Til forsiden

Undervisning i demokratiets dilemmaer

Alle skal føle sig hjemme i det danske samfund og tage aktiv del i demokratiet. Derfor skal medborgerskabsundervisningen på landets sprogcentre styrkes, foreslår en ny rapport.

DemokratiundervisningNår nyankomne udlændinge går til dansk, lærer de ikke blot det danske sprog, men får også undervisning i dansk demokrati og medborgerskab. Undervisningen på landets sprogcentre omfatter i dag mange forskellige aktiviteter: Der er nye e-læringskurser på sprogcentret i Hellerup om dansk virksomhedskultur for medarbejdere i banker og kreditinstitutter. I Hillerød tager kursisterne ud og besøger rådhus, skoler og virksomheder og taler med ledelse, personale og tillidsrepræsentanter for at lære om arbejdsforhold og demokratiet i lokalsamfundet. I Ishøj har sprogcentret ugentlige møder for indvandrerkvinder, der har behov for netværk og introduktion til lokalsamfundet.

En arbejdsgruppe, der gennem det seneste halve år har beskæftiget sig med forebyggelse af ekstremistiske holdninger og radikalisering, foreslår i en ny rapport, at medborgerundervisningen på sprogcentrene skal styrkes. Forslaget indebærer bl.a., at lærerne skal på efteruddannelse, så nyankomne udlændinge kommer til at arbejde med demokratiets principper om frihedsrettigheder, gensidigt ansvar og styring af samfundet og om det nære demokrati i den enkeltes hverdag.

”Det er dog vigtigt at huske, at medborgerundervisning ikke blot er almindelig samfundsorientering og undervisning om dansk kultur,” siger Ove Korsgaard, institutleder og professor på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Han har i en længere årrække forsket i medborgerskabsundervisning og har været med til at etablere den ny masteruddannelse i medborgerskab.

Efter Ove Korsgaards mening skal undervisningen gennem pædagogiske cases forberede kursisterne på de dilemmaer, der følger med demokratiet. Det kan være dilemmaer som at være tolerant over for folk, man ikke er enige med, men som man skal indgå et kompromis med, eller som man skal arbejde sammen med.

Spilleregler og værdier

”Undervisningen handler dybest set om relationen mellem individ og fællesskab og de spilleregler og værdier, der nødvendigvis må være i et demokratisk samfund.

Borgerne må have nogle fælles regler og værdier som en slags overbygning, der binder samfundet sammen på tværs af den individuelle, kulturelle, etniske og religiøse mangfoldighed,” siger han.

Undervisningen skal have fokus på både viden, værdier og kompetencer. Det er ikke nok at undervise om det politiske system, om rettigheder og pligter, foreningslivet og lokalsamfundet. Undervisningen skal også tage fat på kerneværdier som f.eks. lighed for loven, ligheden mellem mænd og kvinder og friheden for den enkelte borger. Kursisterne skal også lære de kompetencer, der er nødvendige for at deltage i en debat, i en forening, forhandle eller være med til at tage beslutninger eller løse konflikter.

Ove Korsgaard peger på, at medborgerundervisningen i bl.a. England i de seneste år er blevet kraftigt udviklet med nye lærervejledninger og materialer, som kan inspirere den danske undervisning.



Senest opdateret: 23-07-2008
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Beskæftigelsesministeriets del af Udlændingeservice > Mail og direkte telefonnumre