Efter mordet på Van Gogh: Erfaringerne fra Holland

Mordet på Theo Van Gogh i 2004 var en chokerende øjenåbner i Holland. Den kontroversielle filminstruktør blev skudt ned med otte skud af den hollandsk-marokkanske Mohammed Bouyeri. Efter skuddene skar Bouyeri halsen over på Van Gogh og efterlod to knive siddende i kroppen sammen med et fem sider langt brev med trusler mod bl.a Holland og demokratiet.

I retten sagde morderen bagefter direkte henvendt til ofrets mor: ”Jeg føler ikke din smerte. Jeg har ingen sympati for dig. Jeg mærker dig ikke, fordi jeg ser dig som en ikke-troende.” Brutaliteten satte tankerne i gang. Hvordan kunne en mand komme så langt ud? Hvor skal man gå hen med sin bekymring? ”Der var ellers folk, der kendte Mohammed Bouyeri, som kunne se, hvor han var på vej hen. De så ham forandre sig og vidste, at noget var galt. Men de havde ingen steder at gå hen med deres bekymringer. De kunne jo ikke gå til politiet, for han havde ikke gjort noget ulovligt. Så hvad skulle de gøre?” spørger Colin Mellis, der er hollandsk radikaliseringsekspert, da han for nylig besøgte København for at fortælle om den nederlandske indsats mod radikalisering.

Svaret blev et videns- og informationscenter, der blev etableret i Amsterdam kort tid efter mordet.

”Det er en stor ting at gå til politiet med sine bekymringer. Især for dem, der arbejder med unge mennesker. Derfor ville vi have et sted, hvor folk let og anonymt kan sige ’Jeg er bekymret’. Vi ville have et sted uden en høj dørtærskel – et sted som ikke var politiet, og som ganske enkelt var en kommunal, lokal myndighed,” siger Colin Mellis.

Formålet med centret er at få skabt ekspertise og samle viden om voldelig radikalisering, så man kan rådgive andre så godt som muligt. Det sker både ud fra forskning og ud fra kontakten med folk i øjenhøjde – f.eks. når folk fortæller, hvad der foregår ude i skoler og ungdomsklubber. På baggrund af de erfaringer kan Colin Mellis og hans kolleger samtidig rådgive borgmesteren.

Kræver netværk og tillid

Colin Mellis og hans kolleger sidder dog ikke blot og venter på bekymrede opkald. En velfungerende indsats kræver netværk og tillid, fortæller han: ”For at være effektive i vores arbejde må vi have et stort netværk og personlig kontakt med en masse mennesker. Folk ringer ikke bare til et nummer, når de er bekymrede; de ringer til en person med et ansigt, de kender. Især når det er noget så følsomt som radikalisering. Det kræver, at folk stoler på os.”

Derfor går en stor del af Colin Mellis’ dagligdag med aktivt at mødes med folk og skabe kontakter. Centret har sågar ansat en professionel ’networker’, der sammen med Mellis mødes med bl.a. lærere, NGO’ere og moskeer.

”Vil tilbyder træning i at håndtere tegn på radikalisering, og hvordan man griber det an. Og til sidst går vi ind og fortæller om os selv og vores arbejde. På den måde får vi maksimal eksponering udelukkende på vores ansigter og fortælling,” siger Colin Mellis.

Dansk efter hollandsk forbillede

Videns- og informationscentret i Amsterdam er en del af en større handlingsplan, som blev sat i gang i løbet af 2004 og 2005. Programmet ’We Amsterdammers’ fokuserer på vidensopsamling, inklusion og på at skabe en fællesskabsfølelse for alle i Amsterdam. Derudover er det afgørende at være lokalt forankret og tæt på de professionelle aktørers hverdag. Programmet har siden været model for den nationale hollandske handlingsplan og er en inspirationskilde for arbejdet mod radikalisering i Danmark både lokalt og nationalt.

Inspirationen fra Holland finder man bl.a. i Århus, hvor man har planer om et rådgivningscenter efter hollandsk forbillede.

Også i Københavns Kommune skeler man sydpå i arbejdet. Her er man i gang med en handlingsplan for integration med navnet ’Vi KBH’ere’, som også skal have skolelærere og andre frontmedarbejdere med helt fremme, når det handler om at spotte unge på vej ud i ekstremisme – og her samarbejder man direkte med videnscentret i Amsterdam.

”Det vigtigste, I kan lære i Danmark, er, at de lokale myndigheder kan spille en rolle. Fordi de ikke er politiet og ikke er efterretningstjenesten. Fordi de har meget lidt at gøre med retssale, vold og politi. Og fordi kommunerne kan samarbejde med det muslimske samfund, så de sammen kan forhindre radikalisering og ekstremisme og hjælpe de unge, der søger efter identitet og svar,” slutter Colin Mellis.

Læs også 'Vigtigt at skelne mellem religion og radikalisering'.