Portræt af en ny dansker

"Rino, hvad er det, du spiser? Mikkel, synes du ikke selv, du skulle trække de bukser lidt længere op?" råber 36-årige Avan Mansurbeg ud i hjemkundskabslokalet på Holmeagerskolen i Greve. Hendes vej til lærerjobbet har været længere end de flestes, men det er der ingen af de elever, som hendes øjne konstant scanner hen over, der tænker på.

Undervejs har forhindringerne været mange. Men en jernvilje til aldrig at give op og en evne til at række ud efter hjælp, når hun havde behov for det, har båret hende igennem. Og så har hun nok også taget flere chancer end de fleste …

Kunne ikke tro deres egne øjne

Allerede samme dag, som hun og hendes to børn ankom til Møn i juni 2000, gik hun hen på kommunen og bad om hjælp. Familien havde efterladt alt bag sig i Kurdistan, og det værelse, de midlertidigt blev indkvarteret i, var fuldstændigt bart. "Hvor skal vi sove? Hvordan skal vi spise?" spurgte hun.

Hun og børnene kunne ikke tro deres egne øjne, da damen fra kommunen samme eftermiddag kom kørende i en bil, og begyndte at bære madrasser, dyner, puder og køkkenting ind.

Det første halve år gik hun direkte hjem fra sprogskolen hver dag og følte sig blokeret og ensom. "Det her går ikke," tænkte hun og kontaktede foreningen Flygtningevenner Møn. "Hvis man holder sig tilbage, lærer man aldrig den nye kultur at kende.

Man skal ud og danne netværk, ellers kommer man ikke frem," forklarer hun. Gennem Flygtningevenner Møn fik hun nye danske venner. Især Steinbjørg og Ole har siden været uvurderlige støtter for Avan og hendes børn.

Men uden et sprog var det svært. Da Avan Mansurbeg efter to måneder skulle ud og se på en lejlighed, hun var blevet tilbudt, blev hun nødt til at gå igen. Det lykkedes hende ikke at forklare det ældre ægtepar, der boede der grunden til, at hun var kommet. I sprogskolen indøvede hun en enkelt sætning, og næste aften sagde hun: "Undskyld, må jeg se på huset?," da ægteparret igen lukkede op. Denne gang blev hun vist ind.

Fandt en ven for livet

Ifølge reglerne i den nye integrationslov skulle flygtninge være aktive 37 timer om ugen de første tre år. Og Avan Mansurbeg fik at vide, at hun skulle i praktik de to dage om ugen, hun ikke var i sprogskole.

Men hun var ikke glad i den børnehave, hvor hun fandt en praktikplads. Ingen talte til hende, og i løbet af en dag fik hun højst sagt 3–4 sætninger. Bedre gik det ikke i den frisørsalon, hvor hun i stedet prøvede lykken. Her blev hun betragtet som gratis arbejdskraft og talt ned til. Efter en måned sagde hun op.

Til gengæld fandt hun en ven for livet i den lokale præstegård, som blev hendes tredje praktiksted. Hos Poul, præstens mand, var der altid hjælp at hente, hvad enten hun havde brug for en hånd med lektierne eller en skulder at græde ud hos. "Hvad vil du med dit liv?" spurgte han altid – og når hun foreslog kassedame eller buschauffør, faldt svaret prompte: "Fandeme nej. Det ville være spild af et godt hoved som dit."

Savnede at være lærer

I Kurdistan havde hun arbejdet som lærer, og hun savnede sin gamle profession. "Om morgenen, når jeg afleverede børnene, drømte jeg om, at det var mig, der skulle derind". Og når hun så de lærerstuderende komme ud fra seminariet lige ved siden af sprogskolen, kunne hun ikke lade være med at tænke: "Bare det var mig."

Men beslutningen om at søge ind på seminariet var ikke nem. Alle advarede om, hvor svært det ville være, og tvivlen nagede indeni: "Ville hun nu kunne klare det?" Først tog hun et etårigt forberedelseskursus til pædagog. Efter eksamen spurgte hendes lærer, om hun havde søgt ind på seminariet. "Du er dum," sagde han og forklarede, at fristen var overskredet. Avan gik straks hjem og ringede til Vordingborg Seminarium, og et par dage senere lå der et brev om, at hun var optaget.

"Jeg er typen, der ikke giver op. Hvis ikke man prøver, har man ingen chance," siger hun.

Selv om det var hårdt at være alenemor på SU, gik det godt det første års tid. Hun var heldig og fik et job på skolens bibliotek, hvor hun satte bøger på plads i alle pauser og fritimer. Men på andet år løb et af hendes børn ind i problemer i skolen, og Avan tog en beslutning om at rykke hele familien til København. Da hun opdagede, at hun ikke kunne overflytte studiet, stod hun pludselig over for et valg: "Enten skulle jeg holde op, starte helt forfra eller pendle til Vordingborg." Avan valgte det sidste.

Overvejede kun én gang at droppe ud

Hun stod op klokken fem hver morgen. De to timer i toget hver vej brugte hun på at læse lektier. Jobbet på biblioteket måtte hun vinke farvel til, i stedet fandt hun et job ved kassen i SuperBest. "Når jeg tænker tilbage ved jeg ikke, hvordan jeg kunne klare det. Men når man er i en presset situation, tænker man bare på at overleve," fortæller hun.

Kun én enkelt gang overvejede hun at droppe ud. Under en praktik blev hun beskyldt for at have slået et barn. Skolelederen sagde, at hun godt vidste, at anklagerne ikke havde noget på sig og bundede i racisme. Alligevel brød Avan Mansurbeg sammen. "Jeg var meget skuffet. Her troede jeg, at jeg havde gjort alt for at blive integreret, og så bliver man alligevel ikke accepteret." Men hendes praktikvejleder fik hende til at love, at hun ikke måtte give op.

I sommer blev Avan Mansurbeg så lærer for anden gang i sit liv. "Jeg løb rundt i ti minutter og havde bare lyst til at råbe og skrige. Jeg kunne næsten ikke tro på det," siger hun.

Indfødsret er den bedste gave til mine børn

Og det var ikke den eneste eksamen, hun var til. Dagen før eksamen i hjemkundskab gik Avan også op til indfødsretsprøven.

Hjemkundskab var nu sværest, for der skulle hun også op i praksis, mener hun. Nu glæder hun sig til at vise det rødbedefarvede pas frem, når hun og børnene skal til USA for at fejre de veloverståede eksamener til næste sommer.

"Det er den bedste gave, jeg kan give til mine børn. Nu er der et land, der vil passe på os, hvis der skulle ske os noget, når vi er i udlandet. Det har vi aldrig haft før." Fremtiden? Avan griner, idet hun røber, at hun ikke har planer om at lægge bøgerne helt på hylden. Men indtil videre tager hun nu en pause fra eksamenerne, for første gang siden hun kom til Danmark. "Nu har jeg kun fuldtidsarbejde," smiler hun.

På Holmeagerskolen ringer timen ud.