Aldrig mere i fængsel igen
For fem år siden sad han inde for vold – i dag er han uddannet mekaniker og den første rollemodel for Integrationsministeriet med kriminel baggrund. I september tog han tilbage til Vestre Fængsel for at vise de indsatte, at det godt kan lade sig gøre at få et almindeligt liv.
”Klang klang klang.” Jimmy på 23 år imiterer lyden af metal mod metal, før den hvidmalede jerndør smækker i bag ham. Det er fem år siden, han har været her sidst. Men han husker hver en detalje. Den lange gang med de hvide døre. Vinduerne, der er små og sidder højt oppe. Lysstofrørenes sterile skær. Nettet, der er spændt ud mellem hver etage, og raslen fra oversize-nøglen, der bliver drejet rundt bag en.
Vestre Fængsel ligner sig selv. Men Jimmys liv ser helt anderledes ud i dag. Sidste gang han var her, tilbragte han to måneder bag en af de hvide døre for vold. I aften er han tilbage som rollemodel for Integrationsministeriet. For modsat mange andre, har Jimmy ikke genset fængselsmurene indefra, siden han røg ind første gang. I stedet har han taget sig en uddannelse – det er det, han skal fortælle om i aften.
”Ro på, mand”
Jimmy rømmer sig. Begynder famlende, men går i stå. Væk er glimtet i øjet og det drengede grin, der normalt følger i hælene på hver sætning. ”Ro på, mand,” bliver der råbt nede fra tilhørerne. Alles øjne hviler på ham – og de tilhører ikke hvem som helst. Udover fængselspersonalet og et par medarbejdere fra Integrationsministeriet sidder alle i den smalle skolestue dømt eller varetægtsfængslet: Vold. Narko. Nogle for mord.
Bænket foran ham sidder 12 unge mænd tilbagelænet lyttende. En enkelt ser garvet ud med trænede arme og tatoveringer. Andre ligner bare helt almindelige 2.g’ere med omvendte caps og tynde guldkæder. De er kun 12, for det er loftet, hvis ikke der skal være uniformeret personale til stede.
Jimmy stiller sig med siden til, ånder dybt ned i maven og kaster sig hurtigsnakkende ud i sin historie. Om vennerne, volden - og hvordan han kom ud af det igen.
På flugt fra frygten
Han var 14, næsten 15, da det hele startede. Politiet snød ham og fik ham til at stikke kammeraterne. De ventede efter skole og sparkede, til han lå ned. Det næste halve år blev frygten hans faste følgesvend. Senere, da Jimmy og hans bande overfaldt bøsser i H.C. Ørstedsparken, ville han gerne være ligesom de andre. Dem, der er ligeglade og aldrig er bange for noget. Selv havde han altid medlidenhed med ofrene. ”Men når man er i en gruppe, går man ikke bare væk.”
Hjemme var der ikke til at være. Moren gav fri snor og tørre tæsk. Når hun var ensom og fyldt af selvmedlidenhed og kaldte Jimmy og storesøsteren ”lorteunger,” var Jimmy nødt til at hamre næven ind i væggen for at få det ud. I stedet hang han ud sammen med vennerne. I weekenderne hoppede de på et tilfældigt S-tog på evigt udkig efter et kick. Opsøgte ballade og var provokerende, bare for at der skulle ske noget. Når de andre passagerers blik strejfede dem, blev øjnene hurtigt vendt væk igen. ”Når man er i en gruppe, kan man tillade sig hvad som helst,” fortæller han.
Rundt omkring langbordet bliver der nikket genkendende til Jimmys beretning. Om frustrationen i kroppen, når man vokser op med en mor, som banker en. Om vennerne, der altid blev afvist i døren. Om adrenalinen og angsten for at falde udenfor.
Den dag, det hele gik galt
De havde taget pænt tøj på, skjorte og et par bukser – hvis de nu skulle komme forbi en fest. En dansk fyr på 16-17 år, ligesom dem selv, råbte ’perker’og satte i løb.
Jimmy indhentede ham og hev ham ned i cykelstativet, så de andre kunne komme og tage ham. På vej væk blev de stoppet af politiet. Men betjentene så deres pæne tøj og spurgte bare, om de havde set nogle ’unge drenge’. Senere hørte de, at den unge dansker sad i kørestol.
”Mit budskab til jer er: Kom ud af kriminaliteten i tide, og tag imod al den hjælp, I bliver tilbudt,” slutter Jimmy sit foredrag.
For ham kom vendepunktet, da han tre uger senere røg ind at sidde for at andet overfald. En dag sagde en ældre indsat, der havde været ind og ud af fængsel, siden han var 15: ”Hvis du gerne vil ende som mig, skal du bare fortsætte som nu.” Da Jimmy kom ud, brød han med vennerne og genoptog sin mekanikeruddannelse på Teknisk Skole. Mange gange var han tæt på at droppe ud, men hans mentor Jens, som han fik tilbudt gennem Kriminalforsorgen, sagde hver gang, at han skulle tage sig sammen. ”Jeg ville aldrig have klaret det uden ham,” siger Jimmy, som stadig ses med Jens i dag.
Tomrummet efter vennerne
Det værste var det tomrum, som vennerne efterlod.
”De giver dig den opmærksomhed og respekt, du skulle have haft fra din familie. Men de er der kun, fordi kriminaliteten er der,” siger Jimmy og tilføjer: "Det er svært. Det har kostet mange alenetimer.”
Under kaffebordet bagefter bedyrer alle, at det er sidste gang, de sidder inde. Alligevel. Da alle er fulgt tilbage til deres celler, og jernporten smækker bag Jimmy igen, er fornemmelsen i hans mave ikke helt god. For en ting er at være rollemodel og være den, der klarer sig godt. Noget andet er, at han godt ved, hvad der venter dem, når de engang kommer ud.
”De kommer hjem til det samme igen,” siger han.