Til forsiden

Karate og spejder skaber forbilleder på Nørrebro

Gode oplevelser, succes og ansvar gør nydanske unge til aktive medborgere. Det er tanken hos et par ildsjæle-brødre på Nørrebro. De startede først en karateklub, der fik masser af medlemmer og vandt medaljer i flæng. Og nu er de klar med en spejdergruppe i samme lokaler.

Unge nydanskere på spejderkursusDer er to centrale rum i den tidligere privatskole på Nørrebro. Spejderlokalet og karatehallen. Endnu er der ingen knob-reb, telte og lejrudstyr i spejderlokalet. Men det er et spørgsmål om tid og penge, forklarer Basem Barakat, der viser rundt.

Karatehallen derimod er fuldt udstyret og i fuld gang: Blødt skridsikkert underlag, der ikke absorberer sved. Spejle på den ene væg og loftet båret af tunge betonsøjler. Ni små drenge i alderen 5-8 år står på række. Klædt i hvide karatedragter og med karakteristiske bælter er de i gang med opvarmningen til dagens træning. Og lige nu er den unge træner ved at introducere en ny katten-efter-musen leg for de små karateaspiranter.

”Træneren Haydar Mahmoud startede selv til karate for to år siden, da vi lige var startet op. Men nu har han allerede vundet medaljer til internationale stævner og er i betragtning til landsholdet. Og det er lige præcis sådan nogle rollemodeller, vi har brug for her på Nørrebro.” Det fortæller Basem Barakat, der er næstformand i Sportskarate.dk København og gruppeleder i den nystartede spejdergruppe under Det Danske Spejderkorps. To vidt forskellige foreninger, men med de samme bagmænd, mange af de samme medlemmer og til huse under det samme tag.

Karate skaber sammenholdDe unge skal føle sig uundværlige

Hvad enten man taler om karate eller spejder, handler det ifølge Basem Barakat om anerkendelse og ansvar. For når unge mennesker bliver taget alvorligt og ser resultater, vil de også yde deres bedste:

”Når vi har været til karatestævner og vundet medaljer, oplever børnene succes, og så føler de sig som en del af det her samfund. Og vi har som et succeskriterium, at vi skal forstærke den identitet, som mange børn her på Nørrebro med indvandrerbaggrund savner. Når de får sådan en anerkendelse, føler børnene, at de er en del af det danske samfund,” forklarer Basem Barakat og fortsætter:

”Unge mennesker elsker ansvar. Når du giver dem en opgave, føler de sig med i en gruppe. Og når de får en følelse af at være uundværlige, falder de ikke fra. Så når man uddelegerer ansvar til de unge mennesker, vil de yde rigtig meget.”

Men det er ikke kun i klubben, at ansvar og gode resultater har en positiv effekt. Det gælder også over for de mange unge på Nørrebro, der endnu ikke deltager i aktiviteterne.

”Når man som ung på Nørrebro hører om, at en fra sin egen minoritet får anerkendelse, har det en stor betydning. Når man hører om guldmedaljer, ser billeder fra stævner og læser om det i lokalavisen. Når man hører om den anerkendelse, man ikke regnede med,” siger Basem Barakat.

For få gode rollemodeller

De ambitiøse tanker om anerkendelse og ansvar skabte en øjeblikkelig succes, da Basem og hans bror startede karateklubben for to år siden. Broderen Hussein havde selv oplevet succes som karatekæmper og ønskede at inspirere andre.

Karatetræning”Min bror blev dansk mester i karate i 2006, og efter det ønskede vi at gøre noget for de mange unge her på Nørrebro. De har vidt forskellig baggrund, men de har brug for en fælles identitet. De unge finder masser af rollemodeller på gaden, men desværre er der ikke ret mange af dem, der er gode forbilleder. Det ønskede vi at lave om på, da vi startede karateklubben op for to år siden,” fortæller Basem Barakat.

Konceptet virkede. Medlemmerne strømmede til klubben, og allerede efter den første måned havde de 70-80 medlemmer. Kort efter stod 120 på venteliste, og det var ikke kun medlemmer, der strømmede til: Det blev også til gode resultater og massevis af medaljer: Sølv og bronze til DM, flere guldmedaljer ved AMA Cup i England, Guld, sølv og bronze ved Benzai Cup i Berlin. For blot at nævne nogle få.

Hvordan kan vi involvere resten af familien?

For Basem Barakat og hans bror var det ikke nok at skabe gode sportslige resultater for dygtige, unge karatekæmpere. De ville nå bredere ud og skabe andre aktiviteter end kampsport for hvidklædte unge:

”Efter at have lavet karate i omkring to år, tænkte vi: Hvordan kan vi involvere resten af familien? Vi overvejede længe, hvordan vi kunne skabe aktiviteter for helt almindelige mennesker, og så tænkte vi: Det må være spejderaktiviteter.”

Basem Barakat har selv været spejder, da han som ung knægt voksede op i Kuwait.

Ifølge ham kan spejder og karate på hver sin måde inddrage unge mennesker i det danske samfund, give dem store oplevelser og en følelse af ansvar:

”Spejderaktiviteter kan laves for den tynde og den tykke, for høj og lav, kvinder og mænd. Hvorimod karate kræver, at man er slank og i god kondi for at være med. Som spejder kan man tage på tur og for eksempel tage hele familien med. Man kan stille opgaver til spejderne om at hjælpe til i hjemmet og så få en tilbagemelding fra forældrene. Eller man kan sende børn og unge ud for at rense Ørnevej for affald og på den måde bidrage til samfundet på en positiv måde.”

Aktive med forældrekontakten

Resultater og anerkendelse er også i højsædet, når det kommer til kontakten til forældrene. Og netop en aktiv forældrekontakt er central for ildsjælene på Nørrebro. Her er der både plads til, at forældrene kan hygge sig i lokalerne, mens børnene er til karate eller spejder, og samtidig tager trænere og ledere sig god tid til at tale direkte med forældrene.

”Vi har været meget aktive med forældrekontakten. Vi ringer både til forældre, når stævnet gik godt, og når det ikke gik godt. Så siger vi for eksempel: ’Hej Ahmed. Vi synes dit barn har gjort et rigtigt godt stykke arbejde, og du skal bare bakke ham op, være begejstret og hjælpe ham. For hvis han bliver ved, kan han måske blive kandidat på landsholdet.’ Så bliver forældrene meget glade – også for vores arbejde, og det bliver de trygge ved,” siger Basem Barakat.

Spejderarbejdet startet i det små

Karateklubben på Ørnevej har allerede vist sit værd med medaljer og masser af medlemmer. Nu ligger udfordringen i at skabe den samme succes for spejderne. Her har man også store ambitioner, men arbejdet er indtil videre startet i det små – netop for at få skabt et fundament bestående af en god bestyrelse og gode unge patruljeledere på 12-17 år, der kan være rollemodeller i det videre arbejde.

Spejdergruppen startede op i februar, hvor først Basem og resten af bestyrelsen deltog i et af Det Danske Spejderkorps’ modulkurser i Holte. Og senere har en lokal spejderklan arrangeret en række kursusaftener for de ti unge mennesker, som bestyrelsen har udpeget som patruljeledere – hvoraf halvdelen kommer fra karateklubben.

De ugentlige spejderaktiviteter startede først for alvor i lokalerne på Ørnevej i marts, men allerede nu møder 12 børn og unge op hver uge for at prøve kræfter med spejderideen. Det første store mål er at deltage på landslejren Blå Sommer til juli med 50 nydanske spejdere, og til nytår regner Basem Barakat med, at spejdergruppen på Nørrebro har 120 aktive medlemmer.

Sportskarate.dk København  

Karateklubben er en del af Sportskarate.dk, som har hovedsæde i Aalborg. Københavnerafdelingen har udelukkende medlemmer med nydansk baggrund og rummer i dag 138 aktive karakatekæmpere i alderen 6- 25 år. Klubben har gennem flere omgange modtaget økonomisk støtte fra Integrationsministeriets pulje ’Det frivillige integrationsarbejde og deltagelse i idræts- og foreningslivet’.

Læs mere på www.sportskarate.dk

  

Nørrebro Spejderne

Nørrebro Spejderne blev startet op i februar 2009 som en gruppe under Det Danske Spejderkorps, som er en forening, der ikke bekender sig til et specifikt religiøst grundlag. Gruppen har allerede nu 20 medlemmer og har netop modtaget støtte fra Integrationsministeriets pulje ’Det frivillige integrationsarbejde og deltagelse i idræts- og foreningslivet’.

Læs mere om Det Danske Spejderkorps på www.dds.dk





Senest opdateret: 26-06-2009
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre