Til forsiden

Borgerportalen aarhusvest.dk: At omfortælle en ghetto

Århus Vest er meget mere end kriminalitet, bander og social nød. Det er den historie, ildsjælene bag borgerportalen aarhusvest.dk gerne vil have ud.



BorgerportalDer er kaffe på bordet og plasticindpakket købekage. Det er torsdag eftermiddag i kulturhuset Herredsvang i Århus Vest, hvor maj-solen skinner uden for vinduerne. Det er næsten så dansk, som det kan blive, selvom en flok hårde indvandrerdrenge hænger ud på torvet ved siden af, og vi er i en af landets mest berygtede ghettoer.

I mødelokalet på kulturhusets første sal er der dog ingen, der taler om hverken danskhed eller etniske forskelle. Her er folk bare folk med historier, som kan fortælles – hvad enten de hedder Pedersen og bor i parcelhus eller Hussein og bor i betonlejlighed. Stemningen er som et standardbestyrelsesmøde i en vilkårlig forening.

”Jeg vil gerne lave en billedserie med blomster i Jernaldervej-kilen. Det kan være med til at vise, hvor dejligt der er her i området,” siger Jens, en midaldrende mand.

Redaktøren Ole skriver ideerne op på tavlen, mens Birger stiller kritiske spørgsmål til blomsterne. I samme nu kommer Pearl ind ad døren. En ung kvinde, der bringer et par ideer om dans og hip-hop frem i lyset – hun vil også gerne skrive en af historierne, selvom hun har travlt for tiden.

Overvejende positive ting at fortælle

Vi er til redaktionsmøde for borgerportalen aarhusvest.dk. Et lokalt website, der vil i øjenhøjde med beboerne og fortælle alle de historier, som man ellers ikke hører. Historier om andet end belastede boligblokke, integrationsproblemer og bistandsklienter. Om andet end kriminalitet, vold og ballade. Og med journalistisk substans og et mål om at ændre bydelens image både indadtil og udadtil.

Overskrifterne taler deres tydelige sprog: ”Smuk dag i Gellerup”. ”Stadig job til alle i Vestbyen”. ”Gellerupparken som smuk og lærerig for nutidens arkitekter”. Det handler om den positive vinkel, der støtter sammenholdet og viser bydelens mangfoldighed. Men det behøver ikke kun at være rosenrøde historier. Det slår projektleder Birger Agergaard fast, da vi møder ham inden redaktionsmødet:

Ole til redaktionsmøde”Det er rigtigt, at vi fortæller mange positive historier fra området. Men det er fordi, der overvejende er positive ting at fortælle. Det er dog uden, at vi har pligt til det. Vi kan sagtens skrive konflikthistorier. Vi har et frihedsbrev til at skrive, hvad vi vil. Men det vigtigste er, at vi er trætte af det ensidige billede, som medierne tegner af området.”

Det er fællesrådene i Brabrand, Gellerup, Hasle og Herredsvang, der sammen med boligforeningerne har taget initiativ til portalen, som startede i efteråret 2007. Portalen ledes af Birger Agergaard, der er uddannet journalist med erfaring fra lokalpressen og webudvikling. Hans opgave er at få projektet på skinner, hvorefter han langsomt skal trække sig ud, når portalen kører af sig selv. Derefter er det redaktionen selv, der skal styre siden.

Borgerjournalister med løn

”Kernen i portalen er vores redaktion af borgerjournalister. Det er borgere fra området, der har meldt sig til redaktionen, og de har efterfølgende deltaget i en regulær uddannelse som borgerjournalist. Det er nemlig vigtigt for os, at teksterne på siden har en journalistisk kvalitet af saglighed, vinkling og neutralitet, så vi fremstår som et seriøst medie,” fortæller Birger Agergaard.

Af samme grund modtager portalens borgerjournalister også løn for deres arbejde. Hver måned bliver de således aflønnet med 2000 kroner, og for det forpligter de sig til at skrive mindst en artikel om ugen. På den måde sikrer portalen, at der kan publiceres en nyhed dagligt, og at man kan stille krav til journalisterne.

Har en klar integrationsvinkel

Selvom det ikke står officielt nogen steder, har Birger Agergaard en klar integrationsvinkel på sit projekt.

”Det er et område med mange indvandrere, og det afspejler sig selvfølgelig i de historier, vi skriver. Vi skriver om de folk, der bor her – hvem de så end er. Det handler om at skabe en fælles følelse af, at man kan udrette noget, selv om man kommer fra et socialt belastet område eller ikke er født i Danmark,” siger Birger Agergaard.

Men det er ikke kun i forhold til artiklerne på portalen, at integrationsindsatsen er tydelig. Det gælder også i forhold til redaktionen selv, der har flere medlemmer med etnisk klingende navne. Formålet er både at afspejle områdets etniske sammensætning og at give unge talenter et springbræt til at komme videre.

”Det er klart, at vi gerne vil hjælpe unge mennesker med at prøve deres skrivetalenter af, for måske kan det føre til mere. Vi har f.eks. haft en somalisk pige her på redaktionen, der nu går på mediehøjskole på Sjælland og har søgt ind på Journalisthøjskolen,” fortæller Birger Agergaard med et stolt smil og fortsætter:

”Også ude i Viby, hvor vi lige har åbnet en borgerportal for Viby Syd, har vi tre tyrkiske drenge på 16 år i redaktionen. Jeg var lidt i tvivl i starten, om de kunne klare det, men det går heldigvis rigtigt fint. Og de får tilmed markant bedre karakterer i dansk, siden de er startet som borgerjournalister.“

Vil have indvandrerne med

Selvom aarhusvest.dk har engagerede borgerjournalister og et godt flow af artikler, er alt dog ikke ren idyl. Det er svært at komme ud til beboerne i området og skaffe læsere:

”Vi kan se på vores statistik, at vi kun har omkring 100 læsere om dagen – og det er alt for få i forhold til, hvad vi regnede med. Der bor 30.000 mennesker herude, så der er ellers nok at tage af. Desuden ved vi ikke rigtigt, hvem læserne egentlig er, men jeg har på fornemmelsen, at vi ikke rigtig har fået indvandrerne med.”

Birger Agergaard vil gerne ud til alle husstande med en trykt avis, for især nydanskere er svære at nå med en hjemmeside. Men den slags er alt for dyrt, slår han fast, mens han trøster sig med, at de mange foreninger i bydelen er gode til at bruge portalen. Og ligeledes har flere af de ’rigtige’ lokalmedier i Århus citeret fra aarhusvest.dk, hvilket styrker Birger Agergaards tro på, at projektet kan gøre en forskel.


 

"Jeg elsker at skrive om dem, der virkelig kæmper for det"



For 36-årige Pearl Andersen handler det som borgerjournalist om at fortælle alle de positive historier. Hun elsker historier om dem, der kæmper for deres mål og når det. Lidt ligesom hun selv har kæmpet for at blive sangerinde og snart kan udsende sin første cd.    

Pearl AndersenFørst er der historien om en ung kvinde, der kæmpede, og til sidst kunne åbne sin egen kosmetologforretning. Dernæst er der den om den somaliske pige, der først blev borgerjournalist, siden kom på højskole og nu vil ind på Journalisthøjskolen.

Historierne handler ikke om Pearl selv, men er nogle af hendes bidrag til webportalen aarhusvest.dk. De kunne dog lige så godt være selvbiografiske, for den 36-årige sangerinde og borgerjournalist elsker at fortælle historier om folk, der kæmper for at nå deres mål – ganske som hun selv har gjort det.

”En af mine egne yndlingshistorier handler om en ung rapper på kun 16 år, der er født i Sandholmlejren og har haft en hård opvækst. Men på trods af sine kår og unge alder er han nu udkommet på plade. Han har virkelig meget på hjerte og er meget reflekteret i sine tekster – han burde være 35,” fortæller Pearl.

Pearl kommer oprindeligt fra Botswana, men har boet i Danmark, siden hun var 14 – de sidste ti år i Århus Vest, hvor hun nu bor i Søvang.

”Jeg startede som borgerjournalist, fordi jeg faktisk havde tiden til det og tidligere har lavet indvandrer-tv her i byen. Især musikkultur og ungdomsliv har min interesse, og så elsker jeg generelt at fortælle de mange positive historier fra området.”

Hun slår fast, at hun i redaktionen føler sig som dansker, men samtidig sagtens kan dyrke sine afrikanske rødder – især når hun er derhjemme.

”Men først og fremmest er jeg sangerinde, og lige for tiden er jeg faktisk i studiet for at indspille min første plade. Det har jeg måtte kæmpe hårdt for igennem mange år, men nu er det lykkedes. Det betyder også, at jeg desværre ikke har så meget tid til at skrive artikler for tiden,” siger Pearl.


Mediehuse i udsatte områder

Aarhusvest.dk er en del af et projekt, som arbejder for at oprette borgerdrevne webportaler i forskellige bydele. Indtil videre er vibysyd.dk også åbnet, men projektleder Birger Agergaard skal oprette projekter i yderligere tre-fire bydele. Ideen er at oprette en hjemmeside med nyheder og links til lokalområdet samt uddanne borgerjournalister til portalen. Projektet i Århus Vest er støttet økonomisk af Integrationsministeriet, men finansieres hovedsageligt af boligforeningerne i Århus.  

Læs mere på www.bydele.dk

Også i Odensebydelen Vollsmose er der åbnet et Mediehus. 1. april slog huset dørene op, og planen er at lave både en hjemmeside for bydelen, en trykt husstandsomdelt avis samt borgerskabt online tv. Lederen af mediehuset håber på at få skabt en redaktion med mange forskellige etniciteter og drømmen er, at f.eks. to kvinder fra vidt forskellige kulturer sammen laver historier om eksempelvis madlavning og børnepasning.  

Læs mere på www.vollsmose.dk  





Senest opdateret: 16-07-2008
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration