Samarbejde skaffer job til flygtninge

Som han viser rundt på slagteriet i Struer, ligner Zung i dag en mand, der har fundet sig godt til rette i tilværelsen. Det gjorde han ikke for bare to år siden. Da var han lige kommet til Danmark som kvoteflygtning med sin kone. Savnet af børnene, som de måtte efterlade hos bedsteforædrene i Burma, stjal glæden, og det danske sprog ville bare ikke hænge ved. Og uden dansk var der intet job at få. Og uden indtægt kunne de ikke spare op til at hente børnene ud af Burma.

Nogenlunde sådan lød den historie, der i starten af 2007 kom jobkonsulent Inger Bendtsen fra Struer Kommune for øre. Hun tog kontakt til det lokale slagteri, som hun overtalte til at ansætte både Zung og hans kone. Arrangementet blev en succes for begge parter: Parret fik deres børn til landet, og slagteriet blev glad for de stabile og dygtige medarbejdere. Siden har Zung lært yderligere 14 burmesere op.

Gik i gang uden at være ansat

Rygtet om Jutland Meat, der trods det ærkejyske navn er en international virksomhed med 60 procent udenlandske medarbejdere, gik fra mund til mund i burmesiske kredse. Udsigten til fast arbejde fik burmesere fra hele landet til at strømme til. I dag er det derfor ikke alene Struers egne flygtninge, der arbejder på Jutland Meat, men også burmesere fra mange andre kommuner.

En dag opdagede slagtermester Anders Bøll Jensen således to nye ansigter, han ikke kunne genkende i flokken af burmesiske medarbejdere, der iklædt arbejdstøj stod linet op ved skærebænken parate til dagens dont. De to håbefulde slagteraspiranter, der var taget til Struer fra Lemvig i håb om at få job, blev sendt ud og klæde om igen, men allerede to dage senere svingede de atter kniven – denne gang med ansættelseskontrakt. En anden dag troppede en burmesisk flygtning helt fra Langeland pludselig op på slagteriet:

”Jeg tror nok, hans sagsbehandler på Langeland blev lidt paf, da vi ringede og sagde, at han stod her i Struer og søgte arbejde,” husker Inger Bendtsen og tilføjer, at langelænderen i dag er ansat og bor i Struer. Mange burmesere er som ham flyttet til byen, mens andre hver dag står op kl. 3.30 og pendler fra Ringkøbing og Hvide Sande.

Det svære samarbejde

Hemmeligheden bag succesen kan formuleres i ét ord: Samarbejde. Både på tværs af kommunegrænserne og med slagteriet.

”Vi er så små herovre, at vi er nødt til at samarbejde. Hver kommune kan ikke klare alle opgaverne selv,” fastslår Inger Bendtsen.

Men samarbejde er en svær kunst – også i Vestjylland. Hver flygtning har nemlig både en jobkonsulent, integrationsmedarbejder og sagsbehandler tilknyttet. Derfor kan det godt være en udfordring at finde ud af, hvem man skal kontakte om hvad, pointerer hun. Til irritation for slagteriet og ikke mindst for de implicerede kommuner selv.

”Det vigtigste i et tværkommunalt samarbejde er at vide, hvem ens makker er. At man kan sætte ansigt på hinanden – for man er nødt til at have ens spilleregler,” slår hun fast og tilføjer, at en erfa-gruppe, som Integrationsministeriets konsulentteam Integrationsservice afholder, er en stor hjælp i den forbindelse.

Af samme årsag har hun påtaget sig rollen som koordinator og har altid arbejdsmobilen tændt. Ligesom hun udarbejder opfølgningsnotater, som hun sender mede-mail til de øvrige sagsbehandlere. Til gengæld byder de andre kommuner på skift ind på andre opgaver. For eksempel skiftes de til at arrangere tolk og deler bagefter udgiften op.

Slagteri eller socialkontor?

Inger Bendtsen viger da heller ikke tilbage fra at hjælpe, når slagteriet er i røret med forespørgsler, som mange jobkonsulenter nok ville betegne som utraditionelle. Blandt andet har hun fundet bolig til polske slagterimedarbejdere.

”Hvis jeg var rigid og holdt mig præcis til det, der står nedfældet i min arbejdsbeskrivelse, havde jeg intet samarbejde. Men sådan arbejder man ikke herovre. Det kan godt være, at det ikke er mig, der skal løse tingene – men hvis ikke, så finder jeg nogen, der gør,” forklarer hun.

Til gengæld tager slagteriet store sociale hensyn den anden vej. Ikke alene er tålmodigheden stor i det daglige. Jobcentret bliver også taget med på råd om, hvem der skal ansættes på slagteriet. Hvis produktionschef René Van de Laar efter sommeren ikke kan beholde alle sine sæsonarbejdere, er det ikke uvant, at telefonen lige ringer hos Inger Bendtsen. Inden han træffer en afgørelse, vil han gerne lige høre, hvem af burmeserne der har mest brug for en fastansættelse: Har de en familie at forsørge, eller vil det få betydning for, om de kan få deres kone og børn til landet?

”De siger, altid: ’Vi er ikke et socialkontor ´.” Inger Bendtsen smiler og fortsætter: ”Men det er de.”

Fuld løn fra første dag

Det er dog ikke ren og skær velgørenhed, der har fået virksomheden til at tage de mange burmesere ind. Det koster nemlig ikke virksomheden noget helt i starten, mens flygtningene bliver lært op. Samtidig får flygtningene fuld løn. Det sker gennem en kombination af løntilskud og mentorstøtte, som trappes ned i takt med at flygtningene læres op.

”Denne model er dyrere i starten. Til gengæld kommer de hurtigere i ordinær beskæftigelse. Og det er jo ikke noget, man gør til højre og venstre. Kun når der er det rette match,” siger Inger Bendtsen og tilføjer: ”Jeg tror, jeg er ret alene om at bruge denne model, men den fungerer.”

Selv mener hun, at lønnen er en afgørende faktor. Derfor bruger hun sjældent praktik.

”Hvis du ved, at du får en god løn fra day one, gør det altså ikke noget at håndleddene er dobbelt så tykke de første par måneder. Mange ledige har svært ved at forholde sig til, at en praktik kan forbedre deres jobchancer på lang sigt. Men de kan forholde sig til at have et stempelkort ligesom alle andre, have arbejdstøj som alle andre og få en lønseddel som alle de andre”.

Ikke gentage fortidens fejl

Noget kunne tyde på, at hun har ret: For langt de fleste burmesere er i ordinært arbejde inden for et halvt år, nogle allerede efter et par måneder. Alligevel standser Inger Bendtsens ambitioner ikke her:

”Når det er sagt, må vi ikke glemme integrationen. Ellers får vi dem tilbage om ti år, når de er nedslidte. Derfor er det så vigtigt, at de lærer dansk og uddannes.”

Den filosofi har ikke alene givet udslag i, at burmeserne har modtaget danskundervisning på slagteriet efter arbejdstid. Det er også lykkedes at få en lærer fra Slagteriskolen i Roskilde til at tage til Struer en gang om ugen og via tolk gennemføre en del af uddannelsesforløbet som industrislagter på Jutland Meat. Derfor har 15 ud af 16 burmesere i dag bestået den ’danske’ del af slagteruddannelsen.

”På længere sigt skal de uddannes, så de kan få et arbejde, der ikke er så fysisk. Vi skal ikke gentage fortidens fejl med indvandringen fra Tyrkiet,” slutter hun.

Yderligere oplysninger kan fås hos jobkonsulent Inger Bendtsen, Jobcenter Struer, telefon:96 84 83 08, e-post: ibe@struer.dk.