Rehabilitering på arbejdspladsen

”Vi vender op og ned på det, man plejer at gøre. Vi starter ude på virksomheden og tager så rehabiliteringen løbende – hvor man plejer at tage det i den omvendte rækkefølge.” Sådan lyder tanken bag et projekt, som Rehabiliteringscenter for Flygtninge i Århus (RCF) er gået ind i sammen med den private virksomhed ISS Facility Services A/S. Det fortæller Jens Sprogø, der er leder af centret. Projektet starter med et intensivt forløb på to måneder, som skal hjælpe kursisterne med at afklare deres problemer i forhold til at passe et arbejde. Op mod 80-90 pct. af deltagerne lider nemlig af posttraumatisk stresssyndrom (PTSD), anslår han.”Det, vi gør, er at lade som om, der ikke er nogen problemer, men det er der altid med denne her målgruppe,” forklarer han.

”Når der dukker noget op, står vi parat med hjælp på sidelinjen. Vi går så at sige fra automatisk hjælp, til hjælp efter behov.” Projektet gør op med den måde, man traditionelt rehabiliterer traumatiserede på, idet forløbet foregår ude på virksomheden fra dag ét.

”Den første samtale, den traumatiserede møder op til, finder sted i en bygning, hvor der med store bogstaver står ISS, og foregår ude i et industrikvarter i Åbyhøj. Det signalerer arbejde – og vi ved jo alle, at det, man fokuserer på, vokser,” siger Jens Sprogø. Han understreger dog samtidig, at der gennem hele forløbet kører et sideløbende fokus på traumer: ”I projektet gør ISS det, de er bedst til, nemlig arbejdsafklaringen, mens vi i RC F gør det, vi er bedst til, nemlig at tage os af de traumerelaterede problematikker,” siger han.

Ingen særhensyn under visitationen

Frugten af det utraditionelle samarbejde skal gerne blive, at i alt 42 traumatiserede flygtninge i løbet af de næste to år kommer ud på eller tættere på arbejdsmarkedet. I midten af februar startede det første hold med 12 kursister op. De er nu nået til vejs ende af et fem måneders jobtræningsforløb med skiftevis undervisning og praktik

Kun én deltager er stoppet undervejs. Og det er i sig selv en succes, mener projektmagerne. Under visitationen er der nemlig ikke taget nogen særlige hensyn: De kursister, der er blevet visiteret til projektet, er nøjagtigt lige så traumatiserede og har lige så barske oplevelser med krig, flugt og tortur med sig i bagagen som dem, der almindeligvis visiteres til RCF.

For mange er det derfor en stor omvæltning at starte på kurset efter i gennemsnit at have været væk fra arbejdsmarkedet i syv år: ”De er voldsomt bange, når de starter, og tror ikke, at de kan klare det. En af dem græd de første to måneder, hver gang hun følte sig utryg. Men i dag er hun glad for at komme her - og nu vil hun rent faktisk gerne ud i praktik,” fortæller Kjeld Andersen, der er virksomhedskonsulent hos ISS.

Selv om projektet er kommet godt fra start, advarer projektgruppen dog mod at have urealistisk høje forventninger: ”Man skal ikke forvente mirakler med vores kursister,” siger projektleder Ann Louise Slot fra ISS. ”Hvis nogle ender som ansatte hos os bagefter, så er det fantastisk. Succeskriteriet er, at de bliver afklaret i forhold til, om de rent faktisk er i stand til at varetage et job.”

Ansvarligt at sende traumatiserede i praktik?

Som konsekvens af den banebrydende metode er medarbejderne ofte blevet mødt med spørgsmålet om, hvorvidt det er ansvarligt at sende traumatiserede flygtninge i praktik uden forudgående behandling og rehabilitering.

Ja, lyder det fra Merete Tonnesen, projektkoordinator hos Rehabiliteringscenter for Flygtninge: ”Der er mange, der mener, at det er uansvarligt at sende mennesker ud på den måde – men der siger vi: ’Nej, måske er det mere uansvarligt, at vi har nogle mennesker, som vi ikke tidligere har givet chancen for at få et normalt liv med arbejde og kolleger. Alle har krav på at få en chance – og det er det, vi giver.” Hun understreger samtidig, at en psykolog fra RCF underviser deltagerne i PTSD og lærer dem, hvad de selv kan gøre for at lære at leve med traumerne. Der er også tilknyttet en fysioterapeut med speciale i torturskader – ligesom hver deltager har en socialrådgiver fra RCF tilknyttet under hele forløbet.

”Netop det tætte samarbejde med RCF er det, der gør projektet ansvarligt”, pointerer Ann Louise Slot fra ISS.

De får opbakning fra Samer Alsaadi på 32 år fra Irak, der er en af kursisterne på det første hold. Han kom til Danmark som flygtning under Iran-Irak-krigen og arbejdede en årrække på et pizzeria, før traumer fra krigen for et halvt år siden nødvendiggjorde en sygemelding: ”Når man går hjemme uden at lave noget, får man det bare værre. Man sidder bare og bliver sindssyg. Det er bedre at komme ud blandt andre mennesker. Det har hjulpet mig i hvert fald.” Som de fleste andre var hans umiddelbare reaktion godt nok også en blanding af forbehold og angst, da hans sagsbehandler sidste år gav ham tilbuddet om at begynde på projektet. Men siden er usikkerheden lidt efter lidt svundet ind, og i dag trives han og håber på, at hans praktik vil munde ud i et fleksjob som rengøringsassistent.

Tryghed og tæt opfølgning

Ifølge Samer Alsaadi består hemmeligheden i, at kursisterne føler, at de er i gode hænder: ”De ved, hvordan vi har det – jeg føler mig tryg,” forklarer han.

Og trygge rammer gennem tæt opfølgning er en helt bevidst strategi fra projektmagernes side. Kjeld Andersen ringer således ofte rundt for at følge op på, hvordan kursisterne har det ude på praktikstederne, og dukker jævnligt op på praktikbesøg.

”De ved, at de har mit telefonnummer og kan ringe til mig – uanset hvornår. Vi fortæller, at det ikke er tvang eller noget med løftede pengefingre. Vi forsøger i det hele taget at klæde dem på, så de tør komme ud og tage den kæmpe udfordring, det er for dem at komme i praktik.” Merete Tonnesen supplerer: ”Vi skal være med til at fjerne de sten på vejen mht. økonomi, børnepasning, opholdstilladelse, der kan være en hindring i forhold til arbejdsmarkedet. Vi prøver hele tiden at spænde et sikkerhedsnet ud under kursisterne, men vi går ikke ud og fortæller, at sikkerhedsnettet er der.”

Overlever i stedet for offer

På trods af kursisternes barske forhistorier er det et gennemgående mantra, at der skal anlægges et ressourcesyn på deltagerne.

Det kommer bl.a. til udtryk ved, at man aldrig hører ordet ’torturoffer’, men derimod ’torturoverlever’, når snakken falder på kursisterne

”Alle vores kursister er torturoverlevere. Jeg har tit prøvet at forestille mig, hvordan jeg ville have det, hvis jeg var blevet torteret i 3 ½ år. Jeg tror, at jeg ville lægge mig til at dø – kursisterne har faktisk overlevet det. Der er stor forskel på, om jeg kigger på dig, og siger ’Nej, hvor er det synd for dig, jeg kan sørme godt forstå, at du ligger hjemme under dynen’. Eller om jeg kigger på dig og siger: ’Jeg kan godt se, at du har en masse problemer, men hvor er du stærk, at du har overlevet,” forklarer Kjeld Andersen.

Som led i strategien taler projektgruppen helt bevidst til deltagernes arbejdsidentitet i stedet for deres identitet som traumatiserede. Her er samarbejdet mellem ISS og RCF en fordel – en knivskarp linje adskiller nemlig de to: Når det er ISS, handler det om arbejde – mens RCF tager sig alt det andet. Hvis en kursist alligevel begynder at fortælle om sine traumer, lytter ISS-medarbejderne opmærksomt, men uden at spørge ind: ”Hvis jeg går ind i deres historier, kommer de ikke af sted på job, men går tilbage og sidder ude i fangelejren. Jeg lytter selvfølgelig til dem og rummer deres fortælling – men uden at dykke ned. Og når de så har udtømt sig og drager et lettelsens suk, spørger jeg ’Nåh, hvordan går det med praktikken?” fortæller Kjeld Andersen.

Fordi projektet ser på ressourcerne i kursisterne, indgår information om mulighederne for at blive leder inden for ISS som en del af forløbet, de skal igennem. Også selv om deltagerne umiddelbart befinder sig langt fra arbejdsmarkedet, når de møder op: ”Lige pludselig begyndte det at glimte i øjnene på nogle af kursisterne. Vi har bagefter diskuteret, om det er at sigte efter stjernerne at begynde at tale om lederuddannelse, men man skal heller ikke underkende, at der sidder nogle mennesker, som har haft nogle helt abnorme ressourcer,” siger Merete Tonnesen.

Hvad får ISS ud af det?

Som en gulerod tilbyder ISS job til alle de deltagere, som gennemfører deres praktik på tilfredsstillende vis. Det har virksomheden gode erfaringer med fra tidligere beskæftigelsesprojekter, hvor op mod 60 pct. af kursisterne er blevet ansat bagefter.

Realistisk set er det dog tvivlsomt, hvor mange fuldtidsansættelser, der kommer ud af dette projekt, vurderer projektgruppen.

På spørgsmålet om, hvad ISS så får ud af at engagere sig i projektet, lyder svaret: ”Vi er en troværdig virksomhed, der tager vores sociale ansvar seriøst. For nogle deltagere slutter forløbet her, men så er de blevet afklaret i forhold til, hvad de kan på arbejdsmarkedet. Samtidig har kursisterne fået kendskab til ISS og ved, at de senere har mulighed for at få arbejde hos os, hvis de får det bedre. Og de kommunikerer jo også videre i deres netværk, at ISS har job,” siger Kjeld Andersen.