Tolerance: Et våben mod ekstremisme

Yorkshire Evening Post kunne man i september 1997 læse om en demonstration i Leeds arrangeret af The Kashmiri Welfare Association. Foreningen demonstrerede mod byrådets beslutning om at udstykke en byggegrund til ejerboliger i stedet for et værested for unge. Mohammed Sidique Khan, en ung socialarbejder, udtalte til avisen: ”Mere end noget andet er der brug for en ungdomsklub. Der er mange unge, der har problemer, og vi har brug for et sted at mødes. Den nuværende ungdomsklub er for lille.”

En torsdag morgen otte år senere. Samme unge mand og tre kammerater sætter sig ind i en lejet Nissan og kører fra Leeds ind mod London.

Da Mohammed Sidique Khan 7. juli 2005 valgte at sætte punktum for sit liv og 52 tilfældige landsmænds, lod han ikke bare sin kone og naboer, men resten af verden tilbage med et stort spørgsmålstegn. For hvad får en socialt engageret ung mand til at forvandle sin krop til et levende missil rettet mod civile i det land, han er født og vokset op i?

Ikke sindssyge eller social nød

Selv om handlingen kan virke sindssyg, så er det ifølge flere forskere ikke psykisk ubalance, der ligger bag.

”Faktisk kræver det et stort mentalt overskud at planlægge og udføre et terrorangreb – især uden at blive opdaget,” siger religionssociolog Jon A. Olsen, der arbejder på et forskningsprojekt om radikalisering på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

Han afviser samtidig de traditionelle sociale og økonomiske forklaringsmodeller, man plejer at ty til, når det gælder om at sætte fingeren på årsagen til kriminalitet. De kan under alle omstændigheder ikke stå alene, når det gælder radikalisering.

Som de fleste andre, der i de senere år har siddet på anklagebænken for at planlægge terror, var Mohammed Sidique Khan velintegreret – eller sådan så det i hvert fald ud udefra: En ressourcestærk ung mand med universitetsuddannelse, der arbejdede med udsatte indvandrerbørn og snart skulle være far. Men hvis svaret ikke ligger i sindssyge eller social elendighed, hvad kan så få en ung mand til frivilligt at give afkald på at se sit ufødte barn til fordel for at slå uskyldige ihjel?

Idealisme og globalt fællesskab

Jakob Ilum, der er leder af Politiets Efterretningstjenestes Forebyggelsescenter peger på identitet og ideologiske årsager som en del af forklaringen.

Det hænger sammen med, at nogle unge fra Europa i højere grad identificerer sig med et forestillet globalt muslimsk samfund end med det europæiske land, de er født og vokset op i, påpeger han: ”Al-Qaeda har haft stort held til at sælge sit budskab om et muslimsk verdenssamfund. Et drab på civilbefolkningen i Irak er også et drab på dem selv og deres familie, lyder budskabet. Har man købt det, bliver identiteten i højere grad bundet op på noget, der sker i Mellemøsten end i Europa,” lyder det fra PET-chefen.

Det er demokratiets skyld

Jon A. Olsen er enig i, at identitet spiller en afgørende rolle, når unge står i farezonen for at radikaliseres. Ifølge ham starter de unges interesse ofte som en ungdommelig søgen efter identitet, inden det for nogles vedkommende tager en voldelig drejning.

”Det eneste faste kendetegn er, at der er tale om unge mænd mellem 15-32 år, dvs. den alder, hvori identiteten grundlægges. Det kan egentlig ikke overraske, hvis man tænker tilbage på ens egen ungdom. Det er jo en tid, hvor man flirter med nye ideer, hvor grundlaget for den person, man kommer til at blive, lægges, og man er modtagelig for en ny identitet,” forklarer han.

”Man skal heller ikke underkende, at det i visse miljøer har en vis coolness-faktor – at man ’kan score damer’ på at tale om at hjælpe vores brødre og søstre i Afghanistan.”

Han forklarer den radikale islams popularitet med, at den fungerer som afløb for en bred, vagt defineret samfundskritik. På samme måde som socialisterne i 70’erne brugte ’kapitalismen’ som universel forklaring på alt dårligt, hedder det i dag: ’Det er demokratiets skyld’.

”Den radikale islam appellerer med sin aggressive sprogbrug til følelsen af fremmedgørelse. Den taler ind i en følelse, de unge i forvejen sidder med i kroppen, men ikke kan sætte ord på.

Det er ikke sikkert, at man som 16-årig kan sætte ord på sin utilfredshed med samfundet. Den radikale islam leverer en teologisk forklaring, og lige pludselig oplever den 16-årige dreng, at han har magt og kan gøre sin mening gældende på en helt anden måde over for skolelærere og forældre,” siger Jon A. Olsen.

Søger efter et fast ståsted

Mens de fleste unges interesse for ekstremisme går i sig selv igen, bliver det for andre startskuddet til en egentlig radikaliseringsproces

I begge tilfælde er der blandt forskere bred enighed om, at oplevelsen af at være fremmedgjort eller udstødt er et vigtigt element: Jakob Ilum forklarer: ”Der er ingen tvivl om, at marginalisering – hvad enten den er reel eller oplevet – spiller en stor rolle. Det hænger sammen med, at al-Qaedas tankesæt bygger på en fortælling om, at Vesten er i krig med islam. Ikke bare Irak og Afghanistan bliver læst ind i denne fortælling, men også de unges egne oplevelser i Danmark. Oplevelsen af, at man ikke har fået et job, eller at man bliver sprunget over i en kø.”

For disse unge tilbyder radikal islam et fast holdepunkt i tilværelsen: ”Nogle unge står i et identitetsmæssigt vakuum, hvor de hverken oplever sig som del af det danske samfund eller kan forholde sig til forældrenes kultur. Deres søgen kan resultere i, at de bliver tiltrukket af den meget faste, håndgribelige identitet, der ligger i den militante islamisme. Som alle andre former for ekstremisme er det et meget enkelt budskab om, at der er en kamp mellem det gode og det onde, som du skal tage del i. Det kan for rodløse unge give mening og et ståsted”, siger Jakob Ilum.

Når virkeligheden ligner ideologien

Det farlige er, når den virkelighed, de unge oplever, kommer til at ligne det budskab, islamisterne gerne vil sælge: ”Den radikale islam siger til de unge: ’I hører ikke til her. Demokratiet vil jer ikke. I bliver aldrig accepteret som danskere’. Og jo mere det billede, de unge danner sig, når de kigger omkring sig, ligner islamisternes budskab, jo større er sandsynligheden for, at det virker tillokkende,” forklarer Jon A. Olsen.

Og selv om forskerne afviser, at marginalisering og diskrimination kan stå alene som forklaringsmodel, er man heller ikke i PET i tvivl om, at fænomenerne spiller ind: ”Det er klart, at reel eller oplevet diskrimination kun vil medvirke til at understøtte denne verdensopfattelse,” vurderer Jakob Ilum og forklarer, at PET af samme grund er yderst opmærksom på sprogbrugen, når talen falder på radikalisering.

Jihad er et positivt ord

”Man skal være enormt påpasselig med f.eks. at bruge et ord som ’jihad’ (anstrengelse, red.), der for de fleste muslimer er et positivt ladet ord. Det interessante er, at al- Qaeda har taget ordet til sig og redefineret begrebet. Hvis vi er med til at understøtte den særlige udlægning af begrebet, som al-Qaeda ønsker, bidrager vi bare til deres dagsorden. Vi skal passe på ikke at falde i den grøft,” lyder advarslen.

”Vi skal som samfund passe på med at ekskludere særlige samfundsgrupper, fordi det kan øge vækstgrundlaget for ekstremisme. Hvis der sker et terrorangreb i Danmark, er der ingen tvivl om, at de, der vil lide mest – ud over de direkte ofre – er danske muslimer. I vores dialog med repræsentanter for muslimske miljøer i Danmark oplever vi en høj grad af vilje til at yde en aktiv indsats for at modvirke og forebygge ekstremisme og radikalisering. Vi ser derfor de muslimske fællesskaber som en del af løsningen – og ikke som en del af problemet,” understreger han.

Inklusion på folks egne præmisser

Men hvordan undgår vi, at nye generationer forføres af militante ideologier? Ikke alene gennem efterforskning, men også gennem inklusion og større tolerance, lyder det fra de to eksperter.

”I PET er vi bevidste om, at vi ikke er de bedst egnede til at forebygge radikalisering.Der skal altid være en spids kontraterrorindsats over for dem, der går ud og begår terrorhandlinger – men det er samtidig vigtigt med en bred inkluderende indsats,” siger Jakob Ilum og peger på det nye kontor i Integrationsministeriet (Kontoret for Demokratisk Fællesskab og Forebyggelse af Radikalisering) som et oplagt sted for den nye indsats.

Jon. A. Olsen er enig: ”Man siger, at bombemændene i London var velintegrerede, fordi de havde uddannelse og job – men er det det samme som at være velintegreret, hvis man samtidig føler sig udstødt? Jeg mener, at der er en gensidighed i integrationsbegrebet, man tit overser i debatten, nemlig at vi også er nødt til at inkludere folk på deres egne præmisser.”

Et godt modargument

Jon A. Olsen ser regeringens beslutning om at tillade muslimsk hovedbeklædning på Folketingets talerstol som et vigtigt skridt.

Hermed har unge muslimer nemlig fået ammunition mod det budskab, radikale islamister søger at afsætte: ”Når en dansk gymnasieklasse med samfundsengagerede muslimske piger ser tørklædedebatten udspille sig i fjernsynet, er det klart, at de lige synker en ekstra gang og tænker: ’Har jeg lyst til at gå ind i politik?’ Nogle vælger måske bare at lade være med at blive politisk aktive, men man skal være klar over, at den radikale islam står som en åben invitation til dem og siger: ’Der kan I se, hvad vi sagde. I vil aldrig nogensinde blive accepteret i Danmark. Demokratiet er ikke for jer’. Når pigerne kan pege på en kvinde med tørklæde på Folketingets talerstol, bliver det meget nemmere for dem at tilbagevise det,” slutter han.