FIRE BUD : Er der behov for udenlandsk arbejdskraft midt i en finanskrise?
DA: Udenlandsk arbejdskraft er fundamentet for velfærdssamfundet
”Udenlandsk arbejdskraft er en gevinst for Danmark, og har været det gennem de seneste to-tre år. Arbejdstagere fra udlandet har medført vækst – uden dem havde vi været væsentligt dårligere stillet i dag.
Lige nu er behovet for arbejdskraft afdæmpet. Men selv om det går skidt i øjeblikket, er det vigtigt at bevare roen og tænke langsigtet: Europa kommer til at mangle arbejdskraft. Der bliver flere ældre, samtidig med at der fødes færre børn. I 2040 kommer der til at mangle 40 millioner i arbejdsstyrken.
Især Polen og Tyskland, som er de lande, vi normalt rekrutterer fra, har en meget lav fødselsrate. Derfor bliver vi nødt til at se andre steder hen, blandt andet mod tredjeverdenslande og indføre green-card-ordninger. Ellers risikerer vi, at udenlandske virksomheder ikke slår sig ned i Danmark, og danske virksomheder flytter til udlandet.
På kort bane flader det ud. Men på den lange bane bliver det endnu vigtigere at gøre noget.”
Henning Gade, chefkonsulent i DA
LO: Vi må ikke glemmede danske ledige
”Vi hilser alle, der gerne vil til Danmark for at arbejde, velkommen, så længe det er på områder, hvor der er mangel på arbejdskraft, og så længe det er på danske løn- og arbejdsvilkår. Men vi må ikke glemme at få vores egne ledige i beskæftigelse.
Hvis man kan opkvalificere eller omskole en ledig dansker, skal man prioritere det. Rekruttering af udenlandsk arbejdskraft må ikke føre til, at arbejdsgiverne fralægger sig deres samfundsansvar for at holde arbejdskraften opkvalificeret.
I øjeblikket hører vi om opsigelser, og bygge- og anlægssektoren er i frit fald. Så der er ikke nogen, der står og råber på eksempelvis polske håndværkere lige nu. Men, når det er sagt, kan der godt være enkelte områder med mangel på arbejdskraft - også inden for vores fagområder. Og hvis man står og skal bruge en medarbejder i morgen, kan man jo ikke opkvalificere én fra den ene dag til den anden. Det bør arbejdsgiverne have øje for – også i tiden frem.”
Lizette Risgaard, næstformand i LO Danmark
PROSA: Udenlandske speciali ster kan være en gevi nst for samfundet
”Vi har ikke noget imod, at der kommer udenlandsk arbejdskraft til Danmark. Det, vi lægger vægt på, er deres kvalifikationer. Er det noget, som kan bidrage til udviklingen af samfundet? Udenlandske specialister, der har en viden, man ikke kan finde i Danmark, kan være en gevinst for samfundet.
Det eneste tidspunkt, hvor vi slår os i tøjret, er, når det ikke er specialiststillinger, og hvis lønnen ligger langt under gennemsnittet. Det ser vi også eksempler på.
Finanskrisen har ikke ændret på vores opfattelse af udenlandsk arbejdskraft. Dels ligger ledigheden inden for it-branchen stadig under 2 ½ procent, og dels er it-investeringer ofte langsigtede. Så vi er ikke så bekymrede endnu. Og selv i perioder med ledighed kan man godt have brug for at rekruttere specialister. Det gælder især for globaliserede virksomheder med behov for særlige kompetencer.”
Niels Bertelsen, formand for PROSA (Forbundet af It-professionelle)
VESTAS: Vitalt for os at kunne tiltrække udenlandsk arbejdskraft
”Vi går altid efter ’bedste mand på jobbet’ – uanset hvor man kommer fra. Vi er konstant på udkig i hele verden efter de dygtigste folk med unik viden inden for deres felt. Derfor er det helt vitalt for os at kunne tiltrække udenlandsk arbejdskraft.
Ellers kan vi ikke udvikle de kompetencer, der er nødvendige for at kunne klare sig i en global konkurrence. For eksempel har vi netop flyttet vores teknologicenter fra Randers til Århus for at gøre det lettere at tiltrække udenlandsk arbejdskraft.
Vi går helt bevidst efter diversitet. Som global virksomhed er det meget vigtigt at have et globalt udsyn. Og det får man kun ved at blande forskellige nationaliteter. Hvis man kun ansætter medarbejdere af samme nationalitet, får man et nationalt mindset.
Kampen om de dygtigste medarbejdere vil altid være der.Det ændrer finanskrisen ikke på.”
Roald Steen Jakobsen, koncernpersonaledirektør i Vestas.