Sådan tager Danmark imod kvoteflygtninge - del 3

”Hej mor,” hilser Zaw, da Hanne Handrup åbner døren. Han og Phyu sætter sig til rette ved det runde bord og finder skolebøgerne frem. Imens sætter Hanne el-kedlen over.

For burmeserne er det naturligt at kalde den 61-årige kvinde for ’Mor’. For hun hjælper dem med alt. Ikke alene læser hun lektier med dem hver fredag. Når de ikke forstår deres breve, tager de dem også med hen til Mor-Hanne.

Hanne Handrup er aktiv i Røde Kors’ lokale frivilliggruppe. I starten var hun ellers ikke sikker på, at hun kunne finde overskuddet. Tidligere havde hun været kontaktfamilie for en russer – og det havde ikke været et godt match. Alligevel tog hun med, da Kirsten og Svend fra plantecentret i september indkaldte til møde i gruppen.

”På en måde var jeg ikke interesseret, for jeg kan godt få min tid til at gå,” smiler Hanne, der har fire børn og ti børnebørn. ”Men jeg kunne ikke lade være. For mig er det en naturlig ting at hjælpe andre mennesker,” tilføjer hun og peger på strikketøjet, hvis slutdestination er et børnehjem i Moldova.

Og det har hun ikke fortrudt siden: ”Man får så meget igen. Bare det, at nogen råber ’Hej’ nede i byen, betyder så meget. Så det går helt bestemt begge vej – og det skal det også. Ellers bliver man jo ikke ved i længden.”

Vild med dansk

Zaw og Phyu kom til Skjern i september efter en lang flugt: Først ud af Burma, så flere år under jorden i Malaysia, før de langt om længe ankom til Danmark som kvoteflygtninge. Livet i Skjern er meget anderledes, synes de to burmesere.

I starten går det nemt med at følge med i timerne henne på sprogcentret. Næsten for nemt. Phyu og Zaw er utålmodige efter at lære dansk. De slider med lektierne hver fredag hos Hanne. Og i fritiden befinder de sig ofte henne på biblioteket bøjet over hylderne med børnebøger, tegneserier og videofilm. Filmene er på engelsk, men parret skiftes til at trykke på pauseknappen og skriver efter hver sætning de danske undertekster ned. Men også de trykte reklameaviser bliver nærstuderet. De når knap nok at lande på dørmåtten, før Phyu støvsuger dem for gode tilbud og danske gloser.

Skjern er kedelig

Skjern er novemberkold og vejrbidt, og tiden begynder at blive lang. Zaw vil gerne i gang med at arbejde. Pengene er små, når man er på introduktionsydelse, og familien hjemme i Burma kan ikke forstå, hvorfor parret ikke kan sende penge hjem. Zaw nævner ofte arbejde, når han taler med Hanne, og han begynder at lægge vejen forbi jobcentret. Som det første tænder Zaw computeren, når han kommer hjem fra sprogskole, mens Phyu laver mad. Højdepunktet er, når de taler med deres 7-årige søn Htoo over webcam. Han er stadig i Burma, så ham har de ikke set siden flugten for fem år siden.

I løbet af efteråret tropper Phyu og Zaw flere gange op nede på kommunen for at snakke med deres sagsbehandler Lone Hansen. De to burmesere vil gerne hente Htoo til Danmark, men er i tvivl om, hvordan de skal gribe det an. Er det bedst at gøre det nu, eller kan de vente til han bliver 11-12 år, som Phyus mor helst ser? Lone råder dem til ikke at vente alt for længe. I december bliver en ansøgning om familiesammenføring sendt af sted.

Jul og nytår er som alle andre dage. De fleste andre burmesere i Skjern holder juleaften sammen, men Phyu og Zaw er derhjemme, for i modsætning til de fleste andre burmesere i Skjern er de buddhister.

Det skrider fremad med det danske. Når de mødes med Hanne, taler de næsten aldrig engelsk mere, og Phyu elsker at se ’Dagens mand’. I februar siger dansklæreren til Phyu og Zaw, at han synes, de er klar til modultest 1. De består og rykker et trin op. Men pludselig bliver det hele sværere. Der skal sættes kryds og bolle, og lektierne tager tre gange så lang tid som før. Og hvor de tidligere var vant til at være de bedste i klassen, er de andre på holdet nu længere fremme. Desuden savner burmeserne deres venner fra den gamle klasse.

”Hvorfor skal det være så svært? Jeg lærer det aldrig” tænker Zaw, der får hovedpine af at kigge på ordene og synes bogstaverne danser.

I et par uger er han ved at miste modet og må tvinge sig selv til at finde bøgerne frem. Det lykkes kun, når han er hjemme hos Hanne.

Zaw kan ikke forstå, at det trækker sådan ud med at finde arbejde, for nu er en burmeser, der ankom med samme fly som dem, kommet i job. Han tager hen på jobcentret, men her er jobkonsulenten selv kommet på hårdt arbejde. For krisen kradser – og det kan også mærkes i Skjern, når Vestas og Danish Crown skærer ned. Selv om han ringer rundt til de lokale virksomheder, er der ingen, der tager nye ind for tiden. ”Vær tålmodig og blive ved med at klø på med at lære dansk – det er det bedste, du kan gøre ,” lyder hans råd til Zaw.

Efterhånden holder Zaw op med at nævne ordet arbejde.

En god og en dårlig overraskelse

Sagsbehandler Lone Hansen lægger mærke til, at Zaw ser mere og mere træt ud. Samtidig er hans hår ved at blive gråt. Hun bestiller en tid hos lægen, der tager en masse prøver. ”Det ser alvorligt ud. Vi er nødt til at indlægge dig med det samme,” siger han til Zaw uden yderligere forklaring. Burmeseren bliver bange og nægter at tage på hospitalet uden Lone Hansen.

Han har sorte rande om øjenene, og hænderne ryster, da han næste dag banker på døren til Lones kontor.

”Bare rolig, du skal ikke være bange, jeg skal nok få det ordnet,” beroliger hun ham. På hospitalet viser det sig, at Zaws blodprocent er alt for lav, og de beholder ham et par dage, hvor han får drop i armen. Den følgende måned må parret ofte en tur omkring Herning Hospital.

Heller ikke Phyu er på toppen. En dag på vej i taxaen til Herning bliver hun køresyg, og bliver nødt til at bede chaufføren om at rulle vinduet ned. Det gentager sig et par dage senere. Her får hun kvalme og må kaste op, mens hun laver mad.

”Det er nok stress på grund af Zaws sygdom,” tænker hun ved sig selv, og undlader at nævne noget over for Zaw. Hans overraskelse er derfor stor, da hun en uges tid senere kan fortælle ham, at hun er gravid.

Den næste tid er præget af stor glæde, men også bekymring. De glæder sig til at være forældre, men pengene er små, for Phyu drikker en liter mælk om dagen, og skal spise masser af frisk frugt. Samtidig er der udgifterne til Zaws medicin. Midt i glæden går tankerne også til Htoo i Burma.

I slutningen af februar indkalder Lone dem til opfølgningssamtale på integrationskontrakten, som de indgik med kommunen i september måned, da de lige var ankommet. Lone spørger ind til deres håb og drømme for fremtiden og noterer, at de gerne vil arbejde med ældrepleje.

En dag i april, da de kommer hjem fra sprogskole, ligger der et brev fra Udlændingeservice på dørmåtten. Brevet er adresseret til sønnen Htoo. Phyu åbner brevet, finder ordbogen frem og slår ordene op et efter et. Efter en time opgiver hun og tager hen til Hanne Handrup.

Hannes første tanke er, at det må være en fejl. Hun går i gang med at oversætte brevet, men hendes engelsk rækker ikke. Til sidst udbryder hun: ”Det er gået orden. Htoo kan godt komme til Danmark.” Phyu bliver siddende længe uden at bevæge sig.

Men hermed er alle problemer ikke løst: For hvordan skal de få Htoo ud af Burma?