På virksomhedsturné med Birthe Rønn Hornbech
I september tog integrationsminister Birthe Rønn Hornbech på besøg hos virksomheder, der har gode erfaringer med mangfoldighed. Her delte virksomhederne deres erfaringer og tanker med ministeren. Ideen var at inspirere endnu flere virksomheder til at bruge mangfoldighed som et strategisk værktøj til at skabe vækst og innovation.
’Mangfoldigheden kan omsættes til økonomisk værdi, der tæller på såvel virksomhedernes som samfundets bundlinje. Det budskab skal ud, så flere får øjnene op for mangfoldighed som en innovativ, værdiskabende og vækstfremmende kraft.” Sådan lød det fra integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, da hun i efteråret drog ud på en Danmarksturne for at høre om virksomhedernes erfaringer med mangfoldighed.
Første stop var hos engrosvarehuset Metro Cash & Carry, som er en af de første virksomheder i Danmark, der begyndte at arbejde strategisk med mangfoldighed.
”Helt konkret kan succesen måles på, at vi i Glostrup har den største omsætning per fuldtidsmedarbejder, og at vi har et sygefravær på kun lige godt tre procent. Det viser, at mangfoldighed ikke bare handler om at gøre tingene, men at gøre dem godt,” fortalte direktør Poul Erik Pedersen.
Turen gik også til Danish Crown i Herning.
”Udenlandsk arbejdskraft er nødvendig for os. For to-tre år siden var det umuligt at skaffe kvalificeret arbejdskraft i Danmark. Derfor var vi nødt til at rekruttere internationalt. Ellers havde vi måttet sige nej til ordrer. Det ville være gået ud over konkurrenceevnen,” lød det fra fabrikschef Kaj Meldgård.
Også hos Grundfos i Bjerringbro er erfaringerne gode.
”International arbejdskraft er helt afgørende for os som virksomhed. Vores udenlandske specialister har en direkte gavnlig virkning på produktudviklingen. For at kunne sælge pumpeløsninger overalt på jorden, er det nødvendigt, at vi har forståelse for, hvad der er vigtigt for kunderne på lokalmarkederne. Ellers kan vi miste kunder,” forklarede koncernchef Carsten Bjerg.
Turen gik også til Gartneriet PKM, ISS, McDonald’s, Novozymes, Vestas Wind Systems, Siemens Wind Power og Grundfos.