Usikkert om nydanskere ser dansk tv
Nydanskere fra lande som Tyrkiet, Somalia og Iran ser masser af danske nyheder på tv. Det konkluderer mediebureauet 'Mediacom' i en undersøgelse. Initiativtagerne bag 'Haber' og 'Alkhabar' er skeptiske over for konklusionen.
Nydanskerne har ændret medievaner, konkluderer flere danske medier efter en undersøgelse, der bygger på interviews med 12 familier med ikke-vestlig baggrund og telefoninterviews med ca. 1.000 nydanskere.
Initiativtagerne bag 'Haber' og 'Alkhabar' forholder sig dog kritisk til undersøgelsens resultater: "Jeg vil være forsigtig med at konkludere, at indvandrere og efterkommere har ændret medievaner. For uanset, hvor jeg færdes – i klubber, caféer, private hjem osv. – så kører der tyrkiske tv-udsendelser, og jeg kan ikke se danske aviser," siger Sadi Tekelioglu.
"Det er sikkert korrekt, at tyrkerne ser danske kanaler som TV3 osv., men de ser primært amerikanske underholdningsprogrammer," supplerer Cengiz Kahraman og peger på kulturelle og sproglige barrierer som hovedårsagerne til, at nydanskerne foretrækker tyrkiske medier.
Ifølge undersøgelsen er de fem mest sete tv-kanaler blandt nydanskere TV 2 (58,1 pct.), DR1 (55 pct.), TV3 (36,9 pct.), TV3+ (23,1 pct.), DR2 (20,4 pct.) og Kanal5 (10,7 pct.).
Læs også artiklen 'Fremmedsprogede medier styrker integrationen'