Til forsiden

Demokrati - hvad har det med mig at gøre?

Hvad betyder demokrati for mig? Det er omdrejningspunktet i kampagnen ’Demokrati Fordi’ der tester demokratiet og sætter fokus på børn og unges opfattelse af medborgerskab. Kampagnen skal engagere de unge til at stille kritiske spørgsmål og tage del i det samfund, de selv er med til at skabe.

Demokrati FordiDemokrati fordi?… Ja, hvorfor egentlig? Det er spørgsmålet i kampagnen ’Demokrati Fordi’, der blev skudt i gang i efteråret. Ideen er at spørge elever i fri- og folkeskoler og på ungdomsuddannelser, om hvad demokrati og medborgerskab egentlig betyder for dem. Dermed skal kampagnen, der løber frem til grundlovsdag 2011, udfordre og teste det danske demokrati og samtidig styrke elevernes følelse af at være en del af et demokratisk fællesskab i Danmark.

”Børn og unge skal få en ide om, hvad demokrati og medborgerskab betyder for dem. Demokrati er jo netop noget, der skabes aktivt hele tiden af dem, der er med i det. Det sætter denne kampagne fokus på,” siger Johanne Mortensen, der er projektleder på kampagnen, som er udviklet i et samarbejde mellem Integrationsministeriet og netværket ’Medborgerskab Gennem Uddannelse’ ved Institut for Menneskerettigheder og Ungdomsbyen.

Kampagnen henvender sig til skoleelever og spænder fra de helt små i indskolingen til elever på ungdomsuddannelserne. Omdrejningspunktet er en hjemmeside, hvor lærerne kan finde undervisningsmateriale og øvelser – og hvor eleverne selv kan uploade film, billeder og andet materiale, der viser deres syn på det at være en del af et demokratisk fællesskab.

Demokrati er faktisk svært

Og der er behov for at sætte fokus på demokratiet, viser undersøgelser.

Unge – og især unge nydanskere – har en markant lavere valgdeltagelse end befolkningen som helhed. Således stemmer kun 40-60 pct. af de unge mod 80 pct. af de midaldrende. Samtidig betyder social arv, netværk og omgivelsernes valgdeltagelse meget for, hvor aktive de unge er i demokratiet. Det fremgår af en rapport fra Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, hvor man har analyseret på sammenhænge mellem valgdeltagelse og alder, etnisk oprindelse og sociale faktorer. Ifølge rapporten er der derfor brug for aktiviteter, der kan skabe begejstring for demokratiet hos unge for derigennem at bryde den sociale arv.

Derfor hilser Sanne Harder, der er lærer på Trekronergades Freinetskole og underviser i samfundsfag i de ældste klasser, kampagnen velkommen.

”Det er vigtigt, at vi i skolen sætter fokus på demokrati som noget, der vedrører alle. For det er faktisk svært det der med demokrati, og det er noget, der skal læres. Jeg tror, det ligger naturligt i mennesket at skabe kliker og fjendebilleder. Derfor er det vigtigt, at vi uddanner børn og unge i at tænke demokratisk og tage ansvar for sig selv og hinanden. Og det er der helt sikkert en del unge, der har svært ved,” siger Sanne Harder.

Ifølge Sanne Harder opfatter mange børn og unge demokrati som noget fjernt, der foregår på Christiansborg. De tænker ikke over, at de selv er med i en demokratisk hverdag, hvor de faktisk er nødt til at tænke demokratisk hele tiden.

Op af stolene

Selvom ’Demokrati Fordi’ tager sit udgangspunkt i skolen skal de unge også op af stolene og ud af klasseværelserne. Derfor indeholder kampagnen også en storstilet konkurrence, hvor deltagerne på hjemmesiden kan uploade deres personlige bud på, hvad demokrati og medborgerskab betyder. Her vil bidragene spænde vidt – fra videoer optaget på mobiltelefoner over plakater og bannere til blogindlæg og debattråde på Facebook.

Kampagnen kulminerer med demokratifesten ’Indtag Borgen’ på Christiansborg i marts 2011. Her bliver vinderne af konkurrencen afsløret, og børn og unge fra hele landet vil strømme til magtens centrum for at fejre demokratiet i al dets mangfoldighed.

Demokrati Fordi 

· Demokrati Fordi’ er en national undervisningskampagne, der henvender sig til alle trin i folkeskolen og til ungdomsuddannelserne. Kampagnen skal inspirere og udfordre elever i grundskolen og ungdomsuddannelserne til at reflektere over, hvad det vil sige for dem at være medborgere i et demokratisk fællesskab.

· ’Demokrati Fordi’ består bl.a. af et inspirationsmateriale til lærerne med mere end 48 opgaver og øvelser målrettet trin og fag, en kreativ værktøjskasse til at komme i gang samt en landsdækkende konkurrence for eleverne.

· Kampagnen løber frem til grundlovsdag 2011, men kulminerer i marts med en demokratievent på Christiansborg under titlen ’Indtag Borgen’.

· Kampagnen er et af initiativerne i regeringens handlingsplan ’En fælles og tryg fremtid’.

· Læs mere på http://www.demokratifordi.dk/ hvorfra der også er adgang til kampagnens filmspots på You Tube og kampagnens Facebookside.

 





Senest opdateret: 23-12-2010
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre