De vil bare være som alle andre unge

Der er fredeligt på Amager denne formiddag trods tv-billeder af brændende biler og containere over hele landet. Integrationskonsulenten Manu Sareen byder indenfor på kaffe og fortæller om de utilpassede unge og deres verden, der nok ligger langt fra huset på Amager, men som Manu alligevel kender alt til. Han har selv boet mange år på Nørrebro og kender det hårde miljø som professionel aktør, beboer og bindeled mellem indvandrere og det danske samfund.

"De her unge lever en meget porøs dagligdag. De laver ballade, og så kommer brandvæsnet, som de så kaster sten efter. Det er et udtryk for, at brandvæsnet, uniformen og det officielle er synonym med alt det, der holder dem nede. De har en oplevelse af at være andenrangsborgere; at de f.eks. ikke kan komme ind på diskotekerne, eller at politiet er unødigt efter dem. Det er ikke sikkert, at det faktisk er sådan, men det er deres opfattelse," siger Manu Sareen som indledende forklaring på de mange uroligheder.

Lukket ude fra den fede ungdomskultur

"Det overrasker rigtigt mange, men faktisk vil de unge allerhelst være fuldstændig ligesom deres danske venner – som de så ikke har. Det gælder også for selv de værste rødder. De vil have en kæreste, en bil osv. De vil være en del af den ungdomskultur, som de får banket ind i hovedet overalt i reklamer og så videre – den fede ungdomskultur," siger Manu Sareen.

Men de unge oplever ofte at blive ekskluderet af den ungdomskultur, de gerne vil være med i:

"Hvis du er ung og gerne vil være sammen med andre unge, så går du på diskotek. Men det kan du ikke, fordi du slet ikke kommer ind. Og det er helt vildt ydmygende, og så begynder man at gå sammen med sine egne. Det samme gælder for lejligheder og job. De unge vil så gerne bare have et almindeligt liv, og de formår så lidt at have det. Derfor har de ikke noget at miste. Ingen drøm eller fremtid. Og når du ikke har noget at miste, så kan du finde på hvad som helst," forklarer Manu Sareen.

Manu Sareen har boet og arbejdet i Blågårdsgade på Nørrebro, der er kendt for problemer med en gruppe utilpassede unge, der hænger ud. Her har han fra første parket set, hvordan mange unge pjækker fra skole, ryger hash og laver ballade – både fordi de keder sig, og fordi de ikke har den nødvendige opbakning fra deres familier. Og netop splittede familier med massive sociale problemer er et af de største problemer for utilpassede unge.

Lever i et kulturelt ingenmandsland

"Forældrene er vildt bekymrede for deres børn. De vil deres børn det bedste, men det formår de ikke at give dem. De mangler værktøjer til at håndtere børnene og opdrager dem ud fra de forudsætninger, de har med fra deres hjemlande. Samtidig er forældrene bekymrede for det danske samfund, og hvad det skal gøre ved børnene. De ser f.eks. genopdragelsesrejser som løsningen på et problem, de kan se, er på vej. De er bange for, at det skal gå helt galt for børnene," siger Manu Sareen.

Ifølge integrationskonsulenten trækker forældrene i én retning mod hjemlandet, mens børnene trækker i den anden. Derfor ender børnene med at leve i et kulturelt ingenmandsland:

"Forældrene lever i et nostalgisk vakuum: Alting var bedre i deres eget land og er det stadigvæk, selvom de har boet i Danmark i mange år. De har en utopisk drøm om at komme tilbage."

Mange forældre ved heller ikke, hvad deres børn laver. Selv relativt velfungerende familier oplever, at børnene tabes til gaden og et dårligt selskab – ofte uden at forældrene reelt opdager det. Manu Sareen giver et eksempel med to drenge, der ikke havde været i skole i tre uger. Skolen havde skrevet breve hjem, men uden reaktion.

Til sidst tog de hen til familien og spurgte, hvorfor der ikke var blevet reageret. Det viste sig, at forældrene ikke forstod, hvad der stod i brevene.

"Virkeligheden er, at de ikke kan tale eller læse dansk, så de fik storebror til at læse lillebrorens breve. Og han har bare sagt: ’Ja, ja, de skal på skovtur og alt muligt andet.’ Men storebroren pjækker jo også, så han er ikke interesseret i at udlevere lillebroren," fortæller Manu Sareen.

Vold og opdragelse

Et andet problem er vold. Forældrene ser et problem og oplever manglende respekt, og så vælger nogle at svare igen ved at være hårdhændede over for børnene:

"Jeg har talt med mange forældre, som siger: 'Jamen, han har respekt for mig nu.' Så siger jeg: 'Han har ikke respekt for dig – han er bange for dig. Det er ikke respekt. Han fortsætter jo med at have problemer.'"

Modsat oplever Manu Sareen også, at den autoritære opdragelse i mange hjem gør, at de unge ikke kan håndtere for stor frihed:

"Når jeg kommer til nogle af de her hardcore drenge, som ikke kender 'hvad synes du selv’ og 'lad os snakke om det', så responderer de ikke på det – det er fremmed for dem."

Derfor bliver man ifølge Manu Sareen nødt til at tage udgangspunkt i den enkeltes baggrund. Især fordi opdragelsen spiller væsentlig ind på, hvad de unge reagerer på. Nogle er vant til en autoritær opdragelse, hvor familien er vigtigst, mens andre – primært danske unge – er vant til, at individet er i centrum i en demokratisk opdragelsesform.

"Men hvad virker egentlig bedst? Den autoritære eller den demokratiske? Det kan man ikke svare på, vel. Vi kan bare se, at de børn, der responderer på den demokratiske opdragelsesform, er dem, der kender den hjemmefra – og modsat med den autoritære," siger Manu Sareen.

Udfordringen er altså at forstå drengenes virkelighed. At de på den ene side gerne vil være helt normale, men at de på den anden side ikke har en gennemsnitlig dansk baggrund. Så når behandlere, socialrådgivere, lærere og andre skal tackle drengene, skal de forstå, hvordan deres virkelighed er.

"Vi er nødt til at se på, hvorfor de er kriminelle. Der handler det om sociale forhold. Det handler om, hvor folk kommer fra. Hvad de har med i bagagen, for nissen flytter så at sige med. Det er vigtigt, at vi har en forståelse for sammenhængene mellem f.eks. krigstraumer, børn og kriminalitet. Uden den kommer vi bare ingen vegne," slutter Manu Sareen.