Nydanskere og sundhedsvæsen taler forbi hinanden

”Vi oplever ofte, at nydanskere – selvom de har boet måske tyve år i Danmark – slet ikke forstår, hvordan vores sundhedsvæsen er indrettet. De forstår ikke, hvor de skal gå hen med deres problemer, og de har svært ved at overskue de mange informationer, de får fra lægerne. Mange føler, at de ikke bliver taget seriøst af sundhedsvæsnet, og at sundhedspersonalet taler forbi dem.”

Den karakteristik kommer fra Fahimeh Andersen, der er overlæge på Hillerød Hospitals kræftafdeling. Og hun er ikke alene om at møde udfordringer i forbindelse med etniske patienter. Således oplever næsten halvdelen af de ansatte på hospitalerne, at patienter med indvandrerbaggrund får et dårligere behandlingsforløb end de etniske danskere. Det viser tal fra Sundhedsstyrelsen. Udfordringerne skyldes især sprogproblemer, men tre fjerdedele af de adspurgte i undersøgelsen oplever også, at nydanskerne generelt har en sparsom sygdomsforståelse.

Særligt pespektiv

Fahimeh Andersen har selv en iransk baggrund, men har boet i Danmark i over 25 år. Det giver hende et særligt perspektiv og interesse for problematikken, og hun slår fast, at man skal prøve at forstå og respektere den baggrund, som patienterne kommer med. Samtidig skal man dog passe på ikke at skære alle over en kam og ikke tage noget for givet. Det er især uddannelse og ikke etniciteten, der betyder noget.

”Vi skal lære at håndtere og respektere vores nydanske patienter. Vejen frem er uddannelse af både sundhedspersonalet og nydanskerne selv. Vi skal have kurser i sundhedsvæsnets opbygning ind allerede på sprogskolerne,” siger overlægen.

Har en anderledes sygdomsopfattelse

Ifølge Fahimeh Andersen påvirker mange nydanskeres uddannelsesmæssige baggrund deres møde med sundhedsvæsnet. Især analfabeter og dårligt uddannede forstår sygdomme og sundhed helt anderledes end de rent naturvidenskabeligt tænkende læger. Når sproget samtidig er en barriere, giver det grobund for mange misforståelser.

”Nogle patienter har en opfattelse af sygdomme, som ligger udover den rent videnskabelige. For eksempel at det kan være guds straf, eller at der er ubalance i væskerne – lidt ligesom man tænker i megen alternativ behandling,” siger Fahimeh, der bakkes op af Lise Paulsen Galal fra Roskilde Universitetscenter.

”Sådanne patienter vil ofte foretrække behandling i en kultur, som de kender bedre,” siger Lise Paulsen Galal. Hun er adjunkt i kultur og sprogmødestudier og har forsket i etniske minoriteters møde med sundhedsvæsnet. For at løse sådanne konflikter, kan det være en idé at uddanne kulturelle mediatorer. Det viser erfaringer fra udlandet, forklarer adjunkten: ”I Belgien har de arbejdet med at bruge kulturelle mediatorer – en slags kulturel tolk, om man vil – der hjælper med at løse konflikter mellem etniske patienter og sundhedsvæsnet. En patient vil måske ikke have behandling for sin sygdom, fordi han tror, at medicinmanden hjemme i landsbyen kan gøre det bedre end lægen. Her går mediatoren så ind og får lavet en aftale om, at patienten kan prøve lægens behandling, mens de skriver et brev til medicinmanden.

På den måde har mediatorerne en meget pragmatisk tilgang til tingene, og lægerne tager faktisk imod det med kyshånd,” siger Lise Paulsen Galal.

Stor respekt for lægerne

Både adjunkten fra RU C og overlægen fra Hillerød slår dog fast, at mange etniske patienter har stor respekt for lægerne. Nogle gange næsten for stor, hvor de forventer, at lægerne kan løse deres problemer og gøre dem raske, uden at de selv skal gøre noget. Især i forhold til kroniske livsstilssygdomme har mange svært ved at forstå, at meget er op til dem selv, og at man selv skal gøre en indsats.

”Mange nydanskere er slet ikke vant til at blive spurgt af en læge: ’Hvad synes du selv?’. De misforstår meningen med spørgsmålet og bliver bange for, at lægen er en dårlig læge, når han ikke kan komme med et svar. De er jo vant til, at læger er eksperter, som man ser op til, og som ved bedst,” siger Fahimeh Andersen.

Derfor mener Fahimeh, at man bør gribe kommunikationen med patienter med indvandrerbaggrund seriøst og anderledes an.

”Jeg bruger ofte tegninger, når jeg forklarer mine indvandrerpatienter om deres behandling. Og så sørger jeg for at skille tingene ad, når jeg forklarer behandlingen og bivirkninger. Nogle gange fortæller jeg heller ikke alt på én gang. For megen information virker nemlig meget overvældende og kan forvirre, hvis man i forvejen har svært ved at forstå sproget og sundhedssystemet,” forklarer overlægen.

Også brugen af tolke bør tages seriøst, mener Fahimeh. Hun sørger altid for selv at bruge en professionel tolk, og hun vil aldrig lade et familiemedlem tolke: ”Selvom de måske taler et på overfladen fint dansk, er det slet ikke sikkert, at de forstår, hvad jeg siger. De kan sagtens sidde og nikke og sige ’ja’ uden at ane, hvad jeg egentlig prøver at fortælle dem. Derfor skal man altid bruge en professionel tolk”.