Fængselsimam: Resocialisering er min vigtigste opgave

Iklædt korte bukser og med en umiskendelig jysk udtale fremstår Leon Soudari-Hansen ikke umiddelbart som prototypen på en imam. Men tag ikke fejl. Han tager sin religion meget alvorligt, taler flydende arabisk og har studeret islam i Saudi Arabien i seks år, før han begyndte som fængselsimam i Københavns Fængsler for 11 år siden.

Og det er ikke kun i sin fremtoning, at han adskiller sig fra den gængse opfattelse af en imam. Mens imamer traditionelt omgærdes med stor respekt, sætter Soudari- Hansen pris på at blive sagt imod.

”Jeg kan godt lide, at folk fortæller mig ligeud, hvis de synes, at jeg siger noget pis - for så kan vi diskutere det. At være imam i et fængsel er meget anderledes end ude i samfundet. Her bygger 75 pct. af min stilling på min personlighed, og højst 25 pct. på min stillingsbetegnelse. Derfor er det vigtigt, at de indsatte kan stole på mig og ved, at jeg gerne vil hjælpe dem med at få et bedre liv,” fortæller han.

Resocialisering er den vigtigste opgave

Selv ser han det som sin fremmeste opgave som imam at hjælpe de indsatte til et bedre liv uden for murene - en mission han deler med Kriminalforsorgen: ”Meget af mit arbejde består i at hjælpe folk i den akutte krise ved at høre på dem og lade dem læsse deres frustrationer af.

Men jeg har altid et underliggende program, der hedder resocialisering – og det er jo grundlæggende også hele Kriminalforsorgens formål. Men det er ikke nemt at holde op med at være kriminel – det er ikke bare en beslutning, man tager, og så er man et nyt menneske. Man skal gøre sig fri af sit gamle liv,” siger imamen.

I kampen for at komme fri af kriminaliteten søger mange indsatte råd hos fængselsimamen – også når de står ude i friheden igen: ”Mange indsatte ringer til mig for at få råd om, hvordan de tackler forskellige udfordringer - også efter, de er blevet løsladt,” fortæller Soudari-Hansen.

Fængsler kan nuancere indsattes samfundssyn

Selv om det umiddelbart kan forekomme paradoksalt, spiller fængslerne set gennem Leon Soudari-Hansens briller ofte en positiv rolle for integrationen.

”Mange indsatte får et mere nuanceret syn på det danske samfund ved at sidde i fængsel,” siger han.

Det hænger sammen med, at mange indsatte for første gang får indblik i dansk kultur og møder danskere i fængslerne.

”Mange 2. generationsdanskere har siden skoletiden stort set ikke haft noget med samfundet at gøre. I fængslerne møder de lærere og andre, der gerne vil gøre noget for dem, og finder ud af, at der faktisk er en helt anden side af det danske samfund, end de oplever i deres kriminelle miljø,” fastslår imamen, der selv er opvokset i Hatting i Jylland og konverterede til islam som 18-årig.

Overvågning kan ødelægge arbejdsbetingelserne

Selv om Leon Soudari-Hansen i bund og grund støtter arbejdsgruppens forslag om flere fængselsimamer, er han ikke ukritisk.

Bl.a. peger han på, at overvågning af eksempelvis imamens studiekreds, kan give bagslag.

”Så kan du ligeså godt lade være med at have imamer i fængslerne. Hvis imamerne skal kunne fungere, så skal de kunne sige deres mening og indgå i diskussioner med de indsatte. Uden at de indsatte skal indberettes, hvis de siger, at de støtter f.eks. Hizb ut Tahrir eller sympatiserer med al-Qaeda – så kommer man jo ingen steder. Der skal være plads til, at imamen kan tage radikale synspunkter op”, siger Soudari-Hansen.

Ellers risikerer man, at de indsatte ikke tør betro sig til imamen – og det ville ødelægge hans arbejdsbetingelser.

”Hvis de indsatte skal have gavn af os, så skal de kunne stole på os. Ellers fortæller de ikke, hvad de tænker, og så kan vi ikke modvirke de radikale holdninger. Så risikerer vi at blive reduceret til ligegyldige pauseklovne, der holder fredagsprædiken, mens de indsatte sidder og sælger narko til hinanden. Og det vil jeg ikke deltage i.

De mennesker, som jeg vil arbejde med, er dem, som jeg kan gøre noget for, og som vil have gjort noget ved deres situation,” siger imamen.

---

Unge indsatte er i identitetskrise

Unge indsatte med indvandrerbaggrund føler sig hverken hjemme i Danmark eller i deres oprindelsesland og har svært ved at finde ud af, om de er danskere eller udlændinge. For nogle få fører identitetskrisen til ekstremistiske holdninger, advarer Danmarks første nydanske fængelsesbetjent.

Tamim Arabi kom til Danmark som palæstinensisk flygtning i 1980’erne. De seneste 13 år har han arbejdet som fængselsbetjent i Vestre Fængsel, hvor en tredjedel af de 600 indsatte i dag har indvandrerbaggrund. I løbet af sin ansættelsestid har Tamim Arabi set en udvikling, som han ikke bryder sig om.

”Kriminaliteten er blevet hårdere, og de indsatte med anden etnisk baggrund er blevet yngre,” fortæller han med en stemme, der røber en personlig ærgrelse.

”De unge har svært ved at falde til. De føler sig hverken som danskere eller som udlændinge – de befinder sig i et kulturelt og identitetsmæssigt tomrum,” forklarer Arabi. ”Mange af dem begynder i alderen 13-16 år at ryge eller sælge hash, og det kan føre til en kriminel løbebane, hvor de i sidste ende havner i fængslerne.” .

Holder øje med ændret adfærd

I fængslerne grupperer de sig ofte med andre indsatte, som de føler et slægtskab eller en samhørighed med. For mange nydanskere betyder det, at de finder sammen med indsatte med indvandrerbaggrund. Og det kan være begyndelsen til radikalisering.

Derfor er fængselspersonalet begyndt at holde øje med andet end narkotika, mobiltelefoner og andre forbudte ting.

”I det daglige forsøger vi at være opmærksomme på, om de indsatte udviser tegn på radikalisering. Det kan f.eks. være ændret opførsel, indelukkethed osv.,” siger fængselsbetjenten. Han understreger dog, at hovedparten af de indsatte med indvandrerbaggrund ikke er specielt religiøse.

Som nydansker frygter Tamim Arabi mere end de fleste et terrorangreb på dansk jord. For det kan føre til et ændret forhold mellem nydanskere og gammeldanskere: ”I de muslimske miljøer tales der meget om, at hvis Danmark udsættes for terror, så vil det få store konsekvenser for herboende muslimer. Så vil danskernes tolerence over for muslimer sikkert blive meget lille, og det vil blive svært for os at indgå og blive accepteret i samfundet på lige fod med alle andre.”