Fællesskab skal hindre frafald
I Albertslund Kommune gennemfører kun 65 procent af en ungdomsårgang en ungdomsuddannelse. Tallet ligger langt under landsgennemsnittet. Det skal et nyt projekt på Kongsholm Gymnasium og HF lave om på. Fællesskab og et motiverende studiemiljø skal få eleverne til at holde fast i stedet for at falde fra.
Klokken nærmer sig 8:00, og eleverne strømmer til Torvet, som ligger midt i Kongsholm Gymnasium og HF’s lange bygning. Under morgensangen drømmer nogle om at blive akademikere, mens andre vil leve livet som musikere i rampelyset. Kasketten sidder omvendt på et lyshåret hoved, og et andet sted er farverige tørklæder sirligt bundet om håret på en flok piger.
Før 3.g og 2.hf er omme og studenterhuerne sat på de nyudklækkede studenters hoveder, vil en del af skolens 650 elever være droppet ud. Heraf vil en stor del komme fra den tredjedel af eleverne, der er nydanskere.
Spild ikke unges ressourcer
Med 1.2 mio. kr. i støtte fra Integrationsministeriet har Kongsholm Gymnasium og HF iværksat et inklusionsprojekt med arbejdstitlen ’DU KA’ – 2015’. Projektet skal tænde håbet i flere børn og unge med indvandrerbaggrund og få flere til at gennemføre deres uddannelse. Fællesskab og et motiverende studiemiljø på gymnasiet skal give dem mod på at gå i skole.
”Vi vil sikre, at flere gennemfører, og færre falder fra undervejs. Til gavn for både de unge selv, lokalområdet og hele Danmark.
De unges ressourcer skal ikke spildes – derfor vil vi på Kongsholm Gymnasium og HF være med til at hæve ambitionsniveauet, hvad unge nydanskeres uddannelsesniveau angår”, forklarer rektor Henrik Aaes om baggrunden for projektet.
Som led i projektet er 1.s blevet udnævnt som særlig indsatsklasse. Frem til 2012 skal de deltage i en lang række aktiviteter. Undervejs skal de blandt andet undervise elever fra 8.-10. klasse fra Hyldagerskolen og 10. klassecentret Det 10. Element i Albertslund. Og i foråret 2011 skal de lave deres egen film om Albertslund, som skal udstilles på Kroppedal Museum.
Manglende fællesskab fører til frafald
”Eleverne skal opleve, at de betyder noget, så de ikke falder fra. Vi prøver at sætte fokus på, hvad eleverne har brug for”, fortæller teamlærer Kristoffer Holm fra Kongsholm Gymnasium om projektet og fortsætter: ”Hvordan skaber vi denne her fællesskabsfølelse blandt eleverne?”
Netop det spørgsmål har projektleder Kit Lindved Sværke gjort til omdrejningspunkt for projektet. Manglende fællesskabsfølelse har nemlig stor indflydelse på elevernes frafald, mener hun.
”Der er en tendens til, at eleverne grupperer sig,” siger hun og understreger, at klikerne bliver dannet af mange grunde.
”En af grundene er social status, som bliver påvirket af, om eleverne bor nord eller syd for Roskildevej, der går tværs gennem Albertslund. Musikeleverne samler sig også i kliker baseret på deres fælles interesse for musikken, ligesom eleverne med indvandrerbaggrund har tendens til at gruppere sig.”
Vil opløse kliker
Visionen er at forandre studiemiljøet ved at udvikle et alternativt fællesskab til klikerne. I stedet skal eleverne danne nye relationer og sammenhold, så et trygt fællesskab, der danner ramme om sociale og faglige udfordringer, opstår.
”Fællesskabet skal være det bærende. For hvis det sociale er på plads, er det nemmere at følge med fagligt. Og fællesskabsfølelsen kan forhindre, at eleverne falder fra,” forklarer Kit Lindved Sværke.
Derfor skal lærerne også inddrages, så klikerne fra frikvarteret ikke rykker med ind i undervisningstimerne: ”Ideen er at forme nye makkerskaber i undervisningen, så der bliver dannet et alternativ til de faste grupperinger i klasserne”, siger Kit Lindved Sværke.
Projektet er en del af en partnerskabsaftale mellem Albertslund Kommune og Integrationsministeriet og løber frem til slutningen af 2011. Visionen er at forandre studiemiljøet ved at udvikle et alternativt fællesskab til klikerne. I stedet skal eleverne danne nye relationer og sammenhold, så et trygt fællesskab, der danner ramme om sociale og faglige udfordringer, opstår.
”Fællesskabet skal være det bærende. For hvis det sociale er på plads, er det nemmere at følge med fagligt. Og fællesskabsfølelsen kan forhindre, at eleverne falder fra,” forklarer Kit Lindved Sværke.
Derfor skal lærerne også inddrages, så klikerne fra frikvarteret ikke rykker med ind i undervisningstimerne: ”Ideen er at forme nye makkerskaber i undervisningen, så der bliver dannet et alternativ til de faste grupperinger i klasserne”, siger Kit Lindved Sværke.
Projektet er en del af en partnerskabsaftale mellem Albertslund Kommune og Integrationsministeriet og løber frem til slutningen af 2011.
Frafald på gymnasiale uddannelserOmkring 80 pct. af de elever, der påbegynder en gymnasial uddannelse, vil fuldføre og kunne kalde sig student.
De elever, der er mest tilbøjelige til at falde fra, har indvandrerbaggrund.
52 pct. af en ungdomsårgang har fået en gymnasial uddannelse 25 år efter folkeskolen.
Blandt piger med indvandrerbaggrund gælder det 53 pct. For drenge med indvandrerbaggrund ligget tallet på 39 pct.
Elever med indvandrerbaggrund udgør 8-12 pct. af samtlige elever på de gymnasiale uddannelser.
Regeringens målsætning er, at 95 pct. af en årgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse i 2015 Kilde: raporten ’Frafald på de gymnasiale udanelser’, UNIC, 2009 |