SET UDEFRA: Nul-tolerance løser ikke problemet

Af Søren Langager, lektor, Danmarks Pædagogiske Universitet

Forud for gadeurolighederne i februar havde jungletrommerne lydt, at der var optræk til ballade på Nørrebro i København. Politiets massive tilstedeværelse og fysiske visitationer i de udpegede visitationszoner var ved at få bægeret til at flyde over blandt især de etniske unge.

I tilbageblik ser kimen til de voldsomme begivenheder altså ud til at være til at lokalisere. Det, der står tilbage at fatte, er hvorfor og hvordan lokale problemer spredte sig med lynets hast og blev til uroligheder uventede steder i landet? I mediernes dækning tegnedes landkort, hvor de røde prikker for registrerede brande bredte sig landet over. Nogle lokalområder, hvor der 'plejer' at være uroligheder, gik stort set fri, mens politi og brandvæsen havde travlt i byer som Ringsted, Birkerød og Viborg.

Udviklingen kan sammenlignes med en hedebrand. Via sms breder ilden sig usynligt under jorden som i lyngens rodnetværk og popper op på uberegnelige steder. Når ilden er slukket ét sted, kan man ikke vide, hvor de næste flammer vil bryde frem. Sådan kan det fortsætte i dagevis.

Når gadeurolighederne udviklede sig, som de gjorde på landsplan, giver det stof til eftertanke. De sædvanlige forklaringer om, at det er de ældre hashhandlendes småbrødre, eller at der kun er få og små fasttømrede grupper af etniske unge på spil, slår ikke længere til. Men hvem var det så, der deltog? Det spørgsmål står endnu ubesvaret, men det ser ud til, at der var mange 'almindelige' unge på gaden. Ikke mindst i byområder, der ikke normalt er kendt for uro, har der efter alt at dømme været overraskende mange medløbere. Unge, der ifølge statistikken er formelt integrerede med hensyn til skole og uddannelse, men som oplever frustration og miskendthed. I så fald er det et udtryk for en udbredt frustration og et ønske om at demonstrere den. For ét er måden, hvorpå urolighederne bredte sig; noget andet måden, hvorpå de blev udfoldet.

Er integrationsindsatsen slået fejl? Ikke som helhed, for der er grund til at bemærke de markante ændringer i retning af mange flere etniske unge under uddannelse og i arbejde. Men der er tale om, at mange elever i skolen og unge under uddannelse nok oplever sig tålte. Men ikke for alvor som del af skole- og uddannelsesfællesskaberne.

Derfor må den anden side af integrationen - den kulturelle og sociale - på ny komme i front efter en årrække i skyggen af massiv fokus på uddannelse og arbejdsmarked. Det skal være i form af brede, lokale indsatser, der forebygger socialt og opbygger kulturelt. Som har fokus på samhørighed og mangfoldighed frem for på ’enkeltmandssager’ og 'nålestiksaktioner'. En langsigtet indsats, der ikke uden videre lader sig måle med effektivitetens målestok.

Når det er sagt, er der et spørgsmål, der melder sig: Når status efter urolighederne skal gøres op, er det værd at kigge efter, om de belastede lokalområder, der gik 'fri' i denne omgang, er blandt de, hvor den forebyggende indsats er højt prioriteret – i praksis?

Hedebrandskarakteristikken gør på ingen måde begivenhederne i februar 2008 acceptable, men den pejler en generel samfundstendens, som ikke uden videre kan løses med nul-tolerance, skærpede straffe, øget politikontrol på 'kendte steder' eller forældrepålæg om at opdrage deres børn ordentligt. Politiske reaktioner som disse er i lyset af netværkssamfundets dynamik tilbøjelige til at blive en del af problemet.