Foreninger skal tilpasse sig

Børnene i en muslimsk spejdergruppe under KFUM-spejderne skulle på weekendtur. Derfor skulle børnene medbringe penge, gummistøvler og soveposer – en instruks til forældrene, som de fleste foreninger ville have klaret ved at sende et brev med hjem. Men i denne gruppe tog en af lederne på en rundtur hjem til forældrene for at aftale, hvad børnene skulle tage med. Efter mange kopper kaffe og te var resultatet, at alle børn dukkede op med den rigtige oppakning. Hårdt arbejde, men med et tydeligt resultat.

Ovenstående historie stammer fra Dansk Ungdoms Fællesråds (DUF) hjemmeside. Her er en af pointerne, at personlig kontakt og et aktivt forældresamarbejde er centralt, hvis man ønsker, at etniske minoriteter skal blive aktive i foreningerne. Men mange foreninger har hverken den fornødne erfaring eller nok ressourcer til at gribe en sådan opgave an, fortæller minoritetskonsulent i DUF, Noman Malik:

”En del foreninger glemmer, at mange nydanskere ikke har en intuitiv forståelse af, hvad det vil sige, at være medlem af en forening. Mange foreninger har svært ved at tilpasse sig en virkelighed med kulturel mangfoldighed og samtidig ændre deres traditioner – også selvom de officielt gerne vil.”

Ifølge Noman Malik må de enkelte foreninger være meget bevidste om disse kulturbarrierer. Samtidig bør de se etniske minoriteter som ressourcer og ligeværdige medlemmer, som kan bidrage til foreningens liv – ikke som stakler, der skal integreres:

”Foreningerne bør gå væk fra at bruge integrationsbegrebet. De skal ikke se etniske medlemmer som en belastning og som nogle, der skal hjælpes. Det er jo frivilligt at være med i en forening. Etniske minoriteter vil være med på grund af aktiviteterne, og ikke fordi det er et integrationsprojekt. Derfor må foreningerne også tilpasse sig deres potentielle medlemmer.”

Fodboldtræner skal ikke være socialarbejder

I praksis er det ikke let for en forening at ændre rutiner og udvise kulturel mangfoldighed. Arbejdet er ressourcekrævende og derfor svært at rumme inden for de frivillige kræfter. Det fortæller Lars Kruse, som er konsulent i Danmarks Idræts-Forbund (DIF):

”Især i de socialt belastede områder, er der mange svage foreninger, der har nok at gøre med at få driften til at fungere i hverdagen. Derfor er det svært for de frivillige at gøre en ekstra indsats, og mange er heller ikke interesserede i det. Fodboldtræneren i Brønshøj er jo aktiv, fordi han gerne vil træne fodbold – ikke fordi han vil lege socialarbejder.”

I stedet bør foreningerne satse på ekstra ressourcer – f.eks. i form af en aflastende medarbejder, der kan hjælpe med de mange opgaver, som de frivillige har svært ved at magte. Det gælder både i det daglige foreningsarbejde og det lange, seje træk med at tiltrække og fastholde nydanske medlemmer.

Hold fast i det, der virker

Og netop det, at indsatsen beror på frivillighed, betragter Noman Malik som en akilleshæl:

”Meget få ledere er ansvarlige i længere tid, og derfor er det svært at forankre viden og erfaringer. Mange organisationer starter forfra igen og igen, men i stedet for at fokusere på kortvarige projekter og tidsfrister bør foreningerne i stedet flytte fokus hen på at forankre viden.”

Både hos DUF og DIF er man derfor begyndt at satse mere på langsigtede mål og videndeling.

”Det er naivt at tro, at man kan ordne alt med pilotprojekter. Lad os få en koordineret indsats. Man skal fortsætte med at lave det, der virker. Tingene er altså ikke forankret efter et år eller to. Mit råd til både foreninger og kommuner er: Hold fast i det, der virker, i stedet for hele tiden at prøve noget nyt: ” opfordrer Lars Kruse fra Danmarks Idræts-Forbund.