Til forsiden

Danmark står ikke øverst på ønskesedlen

Med markedsføring i indisk tv og løfte om hurtig sagsbehandling har Danmark meldt sig ind i den globale kamp om højtuddannet indisk arbejdskraft. Men Danmark står ikke øverst på de eftertragtede inderes ønskeseddel.



Neil Oschlag-Michael, Global Delivery manager i IBM (tv) og it-specialist Sanjit Chatterjee fra Indien (th).Højere skattetryk. Længere køer til operationsbordet. Tabte ordrer og arbejdspladser. Kort sagt: en bombe under velfærden. Det kan blive konsekvensen af manglen på højtuddannet arbejdskraft, hvis man skal tro politikere og arbejdsgiverorganisationer. For finanskrise eller ej vil der fremover blive færre og færre på arbejdsmarkedet. Samtidig tager det mange år at uddanne en specialist. Og især inden for itog sundhedssektoren er behovet stort.
 

Det hul vil regeringen blandt andet søge at stoppe med nogle af de mere end 550.000 it-specialister, ingeniører og læger, der hvert år udklækkes fra de indiske universiteter. I oktober slog det første såkaldte Work-in-Denmark-center derfor dørene op i New Delhi. Tanken er at fremskyde sagsbehandlingen af opholds- og arbejdstilladelser fra Danmark til Indien. Samtidig har tvindslag på indisk tv markedsført Danmark som et attraktivt arbejdsland.

Står ikke i kø for at komme til Danmark

Men man skal ikke forvente, at inderne står i kø for at arbejde i Danmark, mener Neil Oschlag-Michael, der er Global Delivery Manager hos IBM i Danmark. Han bliver tilkaldt, når der skal bruges indiske itspecialister på IBM-projekter over hele Skandinavien.

”Gennem de seneste år er der virkelig sket meget. I dag kan højtuddannede itspecialister vælge og vrage. De er kræsne og spørger sig selv: ’Vil jeg til USA, England eller Canada?’” forklarer han og tilføjer, at de fleste indere aldrig har hørt om Danmark.

”Jeg tror ikke, du kan spørge en eneste virksomhed i Danmark, der ikke vile kalde det en udfordring at tiltrække højtuddannet arbejdskraft fra udlandet.”Roald Steen Jakobsen, koncernpersonaledirektør i VestasDet er den indiske journalist Sam Stalin, der har lavet et indslag om Danmark for den indiske tv-station NDTV, enig i. Han mener dog, at den internationale finanskrise kan komme til at ændre på billedet:

”Der er ingen tvivl om, at lande som USA og England står øverst på de fleste inderes ønskeliste. Men måske vil finanskrisen komme Danmark til hjælp. Når de it-specialister, der bliver fyret i USA eller England, begynder at vende hjem, vil de begynde at kigge andre steder hen – og det kan blive Danmarks chance,” vurderer han.

Specialister er blevet kræsne

At det er blevet sværere at tiltrække højtuddannet, udenlandsk arbejdskraft, kan man også nikke genkendende til hos den jyske vindmøllegigant Vestas. Virksomheden valgte i oktober at flytte sin teknologiafdeling fra Randers til Århus. Begrundelse: Storbylivets tilbud om uddannelse, kultur og shopping skal gøre det nemmere at tiltrække udenlandske specialister.

”Vi har et stærkt brand og har forholdsvis nemt ved at rekruttere. Men jeg tror ikke, du kan spørge en eneste virksomhed i Danmark, der ikke ville kalde det en udfordring at tiltrække højtuddannet arbejdskraft fra udlandet,” fortæller Roald Steen Jakobsen, koncernpersonaledirektør i Vestas.

Modsat hvad de fleste tror, er udsigten til europæiske lønninger nemlig ikke længere nok til at lokke højtuddannede indiske specialister til Europa. De seneste to-tre år er Indiens økonomi buldret derudaf i et tempo, der har medført, at it-specialisterne ikke længere mærker den store forskel på lønningsposen i Indien og i Europa. Når der vel at mærke er taget højde for skat og højere leveomkostninger.

”I Indien ville jeg kunne lægge 8–10.000 kr. til side hver måned efter skat,” forklarer Sanchit Dhoble, der kom til Danmark for seks måneder siden for at arbejde som itkonsulent hos Accenture. ”Det er cirka det samme som her.”

”Der er ingen tvivl om, at lande som USA og England står øverst på de fleste inderes ønskeliste. Men måske vil finanskrisen komme Danmark til hjælp.”Sam Stalin, seniorkorrespondent for den indiske tv-station NDTVI stedet var det drømmen om en mindre stressende livsstil, der førte ham til Danmark.

Positivt overrasket over Danmark

For andre er det ønsket om faglige udfordringer, der fører dem til Danmark for at arbejde i en afgrænset periode. En af dem er Sanjit Chatterjee, der for halvandet år siden kom til Danmark som leder af et projekt, IBM arbejder på for A.P. Møller.

”For mig var det selve jobindholdet, der afgjorde, at det blev Danmark,” forklarer inderen, der ikke kendte andet til Danmark på forhånd end et A4-ark med statistiske oplysninger, han printede ud fra IBM’s interne jobdatabase.

Til gengæld er han blevet positivt overrasket over Danmark, efter at han er kommet hertil: ”Danmark er det land i Europa, hvor folk er mest åbne og nemme at arbejde sammen med. Danskerne er meget direkte og siger, hvad de mener,” siger han og tilføjer:

”Men i sidste ende afhænger det af jobindholdet. Giv mig et spændende job med udfordringer, så bliver jeg gerne lidt længere.”

Læs også 'Jeg var træt af Indiens kaos og stress'



Senest opdateret: 26-03-2009
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre