Sådan tager Danmark imod kvoteflygtninge - del 2
Det er slutningen på en flugt, der begyndte for mange år siden, da Phyu og Zaw fra Burma omsider når frem til Skjern. Men synet af deres nye lejlighed får dem til at glemme alle trængsler.
Tørstige og trætte. Det er 32-årige Zaw og hans kone Phyu på 30 år, da flyet fra Kastrup omsider sætter landingshjulene i Karups asfalt, og propellernes bevægelser stivner. For de har hverken fået vådt eller tørt siden morgenmaden på flyet fra Malaysia til London. Og det er mere end 12 timer siden.
”Men da vi først landede i Karup, glemte vi alt om, hvor tørstige eller sultne, vi var.
Det eneste, vi tænkte på, var, at nu var vi endelig fremme,” fortæller han med begejstring i stemmen.
Synet af lejligheden
Der står ikke mange mennesker og venter, da det unge ægtepar træder ind i ankomsthallen. Så de får med det samme øje på en smilende kvinde på omkring 45 år med pagehår, der står parat til at tage imod.
Hun går straks hen mod dem med fremstrakt hånd og siger: ”Velkommen til Danmark.” Ved halv nitiden sætter en bus med ti burmesere kursen mod Skjern. Selv om det er bælgravende mørkt, bliver Phyu og Zaw ved med at prøve at skimte noget bag ruden: ”Selv om man ikke kunne se noget, var den køretur utrolig spændende for mig,” husker Zaw.
Med i bussen er også en tolk samt et par burmesere, der allerede har boet i Skjern længe, så mens hjulene æder kilometer efter kilometer af jysk landevej, genlyder bussen af ivrig burmesisk snak og latter iblandet tung vejrtrækning fra dem, der er faldet i søvn. Efter et par timers kørsel slukkes motoren foran et toetagers lejlighedskompleks på en stille vej i Skjern. Det runger i opgangen, da kvinden hjælper Phyu og Zaw med at trække bagagen op ad trapperne, mens bussen holder og venter.
”Det var det største øjeblik”, fortæller Phyu med en stemme, der er lige ved at knække over. ”Det var det, vi havde ventet på. Nu behøvede vi ikke bekymre os mere. Tænk på, at vi aldrig før havde haft vores egen lejlighed.
Det var det, vi havde drømt om,” siger hun.
Midt i glæden går tankerne også til familien hjemme i Burma.
Ikke set søn i fem år
Fem år tidligere, tilbage i Burma, flygtede Phyu alene til Malaysia. Hver familie skulle stille en person til rådighed for militæret i forbindelse med anlæg af en vej gennem junglen – og da der ingen sønner var i familien, var det blevet hende. En dag forsøgte en soldat at forgribe sig på hende, men da hun gjorde modværge, faldt han og slog hovedet mod en sten. Næste dag advarede borgmesteren i landsbyen hendes familie om, at hun hellere måtte se at komme væk.
Hendes mand Zaw var allerede flygtet til Malaysia året før. Hun fik først kontakt til ham igen et år senere efter selv at have krydset over grænsen til Thailand. Senere lykkedes det også hende at komme til Malaysia, hvor de blev genforenet i Kuala Lumpur.
I den hektiske millionby fandt de hurtigt arbejde og tjente penge, men heller ikke her kunne de føle sig i sikkerhed. Som illegale immigranter i Malaysia måtte de leve under jorden - konstant i angst for at blive sendt i detentionslejr og deporteret. Værst var det, når politiet og immigrationsmyndighederne tre-fire gange om året holdt razziaer – så måtte de holde sig inden døre.
Så Malaysia kommer de ikke til at savne, siger de ved ankomsten til Danmark. Anderledes er det med deres 7-årige søn Htoo, der bor hjemme hos Phyus familie i Burma. Sidste gang de så ham, var han to.
Lige så spændte som dem
For Lone Hansen, der er sagsbehandler i Ringkøbing-Skjern Kommune, har det efterhånden været en lang arbejdsdag, da hun viser Phyu og Zaw rundt i lejligheden. Det er tredje dag i træk, kommunen modtager kvoteflygtninge, og på dage som i dag bliver den gerne over midnat, før hun har fri. I morgen skal hun have samtaler allerede fra klokken 9. Alligevel brokker hun sig ikke: Det var det største øjeblik. Nu behøvede vi ikke bekymre os mere.
Det var det, vi havde drømt om Kvoteflygtningen Phyu, da hun så lejligheden første gang 07 ”Vi er jo lige så spændte, som de er,” forklarer hun.
For hende er forberedelserne startet for flere måneder siden. Lige så snart Helle Nielsen fra Udlændingeservice ringede og fortalte, hvornår flygtningene skulle ankomme, gik hun i gang med at lede efter en bolig til dem. Det er ikke hver gang, at det lykkes hende at skaffe en permanent bolig helt fra starten. Men Phyu og Zaw var heldige.
Det er også hende, der har tjekket, at alt er klar i lejligheden, til de kommer. Der skal være lys og gardiner. Senge, køleskab og klædeskab. Hvis ikke der er det i forvejen, sørger hun for, at det kommer. Hun har også bestilt en ’køkkenpakke’ og en ’rengøringspakke’ til dem, som alle kommunens nye flygtninge får.
Hjem til fyldt køleskab
Så lejligheden er ikke tom, da det unge ægtepar går fra rum til rum. I soveværelset er der senge, dyner, puder og håndklæder. I køkkenet er der gryder, tallerkener, bestik, kopper, skåle og glas. Lone demonstrerer, hvordan man bruger ovnen, da Phyu og Zaw spørger, hvordan den virker. De har heller aldrig set en radiator før. Hun åbner køleskabet, hvor der er lidt frugt, grøntsager, tun, mælk, saft, kaffe og te til dem. Og i fryseren ligger en pakke frossen kylling.
”Der skal være, så de lige kan klare sig de første par dage. Indtil de begynder at kunne orientere sig,” forklarer hun.
Men snart efter er det ned til den ventende bus igen. Sidste stop er hos en burmesisk familie i Skjern, der har lavet svinekarry til alle de nye. Klokken er næsten et, da Phyu og Zaw endelig får noget at spise, mens Lone Hansen siger farvel og tager hjem i seng. Inden hun går, aftaler hun med dem, at de skal komme ned til hende på kommunen næste dag
Masser af papirarbejde
I den anden ende af Skjern – lige efter slagteriet og maskinstationen, og skråt over for plantecentret – ligger Lone Hansens kontor. Her mødes de næste dag sammen med tolken. Der er nemlig masser af papirer, der skal ordnes. Ellers bliver huslejen ikke betalt. Lone Hansen sørger for, at der bliver oprettet cpr-numre, gennemgår ydelsesansøgningen – og deres rettigheder og pligter. Bagefter tager hun dem med over i Borgerservice, hvor Lone har aftalt med kollegerne i ydelseskontoret, at de kan få penge udbetalt kontant. Til slut går de en tur i banken, som opretter en konto til dem.
”Der er rigtig meget papirarbejde. Men vi er nødt til at have styr på det, så systemerne fungerer,” forklarer Lone Hansen, ”ellers går tingene nemt i udu. Og jo mere kaotisk, de oplever det, jo sværere har de ved at gebærde sig i det. Og omvendt: Jo mere de oplever, at vi har styr på det, jo mere tillid får de til os.”
Hverdagen tager fat
En dag i løbet af de første par uger bliver den tomme stue også møbleret med en sofa, som Zaw og Phyu finder sammen med Lone i en af Skjerns mange genbrugsbutikker.
Det viser sig dog at være et tvivlsomt køb – den knækker over, hvorefter de må ud og finde en ny. En anden dag mødes Phyu og Zaw med alle de andre nye kvoteflygtninge hos den lokale cykelhandler. Lone Hansen har for længe siden bedt ham om at kigge efter brugte cykler, der passer nogenlunde i størrelserne, og sætte dem i stand.
Midt i oktober begynder Phyu og Zaw i sprogskolen. Straks lægger deres sproglærer Anne Marie Kjerstrup, der har undervist i dansk i 20 år, mærke til, at der er noget usædvanligt med deres hold. De 14 kursister virker, som om de forstår, hvad hun siger, når hun hilser på dem, og på bordet foran nogle af dem ligger en danskbog, de selv har taget med.
”Det var sjovt, det er det første hold kursister, vi har modtaget, der har været på førafrejse-kursus, inden de kom til Danmark. Det var vi faktisk ikke klar over, men vi kunne med det samme mærke, at de godt kunne noget i forvejen,” forklarer hun.
Langsomt begynder en ny hverdagsrytme med sprogskole hver mandag, tirsdag og torsdag at vinde indpas i det lille hjem. Men der er langt fra Kuala Lumpur til Skjern. En af de første dage står Phyu og kigger ud ad køkkenvinduet.
”Der gik en time, før der gik et menneske forbi. En hel time – uden et menneske, uden en bil,” gentager hun vantro.
Følg, hvordan det går Phyu og Zaw i næste nummer af serien om kvoteflygtninge.
Hvem er kvoteflygtningene?Hvert år tager Danmark imod 500 kvoteflygtninge.
20 pladser går til flygtninge med særligt behandlingskrævende behov som HIV, kræft eller fysiske handicapsmv.
75 pladser går til flygtninge i umiddelbar risiko for overgreb.
Ifølge UNHCR er Danmark et af ti hovedgenbosætningslande.
Flygtningene opfylder UNHCR’s kriterier til kvoteflygtningestatus og har behov for beskyttelse ifølge Udlændingeloven.Siden 2005 er de blevet udvalgt på kvoterejser ud fra kriterier om sprog, arbejdserfaring,uddannelse, familieforhold, netværk, alder og motivation.
Det skyldes, at undersøgelser har vist, at kvoteflygtninge tidligere klarede sig dårligt i Danmark.
Inden indrejsen deltager alle i et førafrejse-kursus i hjemlandet. Her modtager de ti timers dansk og ti timers samfundsundervisning. |