Til forsiden

10.000 unge tager ikke fejl

Alene sidste år deltog mere end 10.000 unge i landets udsatte boligområder i street-basketprojektet GAM3. Opskriften på succesen er simpel: Flyt træningen ud til de unge.

Unge spiller basket ball gennem projektet GAM3Unge med indvandrerbaggrund gider ikke engagere sig i idrætsforeninger eller dyrke sport. Den fordom har street basket-projektet GAM3 (udtales game) efterhånden gjort godt og grundigt til skamme: Alene sidste år valgte mere end 10.000 unge i udsatte boligområder at tage imod tilbuddet om udendørs træning i sommerhalvåret.

”Det skal være nemt at være med. Når de unge træder ud af opgangen, kommer de simpelthen direkte hen til træning. Det er ikke noget med, at man først skal gå på nettet og undersøge, hvordan man melder sig til,” forklarer direktør Simon Prahm, der var med til at starte projektet i 2002.

Sport nedbryder grænser

Formålet er at give de unge selvtillid og tro på, at de kan udrette noget – også uden for banen. Og her har basket vist sig at være et effektivt redskab. For det handler om at turde sætte sig et mål og gå efter det. Og på basketbanen er det nemt at måle ens fremgang. På den måde finder de unge hurtigt ud af, at jo mere tid og arbejde, man lægger i det, jo bedre bliver man. Desuden er street basket ikke bare en sport, men en livsstil.

”Sporten har et unikt potentiale til at bringe mennesker sammen og skabe et positivt fællesskab, hvor glæden kan få lov til at råde - lige meget om det heder Libanon, Helerup eler Volsmose”Simon Prahm, direktør”Street kulturen har noget ekstra. Den kan give de unge et identitetsmæssigt ståsted, som mange har brug for,” vurderer Simon Prahm.

Og resultaterne taler deres eget tydelige sprog. Ikke alene i form af de mange unge, der bruger tilbuddet. Men også i form af mindre hærværk i de boligområder, træningen foregår i. Og ikke mindst: Unge, der tidligere gik en stor bue uden om boligområderne, tør nu færdes der efter at have lært områderne at kende gennem GAM3. Det forklarer direktøren.

”Sport kan nedbryde grænser. Både de usynlige grænser i byrummet og fordomme mellem mennesker. Integrationen går jo begge veje. Det gælder både om at få unge indvandrere ind i klubberne - og samtidig om at aflive myter om boligområderne i resten af befolkningen,” siger Simon Prahm.

Ikke et socialpædagogisk projekt

For én deltager betød mødet med streetkulturen, at vedkommende brød med en fortid i bandemiljøet. Alligevel ligger vægten i GAM3 på forebyggelse gennem sport, og ikke på socialpædagogik.

”Det skal være et kvalitetstilbud. Derfor er det professionelle trænere, vi sender ud – og ikke pædagoger. Vi får ikke fat i dem, der allerede er kommet langt ud ad en kriminel løbebane, men måske i deres mindre søskende. Dem, der skal finde ud af, hvem de skal se op til. Er det den lokale baskettræner eller en af de seje drenge?”

Yderligere oplysninger kan fås hos direktør Simon Prahm, GAM3, telefon: 70 20 83 23, e-post: simon@GAM3.dk.

Læs mere og hør ham svare på fem skarpe på www.nyidanmark.dk/erfaringsbasen.

Ministeriet anbefaler fordi

GAM3 bygger bro mellem de unge fra udsatte boligområder og forenings- og fritidslivet ved at opsøge de unge på deres præmisser. GAM3 har vist sig succesfuld ved, at de unge gennem basketkulturen finder et nyt identitetsmæssigt ståsted, og fremgangen på banen medvirker samtidig til fornyet selvtillid hos de unge. Gennem sporten bliver der nedbrudt grænser og fordomme, som også kan have en forebyggende effekt mod hærværk i de boligområder, hvor projektet er igangsat.



Senest opdateret: 25-03-2009
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre