Radikalisering tages i opløbet

Hvordan reagerer man som frontmedarbejder, hvis man opfanger signaler om, at et ungt menneske er på vej til at blive radikaliseret? Det spørgsmål har de færreste nok overvejet, endsige prøvet at levere et klart svar på. Netop for at undgå den situation, at en medarbejder sidder inde med en bekymring i baghovedet uden at handle, er Århus Kommune og Østjyllands Politi gået sammen om et pilotprojekt. Ideen er at lade radikalisering indgå som led i den almindelige kriminalpræventive indsats.

Opskriften er simpel: Udnyt de eksisterende ressourcer i form af medarbejdere, der kender de unge fra det kriminalitetsforebyggende arbejde i boligområderne.

Klæd dem på til at vurdere tegn på radikalisering gennem større viden. Og – sidst, men ikke mindst – fortæl dem, hvor de skal gå hen med eventuelle bekymringer.

Og selv om projektet i sit første leveår endnu ikke er stødt på et eneste tilfælde af radikalisering, mener projektleder Allan Aarslev fra Østjyllands Politi ikke, at indsatsen er overflødig: ”Når man kigger på de undersøgelser, der ligger fra Holland og England, ville det være naivt at tro, at vi ikke har det samme vækstgrundlag,” vurderer han.

Ingen faste kendetegn

I første omgang er det byens 50 kriminalitetsforebyggende gademedarbejdere, der har fået tilføjet forebyggelse af radikalisering som en del af deres jobbeskrivelse. For at ruste dem til den nye udfordring er de på en temadag blevet undervist i tegn på en begyndende radikaliseringsproces: ”Der findes ingen firkantede faktorer, men det kan bl.a. være bestemte hjemmesider, de unge surfer på i ungdomsklubben, eller pludselige skift i adfærd. Hvis nogen f.eks. fra den ene dag til den anden holder op med at lave kriminalitet eller omvendt pludselig er meget diskussionslysten om religiøse anliggender efter ikke at have sagt et ord i klassen i flere år,” fortæller Steffen S. Nielsen, der er faglig konsulent på børne- og ungeområdet i Århus.

Formålet er at skabe opmærksomhed om politisk og religiøs radikalisering, men langt fra at dæmonisere religiøs ortodoksi.

”Der er jo ikke noget galt i at blive religiøs eller meget religiøs. Vi går derfor yderst varsomt til værks i formidlingen af projektet, så man som frontmedarbejder ikke går i panik og ser radikalisering alle steder, hvor det måske bare handler om unge, der er begyndt at interessere sig for en ortodoks gren af islam eller for ekstremistisk politik.

Det sidste, vi vil, er at forhindre nogen i at være religiøst eller politisk søgende,” siger Steffen S. Nielsen.

Bekymringer tages op på møde

At vurdere, om der er tale om voldelig radikalisering eller blot politisk eller religiøs interesse, kræver en så højt specialiseret viden, at det for den enkelte medarbejder vil være umuligt at skelne.

”Det drejer sig ikke om at have en kæmpestor viden om radikalisering, for du får aldrig viden nok til selv at kunne håndtere det. Det vigtigste er at vide, hvor man skal gå hen, hvis man bliver opmærksom på noget,” slår Allan Aarslev fra Østjyllands Politi fast.

Som konsekvens har man i Århus valgt at sætte radikalisering på dagsordenen på linje med hashrygning, butikstyveri, pjækkeri og aggressiv opførsel på det månedlige møde, som medarbejdere fra socialforvaltningen i forvejen holder sammen med politiet.

Falsk alarm

Indtil videre har der i 12 konkrete tilfælde været bekymringer på bordet. Størstedelen kunne dog straks tilbagevises som falsk alarm, da det viste sig at handle om unge med andre problemer. Og i de resterende to-tre tilfælde var radikaliseringen på et så tidligt stadie, at der kunne tages hånd om den gennem en almindelig pædagogisk indsats.

”Vi går ud og taler med forældrene eller med en nøgleperson i omgangskredsen eller hjælper med at finde et fritidsjob, så de har noget fornuftigt at tage sig til – og nogle gange er det i virkeligheden bare det, der skal til,” fortæller Steffen S. Nielsen.

I et tilfælde var en gademedarbejder bekymret for en dreng, der var begyndt at bruge megen tid på at surfe hjemmesider med ekstremistisk indhold: ”Interessen for religiøs dogmatik bundede i virkeligheden bare i kedsomhed. Vi hjalp ham med at finde et job som flaskedreng – og så holdt han op med at interessere sig for det,” fortæller han.

Unges vrede kan misbruges

Det, at der indtil videre ikke er fundet et eneste tilfælde af radikalisering i Århus, betyder imidlertid ikke, at man skal underkende, at vækstgrundlaget er til stede, mener projektlederen. Det hænger sammen med, at det ofte er de samme problematikker, der kan føre til radikalisering som til en almindelig kriminel løbebane.

”Der er tale om unge, der falder uden for deres lokalområde og indeholder en vrede mod det samfund, de er født og vokset op i.

Kriminaliteten er et symbol på, at de har et dårligt liv. De føler sig udstødt af lokalsamfundet.

Derfor ender nogle med en almindelig kriminel løbebane, mens andre ender med en radikaliseret løbebane,” vurderer Allan Aarslev.

Derfor vækker den vrede blandt unge med indvandrerbaggrund, der også i Århus kom til udtryk i februar, til eftertanke på Politigården - også når det gælder radikalisering.

”Selv om radikalisering statistisk set er et forsvindende lille problem, kunne man godt opstille et skrækscenarium, hvor nogen går ud og misbruger de unges vrede.

Vi kan bare se, at vreden er til stede blandt disse unge. Og at der er et potentiale – derfor er vi nødt til at gøre noget for at forebygge, at der kommer nogen og forsøger at trække dem i en forkert retning.” Tidlig social indsats På den lange bane kan en indsats mod radikalisering derfor ikke betragtes isoleret fra den generelle indsats mod social udsathed, mener han.

”Det skal spille sammen med integration i al almindelighed. Jo bedre man integrerer folk i lokalområderne, jo flere sociale tiltag, der er – jo færre vrede unge får man, der potentielt kunne komme på afveje.” Formålet med projektet er at komme ind så tidligt i processen, at de unge aldrig kommer så langt.

”Vi vil gerne skride ind på et så tidligt stadie, at det bliver umuligt at måle projektets succes opgjort i potentielle bombemænd.

Man kan jo aldrig vide, hvor mange der ville være gået så langt som til at begå en terrorhandling, men projektet går i virkeligheden ud på at inkludere de unge i de lokalsamfund, de er trætte af ikke at være en del af,” slutter Allan Aarslev.