Fra Afghanistan til A-landsholdet

Hun bliver sammenlignet med spillertyper som Michael Laudrup og er for længst blevet udråbt som tidens største danske talent inden for kvindefodbold. Men de fine skudsmål tager 21-årige Nadia Nadim helt afslappet.

”Det er dejligt, at andre tror på mig, men jeg føler ikke noget forventningspres. Det er kun mig selv, jeg lader mig presse af. Jeg har altid villet være bedst, uanset hvad jeg laver – skole, sport eller arbejde. På landsholdet er jeg ikke den bedste, men jeg kæmper for at blive det,” siger hun.

Den unge stjernespiller er netop blevet færdig med træningen hos Århus-klubben Skovbakken. Godt udmattet bider hun af en saftig pære og begynder sin fascinerende livshistorie.

I starten af året blev hun optaget på det danske landshold som den første spiller med indvandrerbaggrund. Det var resultatet af mange års hårdt arbejde på banen og en særlig dispensation fra FIFA’s krav om, at alle landsholdsspillere skal have haft statsborgerskab i mindst fem år.

”Min første kamp for landsholdet var som en drøm, der går i opfyldelse. At være blandt de 11 bedste i Danmark er simpelthen det største, der er sket for mig,” fortæller Nadia Nadim om sin debut i den rød/hvide trøje.

Ni år tidligere flygtede hun med sin mor og fire søstre fra Afghanistan, efter Taliban havde dræbt faderen. Det var ham, som lærte Nadia at spille fodbold i familiens have, der omkranset af høje mure var fri for nysgerrige blikke. Den nye hverdag i et nordjysk asylcenter bød på masser af muligheder for at spille fodbold. Nadia husker tiden som positiv, og da familien fik opholdstilladelse og flyttede til Skørping, begyndte hun at spille fodbold i en klub, hvor hun kunne udvikle sit talent.

No risk no fun

”Jeg forstod ikke noget af, hvad de andre på holdet sagde, men fodbold handler jo heller ikke om at snakke, så det gik fint. Jeg fik hurtigt nye venner i klubben og med tiden kom sproget også,” fortæller Nadia Nadim om mødet med den danske foreningsidræt.

Landsholdstalentet lader ikke sekunderne gå til spilde, når hun taler. Sætningerne nærmest kappes om at komme til og bliver spædet op med masser af imødekommende latter.

”Min livsindstilling er, at man altid skal prøve, så godt man kan, og at man ikke dør af at fejle. Det har hjulpet mig både på banen og udenfor. Jeg kan huske en afslutningsfest, hvor en af de andre havde lavet en sang, vi skulle synge. Jeg sang med, selvom jeg ikke rigtigt forstod noget og ikke kendte melodien. Så grinede vi af det. ”No risk, no fun,” ler hun.

Hun er klar over, at hendes udadvendthed og selvtillid har gjort mange ting lettere, og at det langt fra er alle, der har lige så let ved at falde til. Derfor bruger hun også en del af sin fritid som rollemodel i boligafdelingen Rosenhøj, hvor hun selv bor med sin mor og tre søstre og flere gange har været frivillig fodboldtræner.

”Hvis jeg kan hjælpe andre unge med indvandrerbaggrund og inspirere dem til at få sunde interesser, gør jeg det med glæde. Sport giver mange gode oplevelser, og jeg kan se, at selvom folk er generte, kommer de hurtigt med i et klubfællesskab.”

Latterlig jantelov

Når Nadia Nadim skal pege på, hvad der hjalp hende gennem omvæltningen fra Afghanistan til Danmark, fremhæver hun fodbolden og det tætte familiesammenhold.

”Familien betyder rigtig meget for mig, og selvom min mor ikke forstår, hvorfor jeg tager ud og spiller kamp om søndagen i stedet for at spise frokost med dem derhjemme, så støtter hun mig. Noget af det bedste ved at være træner er også, når forældrene står og hepper på deres børn og jubler, når holdet scorer mål,” siger den århusianske topscorer.

Ved siden af jobbet som professionel fodboldspiller arbejder hun også nogle timer hver dag hos fagforeningen 3F og planlægger at starte på jurastudiet efter sommerferien.

”Jeg har det bedst med hele tiden at blive udfordret, og fodbolden er ikke nok. Jeg skal også have noget til hovedet,” lyder forklaringen.

Nadia Nadims træner beskriver hende som en atypisk kvindelig spiller, fordi hun udviser samme fandenivoldskhed og frækhed i sit spil som mange mandlige stjerner. Hendes idol er da også den svenske landsholdsspiller med det store ego: Zlatan Ibrahimovic.

”Han har temperament, går forrest i spillet og tror på sig selv. Det inspirerer mig,” siger Nadia Nadim.

Hun mener, at dansk fodbold har en tendens til at blive lidt for pænt og kedeligt og gætter på, at det har noget at gøre med janteloven, som hun ikke har meget til overs for: ”Jeg tager de ting fra dansk kultur, som jeg kan bruge. Men janteloven har jeg aldrig forstået. Derfor elsker jeg, når Anja Andersen tager sin ”Fuck janteloven” -T-shirt på.”

Ukvemsord er komplimenter

Man skal ikke tilbringe mange minutter i selskab med Nadia Nadim for at fornemme, at hun er en kvinde, der er svær at stoppe, når hun først har sat sig et mål. Kommer der problemer i vejen, løser hun dem. Det viste hun blandt andet under en af klubbens kampe, hvor hun fik en albue i hovedet og brækkede næsen. Holdet var bagud, og den skadede angriber ville på banen igen og rette op på resultatet. Derfor slog hun straks til, da en sygeplejerske blandt tilskuerne tilbød at rykke næsen på plads.

”Jeg fik et håndklæde i munden, som jeg bed sammen om, da trykket kom. Det var den ledeste smerte, jeg nogensinde har oplevet, men jeg kom på banen igen med næsen plastret til. Desværre vandt vi ikke, men jeg vidste med mig selv, at jeg havde gjort, hvad jeg kunne,” fortæller Nadia Nadim.

Hændelsen har af åbenlyse årsager givet hende et ry som en kvinde med ben i næsen, og hun er af samme grund meget efterspurgt som rollemodel. Når Nadia Nadim i den forbindelse holder foredrag, sker det, at folk spørger, om hun har været udsat for racisme på banen. Det er ikke noget, hun bruger meget tid på at snakke om, men jo - der har været ubehagelige tilråb fra tilskuerrækkerne, før hun blev kendt:

”Når nogen råbte noget grimt efter mig, var det som regel forældre fra modstanderens hold, og så råbte jeg enten noget tilbage eller konfronterede personen direkte,” siger Nadia Nadim, som dog også fandt en alternativ måde at tolke tilråbene på:

”Jeg begyndte at opfatte det som en slags kompliment, når modstanderholdet ikke kunne lide mig. Det betød, at jeg var god, og det er måske meget naturligt, at nogle bliver frustrerede, når de ser en angriber score fem mål mod deres hold. Så kan de lade sig rive med af deres følelser og råbe noget, de ellers ikke ville have gjort,” lyder hendes analyse i dag.