Højskole gav ny chance

”Jeg var sygeligt vred. Der skulle ikke meget til, før det klikkede. I trafikken var den helt gal. Hvis nogen dyttede, hev jeg i håndbremsen, trak vedkommende ud af bilen og gav ham et par på låget. Hvis de var flere, tog jeg lige en kniv eller en hammer med,” fortæller Mansur Hussain, mens de brune øjne, der normalt ikke viger tilbage fra øjenkontakt, søger et fjernt hjørne i spisesalen på Grundtvigs Højskole, hvor han i dag er elev.

I dag skammer den 28-årige dansk-pakistaner sig over sin fortid. Dengang havde et eksplosivt temperament fuldstændigt taget kontrollen over hans liv. Pengene var hurtige, næverne sad løse, og porten til Vestre Fængsel klappede op og i som en svingdør.

En dag for halvandet år siden, mens han sad og kiggede ud ad vinduet fra sin celle i Vestre Fængsel, traf Mansur en beslutning: Han ville ud af kriminaliteten – og det har han holdt fast i siden.

”Når jeg snakker med mine gamle venner, er jeg selvfølgelig ham den frelste. Men de synes det er fedt. Det er meget få mennesker, der inderst inde ønsker at være kriminelle. Alle mennesker vil gerne have succes i deres liv.” 

Ikke ’perkeren’ i klassen

Det havde nu aldrig ligget i kortene, at det skulle gå så galt. Mansur voksede op på Frederiksberg, hvor han var den eneste elev i klassen med indvandrerbaggrund. Og i dag lever hans fem søskende alle helt almindelige liv med job og uddannelse uden nogensinde at have været i politiets søgelys.

”Jeg var selvfølgelig anderledes end de andre, men jeg var aldrig ’perkeren’ i klassen,” husker Mansur, der fungerede socialt godt i klassen. Først da han som 12-årig - uden forudgående advarsel - blev smidt ud af skolen på grund af et slagsmål i frikvarteret, tog hans liv en anden drejning. Udsmidningen kom som et chok for Mansur, der stadig er overbevist om, at det har spillet en rolle, at den anden drengs forældre sad i skolebestyrelsen, og at hans egen hud havde en mørkere lød.

Under alle omstændigheder blev konsekvensen, at han blev sendt på en kostskole for utilpassede unge i Jylland. Her mødte han nye venner – lidt ældre og en hel del mere erfarne end ham selv.

”Jeg lærte alt – at drikke, ryge hash og gå med piger,” forklarer Mansur og tilføjer, at det sandsynligvis var gået helt anderledes, hvis man i stedet havde valgt at sende ham på en almindelig efterskole.

Pludselig var vi ikke danskere mere

Da han halvandet år senere vendte tilbage til København, havde han mistet kontakten til de gamle klassekammerater, der i stedet blev erstattet med en gruppe indvandrerdrenge, som han hang ud med hver dag. På samme tidspunkt blev busstoppestederne i København prydet med plakatsøjler, og der kørte tv-spots med sorte menneskesilhouetter på vej ind over grænsen. Det skete som led i Ekstra Bladets nye kampagne ’De fremmede’, som Mansur stadig husker tydeligt.

”Det hele blev ’fuck samfundet’ og ’fuck danskerne’ – for lige pludselig var vi jo ikke danskere mere,” siger Mansur, der ikke tidligere havde kastet mange tanker efter, hvilket land han hørte til i.

For at skaffe penge til smøger lavede han og de nye venner et bræk i en elektronikbutik. Det blev starten på en hastig klatren op ad den kriminelle karrierestige, der kulminerede med indbrud, væbnede røverier, salg af narko og grov vold. Som 16-årig røg han ind at sidde.

Det blev den første af i alt fem ture bag tremmer – hvor Mansur hver gang kom ud lidt hårdere, lidt sejere og lidt mere kold indeni. Indtil en dag for halvandet år siden, hvor han sad og kiggede ud ad vinduet fra sin celle i Vestre:

”Jeg spurgte mig selv: Hvad er det lige, jeg har nået? Det kan godt være, at jeg har kørt i store biler, lavet masser af penge, boet i penthouse osv. Men jeg havde ikke fået en uddannelse. Jeg havde ikke levet mine drømme ud,” siger Mansur, der bad Kriminalforsorgen om hjælp. Dagen efter blev han tilbudt at komme på kurset ’Nye veje’.

’De har justeret på alt i mit hoved’

Dengang havde Mansur Hussain ikke ondt af sine ofre. Det eneste, der fyldte noget i hans bevidsthed, var ham selv. Da ofret for hans sidste forbrydelse skulle vidne mod Mansur i retten, var det tydeligt for enhver, hvordan hans arme og ben rystede under ham, da han blev ført ind i retssalen. Men den eneste tanke, der røg gennem Mansurs hoved, var, hvordan det ville påvirke juryen:

”Det er virkelig grimt. Men det eneste, jeg tænkte, var: ’De slagter mig’”, husker Mansur Hussain.

Den tankegang ændrede kurset ’Nye veje’ på.

På kurset gennemspillede de indsatte deres egne forbrydelser i rollen som skiftevis forbryder og offer. Det åbnede for første gang Mansurs øjne for, hvordan verden ser ud set gennem ofrets briller. Samtidig fik han redskaber til, hvordan han kan styre sin vrede.

”De har justeret på alt inde i mit hoved,” fortæller Mansur, der som den eneste på holdet gennemførte det 14-uger lange kursus.

Højskoletosse

Mens han ventede på at komme til at afsone, begyndte Mansur at blogge på nettet om sine frustrationer, sin vrede og sine drømme om et liv uden kriminalitet. Selv om han skrev anonymt, begyndte rygtet om bloggen at gå fra mund til mund, og snart fandt mails med støttende ord og opmuntring vej til hans indbakke. En af dem var fra højskolelæreren Søren Lerche fra Grundtvigs Højskole, der havde fulgt bloggen. Han spurgte, om ikke det var noget for Mansur at komme på et højskoleophold gennem Integrationsministeriets puljeordning. Et halvt år efter løsladelsen kunne Mansur kalde sig højskoleelev.

Det valg har han ikke fortrudt siden.

”Hvad højskolen har betydet? Puha – alt. Det har givet mig troen på mig selv, sociale færdigheder og en masse venner,” fortæller Mansur, der kalder sig selv for ’højskoletosse’ og har valgt at forlænge opholdet på Grundtvigs Højskole med endnu et semester. Han er ikke i tvivl om, at timingen for ham har været den helt rette. Tiden, lige efter man bliver løsladt, er nemlig den sværeste, forklarer han:

”Man kan ikke sige, at hvis ikke jeg var kommet på højskole, var jeg røget tilbage i kriminalitet igen. Men det har gjort det så meget nemmere,” fortæller Mansur, der glæder sig til han skal på Roskilde Festival for første gang til sommer med sine nye venner.

For ham har det vigtigste været de sociale færdigheder, opholdet har givet ham:

”Jeg har jo aldrig kunnet begå mig blandt almindelige mennesker. Det skulle jeg lære. Og der er en osteklokke, som en højskole jo er, perfekt,” forklarer Mansur, der i starten valgte at gå stille med dørene om sin kriminelle fortid af frygt for, hvad de andre ville tænke.

Da han valgte at ’springe ud’ var reaktionerne stort set kun positive – og i dag har Mansur valgt at stå frem med sin historie til både tv og radio.

”Opholdet har givet mig troen på mig selv. På at jeg kan lykkes. Før var det altid en kamp. Jeg havde altid brug for at vise, at jeg var god nok. Nu går jeg ikke så meget op i, hvad andre folk tænker om mig,” siger Mansur, der ifølge ham selv først har fået ægte selvtillid for et års tid siden.

Vil være forbillede for andre

-Og når højskoletiden rinder ud til sommer? Planerne er mange, men man skal ikke blive alt for overrasket, hvis man en dag ser Mansur arbejde med integration og unge kriminelle med indvandrerbaggrund, røber han.

”Jeg vil gerne bruge mine erfaringer til at hjælpe andre unge. De har brug for nogen, der vil holde dem i hånden. Det, jeg har set i mit liv, er halvhjertede løsninger,” mener Mansur.

Selv om han egentlig har mest lyst til at bryde helt med det gamle miljø og starte på en frisk, overvejer han alligevel at flytte tilbage til Nørrebro. For Mansur Hussain vil gerne være det positive forbillede, han selv manglede.

”De unge har brug for rollemodeller – andre end deres fætter, der kører rundt i en sænket bil. De har brug for at se, at der er en vej ud,” slutter han.