Hamids historie: Fra rod til rollemodel

Han åbner døren og tager imod med et stort smil hjemme i toeren i Søborg, hvor han bor med sin kæreste. Høj og flot. Med behagelig stemme og hænder, der hviler roligt i skødet, mens han taler. Et af den slags mennesker, man med det samme føler tillid til. Umiddelbart er det svært at forestille sig, at han tidligere har været en af de hårde drenge, der altid havde problemer med politiet. At han sammen med vennerne har lavet bræk og været en slagsbror. Med andre ord en utilpasset ung.

Men den er god nok. Modsat mange andre kom Hamid Hosheni bare ud af det igen. Og i dag bruger han sin erfaring til at hjælpe andre unge med samme historie med at finde sig til rette i livet.

Men hvorfor kommer en almindelig ung fyr, der bor i en provinsby uden for Næstved og går i gymnasiet, ud i kriminalitet? "Jeg havde en masse vrede indeni. Vi var kun tre udlændinge ud af 400 i folkeskolen, og jeg oplevede en del racisme. Der er en episode, jeg tydeligt kan huske. En dreng, der hver dag efter skole flere uger i træk stod og ventede med en sammenrullet avis. Han slog mig i hovedet og sagde: 'Det koster et slag at blive i landet'," fortæller Hamid, der som ung rettede sin vrede mod forfølgerne.

Hamid voksede op i Iran med sine forældre, som pga. Iran-Irak krigen valgte at sende ham til Danmark som uledsaget flygtningebarn, da han var 10 år gammel. Efter et år i Sandholm-centret kom han i familiepleje hos en iransk plejefamilie, og da de alligevel skulle flytte, valgte han at flytte ud i sit eget som 17-årig.

"Jeg røg ind i den forkerte vennekreds, og det ene førte det andet med sig. Jeg begyndte at gøre nogle ting, man gør, når der ikke er nogen forældre til at sætte rammer og grænser for én," fortæller han.

Dyre pletter på straffeattesten

Den småkriminelle løbebane kom imidlertid til at koste dyrt. Prisen var hans barndomsdrøm om en karriere inden for militæret. Det satte to domme, der blev afsagt, mens han aftjente sin værnepligt, en effektiv stopklods for.

"Jeg kunne ikke tro på det. Det gik først rigtigt op for mig den sidste dag på kasernen, da jeg pakkede mine ting sammen. Jeg har altid drømt om at komme ind i hæren – måske pga. min far, der også var militærmand. Lige fra barnsben har jeg leget med soldater og set krigsfilm. Hvad fanden skal jeg nu?, tænkte jeg, da jeg stod på stationen," fortæller han.

Hamid Hosheni tog toget tilbage til Næstved, flyttede ind på et kollegieværelse og fik et job på en fabrik.

"Jeg så alle de gamle fabriksarbejdere, der havde været der i mange år. Man kunne se elendigheden. De havde ikke nogen livsglæde. Sådan skal jeg ikke ende – det stod klart for mig," husker Hamid.

Men han havde ingen idé om, hvad han ville. En dag spurgte en medarbejder i en ungdomsklub, om det ikke var noget for ham at blive pædagog. Det blev vendepunktet.

"Først tænkte jeg 'pædagog – det er da kun for bøsserøve'. Og for at være helt ærlig var det først, efter jeg kom ind i faget, jeg lærte at elske det. Men i dag føler jeg mig enormt heldig. Jeg vågner op hver eneste morgen og tænker: Fedt mand. Jeg kunne jeg ikke drømme om at lave noget andet."

Dem, de andre ikke vil lege med

Efter studiet fik Hamid Hosheni arbejde på Sønderbro, en særligt sikret afdeling for unge kriminelle under 18. Her mødte han nogle af de mest forråede ungdomskriminelle i landet.

"Det var de værste. De mest kriminelle. Dem, som ingen ville have noget at gøre med. De sad inde for mord og voldtægt, røverier osv. Der kom jeg virkelig til at bruge den erfaring, jeg selv havde med i bagagen. Jeg fandt ud af, at de ting, jeg kan på grund af min baggrund og min kultur, er med til at gøre en stor forskel. For jeg kender mange af de konflikter, som de er ude i – i forhold til pres fra forældre, skole, rodløshed osv.," fortæller Hamid.

Særligt husker han en episode med en 16-årig dreng, der sad varetægtsfængslet i et halvt år.

"Han var ærkeeksemplet på en kriminel. Han havde det hele i orden på papiret. Araber, 16 år, fra Blågårds Plads. Jeg havde mange lange snakke med ham og opdagede, at der var noget særligt over ham. Han var pisseintelligent og blev ved med at nægte sig skyldig. Men ingen troede på ham – alle regnede med, at han ville ende i et rigtigt fængsel, når han blev voksen. Vi fik arrangeret, at han kunne passe sin handelsskole, mens han sad inde, og han endte med at blive frifundet og går i dag i 3.g," beretter Hamid.

Vokser op på hashklub

Hamid fortæller, at han desværre også har set mange historier, der går den anden vej.

"De er vokset op på hashklubber på Nørrebro fra de er 10-12 år gamle. De er helt afstumpede. Har ingenting at leve for, ingen mål eller ambitioner. Man kan se det had, de har i sig: 'Det er os imod samfundet". Jeg kan kun forestille mig, hvor galt det går. De bliver aldrig en del af samfundet. Det handler bare om damage-control," siger Hamid.

De unge har et forvrænget virkelighedsbillede, fordi de lever i subkulturer med andre værdier og æresbegreber end i resten af samfundet.

"Inderst inde ved de godt, at de aldrig bliver til noget, men de håber, at de er heldige og bliver en scarface-kriminel, der får succes og bliver stor. Det gælder om at få den største bil, lave flest penge. De lever i et samfund ved siden af vores samfund. Det er en måde at klare sig på – og de klarer sig jo. De kan sagtens få børn og have en familie, mens de er kriminelle," fortæller Hamid, der frygter, at vi i fremtiden kommer til at opleve en ny bølge af problembørn med indvandrerbaggrund på linje med andre misbrugsbørn.

Ansvaret ligger hos forældrene

Men hvordan kommer det så vidt? Hamid Hosheni er ikke i tvivl om, at pilen først og fremmest peger på forældrene.

"Faren har måske arbejdet på pizzeria og eller som grønthandler hele sit liv. Været væk 12-18 timer i døgnet, mens moderen står alene med drengene, der får lov til at løbe rundt. De svigter ved ikke at være hjemme. Ikke at sætte grænser. Ikke at gå op i, hvad deres børn laver, fordi forældrene er ressourcesvage og ikke har noget at give dem. Samtidig forventer de, at børnene skal blive til noget stort – selv om de knap nok kan stave til deres eget navn."

Problemet er, at nogle forældre simpelthen mister kontrollen over deres børn.

"Alle forældre vil det bedste for deres børn," understreger han. "Når jeg taler med dem, er de oprigtigt kede af det og græder. Men de kan ikke – de har mistet grebet – og man kan ikke styre teenagebørn, når de er så afstumpede og ødelagte,” slår Hamid Hosheni fast og henviser til, at man kun kan opdrage børn indtil 12-årsalderen. Hvis ikke barnet inden da har udviklet en sund fornuft, er det for sent.

Rigtige venner

Når forældrene er fraværende, indtager vennerne den tomme plads, fortæller Hamid.

"Dine venner bliver din familie. De bliver dit et og alt, når du ikke har andet. Du vil gøre alt for dem. Derfor er de i stand til at have så stor indflydelse på dig. Du ved, at de er der for dig – og du føler også, at du skal være der for dem."

Samtidig føler de unge også stor loyalitet over for forældrene, fortæller Hamid.

"Men alligevel svigter de dem gang på gang. Hver gang, de laver kriminalitet, får de skidedårlig samvittighed. Det fylder dem indvendig. Men de bearbejder det sammen med vennerne og retfærdiggør det med, at når vennerne kan, så er det også i orden, at de gør det".

Men kunne det også være endt så galt for ham selv?

"Nej", afviser Hamid, "Jeg havde nok ikke fortsat den kriminelle løbebane. For jeg havde en ambition om at komme videre. Jeg har været så heldig at få en god opdragelse, hvor der var styr på det hele, indtil jeg blev 10-12 år gammel. Jeg så op til mine forældre og havde et billede af, at jeg ikke ville svigte dem og den chance, de havde givet mig ved at sende mig til Danmark."

Vi kan også være normale

Den chance vil Hamid Hosheni gerne inspirere andre unge med indvandrerbaggrund til at gribe. I dag er han derfor rollemodel for Ungdommens Uddannelsesvejledning København og tager ud og fortæller unge med indvandrerbaggrund om de valg, han har taget, og hvordan han har skabt det liv, han lever i dag. Alligevel oplever han ofte at blive sat i bås med ballademagere pga. sit udseende.

"Hver gang jeg står i køen nede i Fakta, tænker jeg: Bare, der ikke står noget negativt på forsiden af Ekstra Bladet. For så får jeg de der blikke i køen. De ved jo ikke, hvem jeg er. Så føler jeg mig ramt og skammer mig," fortæller Hamid, der tilføjer, at han af samme grund ikke bryder sig om at komme i f.eks. store indkøbscentre.

Fordommene skyldes, at mange danskere ikke omgås nydanskere til daglig, mener han. For så får det medieskabte billede alt for stor betydning.

"Medierne fokuserer hele tiden på de 15-20 stykker, der laver alt det her lort. Hvis du tager ind på Panuminstituttet, har mindst halvdelen af de studerende etnisk baggrund. Dem hører vi aldrig om. Undersøgelser viser, at efterkommerne klarer sig bedre, og pigerne har overhalet danske piger, når det gælder uddannelse. Hvorfor fokuserer man ikke på det? Tænk, hvis medierne brugte lige så megen sendetid på at fortælle det som på urolighederne i København - så ville tømmermesteren i Jylland måske også turde give Ahmed en praktikplads," siger han.

Hamid Hosheni har derfor gjort det til sin personlige kamp at give et positivt modbillede:

"De få ballademagere skal ikke have lov til at ødelægge det for alle os andre. Mine børn skal jo også vokse op i det her land – og det er jo ballademagerne, de vil blive sat i bås med. Så hver gang der sker noget, så får jeg travlt med at bevise, at vi sagtens kan være normale. Det er min kamp."