen er, at nogle af vores udenlandske medarbejdere får en dårlig oplevelse og rejser tilbage som dårlige ambassadører for Danmark. Hvis de var flyttet over på den anden side af kommunegrænsen, havde de måske fået en helt anden oplevelse,” lyder hans vurdering.

Datteren eller jobbet

I enkeltstående tilfælde kan dårlig vejledning føre til, at medarbejdere rejser hjem igen. Det skete eksempelvis for en bulgarsk kvinde, der var rekrutteret til et job i Verdensnaturfonden, og efterfølgende gerne ville have sin datter med til Danmark. Hun tog derfor hen på kommunen væbnet med pas og papirer for at få svar på spørgsmål angående børnepenge og indskrivning i folkeskolen. Efter otte forgæves besøg gav hun op.

”Hun måtte vælge mellem datteren og jobbet. Hvis kommunen havde brugt bare ti minutter på at gennemgå, hvordan tingene fungerer i Danmark, var hun ikke rejst hjem. I stedet fik hun beskeden: ’Det ved vi ikke. Den rette person er her ikke i dag. Kom igen i morgen,” forklarer Allan Clausen fra Vikargruppen Danmark, men understreger, at sådan foregår det ikke i alle steder.

”Jeg kender til lignende tilfælde fra Vejle-egnen i Jylland, hvor den type sager ikke er noget problem.”

Hvem skal invitere?

Ifølge Mette Rønager fra Deloitte peger pilen først og fremmest på virksomhederne selv, når det gælder om at fastholde deres udenlandske medarbejdere.

”Jeg synes ikke, at kommunerne og staten kan gøre mere. Det er ude på de enkelte virksomheder, der er brug for en ekstra indsats. Det er i det daglige arbejde, at folk skal føle sig godt tilpas og være på bølgelængde med kollegerne. Der ligger en opgave på skuldrene af HR-cheferne i de enkelte virksomheder: Tilbyd jeres medarbejdere kultur- og danskkurser, en mentorordning, inviter dem med hjem på middag i weekenden, så de kan se, hvordan en dansk familie bor,” lyder hendes opfordring.

Det er Tine Horwitz fra Consortium for Global Talent uenig i.

”Virksomhederne gør rigtig meget, særligt de store virksomheder, hvor engelsk er koncernsprog, og der er masser af netværksaktiviteter,” siger hun, men medgiver dog, at der muligvis tegner sig et andet billede på mindre og mellemstore virksomheder, der ikke har de samme muligheder for at tilbyde assistance.

”De fleste har det godt, når de er på arbejde. Det er først, når de går hjem, at det går galt. Fastholdelse er vores alle sammens ansvar: Virksomhedernes, kommunernes, pressens, politikernes, kollegernes og hr. og fru Jensens,” påpeger hun.

Mere servicemindet

Set i bakspejlet er alle dog enige om, at der er sket en rivende udvikling inden for området gennem de seneste ti år. Faktisk kan man tale om en mentalitetsændring, mener Finn Rasmussen fra DA.

”Vi er blevet mere serviceprægede i vores tilgang. Før mente man, at folk burde være taknemmelige, bare fordi de var kommet til Danmark. Vi har fået øjnene op for, at sådan hænger verden ikke længere sammen – i hvert fald ikke, hvis det er de højtuddannede, vi er ude efter, for de stiller krav. Derfor skal der ydes en indsats – både fra dansk side og fra udlændingene selv,” Samtidig er der sket et kvantespring i forhold til myndighedernes håndtering af området.

”Det er blevet meget mere effektivt i forhold til myndighederne. For ti år siden var der intet samarbejde mellem myndighederne. Det er blevet meget bedre i dag. Der er selvfølgelig papirarbejde, men det er ikke værre, end det er,” siger Allan Clausen.

I fremtiden vil en af de store udfordringer være at markedsføre Danmark på de rigtige værdier, blandt andet som et attraktivt land at arbejde i, påpeger Tine Horwitz.

”Det er en stor udfordring at få tiltrukket talenterne. Derfor er det utroligt vigtigt, at vi sender et klart signal om, at vi gerne vil have udlændinge i Danmark. At vi er åbne for dem, der kan og vil.”