SET UDEFRA ved Amneh Hawwa: Den bedste medicin er at komme ud

Af Amneh Hawwa, læge, gynækolog og sexolog

Der foregår for tiden en kamp mellem socialrådgivere og læger på den ene side og visse grupper af nydanske kvinder på den anden. Socialrådgiverne forlanger, at kvinderne skal i arbejde – mens kvinderne siger, de er syge.

Nogle kvinder bruger sygerollen som et skjold mod ubehageligheder. Mod krav fra mand og børn. Mod tab af social status. Mod krav om arbejde og aktivering. Og nogle gange som et skjold mod krav, de hverken forstår konsekvensen af eller føler sig i stand til at honorere. I hjemlandet havde de en klar forestilling om, hvordan deres liv skulle se ud: Kvinden udfylder rollen som mor, hustru og datter. Til gengæld bliver hun forsørget af manden eller familien. Når de kommer til Danmark, er familien der ikke længere og bliver for nogle erstattet af socialsystemet.

Kvinderne er enormt angste for den rolleændring, der sker, hvis de skal træde ud af sygerollen. Uvidenheden om, hvad der venter, gør dem bange. De stritter imod og henvender de sig til lægen for at få dokumentation på sygerollen. På den måde udvikler kampen mellem system og kvinder sig. I denne kamp er alle tabere. Både samfundet, der bruger mange ressourcer. Og kvinderne, der er isolerede og ikke forstår det samfund, deres egne børn vokser op i. Nogle af dem føler sig syge, såvel psykisk som fysisk, men lægevidenskaben kan ikke finde den rette diagnose.

Behov for ny strategi

Derfor må vi udarbejde nye strategier. I stedet for at slå hinanden i hovedet med ’du skal’, bør kvinderne gøres bevidste om, at de også er en del af samfundet. At vi alle er en del af et fælles ansvar, og alle betaler en pris. At alle efter evne må bidrage til samfundet.

Her spiller socialrådgiveren en vigtig rolle. Når man sidder over for dem, er det vigtigt at arbejde på flere niveauer samtidigt. For det første: Giv udtryk for, at du forstår deres situation, og at du gerne vil hjælpe dem. Men hjælpen er ikke nødvendigvis at lade dem være. For det er ingen hjælp. For det andet: Arbejd med motivation og medansvar for eget liv. Sig: ’Til næste gang må du finde ud af, hvad du vil med dit liv ud fra din situation – og en pension er ingen mulighed’. For det tredje: Tæt personlig kontakt og opfølgning. Der skal laves deadlines og aftaler. Ellers tror de, at sagsbehandleren ikke er seriøs, og mister tilliden til hele systemet.

Raskmeldt – og hvad så?

Det springende punkt er, hvad vi bruger raskmeldingen til bagefter. Og her gælder det om at holde tungen lige i munden.

I Danmark har vi en tendens til at dele tingene meget firkantet op: Enten er du rask eller syg. Enten kan du arbejde på fuld tid, eller du kan slet ikke arbejde. Det dur ikke – for sådan ser virkeligheden ikke ud. Selv om man er rask, kan der være andre årsager til, at man ikke kan gå direkte ud og tage et fuldtidsjob. Hvis vi vil have disse kvinder ud, kræver det, at vi giver plads til at yde efter evne - hvad enten det er et fleksjob to dage om ugen eller et halvtidsjob.

Misforstået barmhjertighed

Men burde man ikke lade syge mennesker være i fred, vil nogle måske indvende. Efter min mening er det lige præcis det værste, man kan gøre.Ligegyldigt hvor deprimeret man er, eller ’ondt i livet’, man har, er løsningen aldrig at blive hjemme. Ingen mennesker vil overlades til sig selv. Også de kvinder, der går hjemme, har behov for egen mening i livet. Hvis vi lader dem sidde i deres lejligheder i boligkomplekserne, er vi med til at gøre dem endnu mere isolerede, desillusionerede og dårlige rollemodeller over for deres børn.

Derfor skal de ud. Nogle skal måske ud og have daglig kontakt med det omgivende samfund. Nogle skal kompetenceudvikles. Andre skal ud og arbejde. Hovedsagen er, at de kommer ud. Hvis vi overlader dem til sig selv – af misforstået barmhjertighed – svigter vi.

Selve behandlingen er at komme ud.