Etnisk mentor for både elever og lærere
Langt færre tosprogede kursister droppede ud af VUC i Roskilde, da der blev ansat mentorer med indvandrerbaggrund. De kan nemlig være bindeled mellem kursister og lærere ved at skabe forståelse for både danske studiemetoder og kursisternes baggrund.
Frafaldet for tosprogede elever ligger ca. ti pct. lavere end for kursisterne som helhed.
Det er resultatet, efter at VUC i Roskilde ansatte mentorer med mellemøstlig baggrund.
Tidligere var de tosprogede kursisters frafald markant højere end deres danske kammeraters. Det fremgår af projektevalueringen, som kan læses i Integrationsministeriet Erfaringsbase. Her indgår det som et af de særligt anbefalede projekter, som kan være forbillede og inspiration for andre.
Kernen i projektet er, at mentoren har indvandrerbaggrund og derfor kan være til hjælp for både kursister og lærere. Igennem to forløb har VUC i Roskilde derfor haft to forskellige mentorer, som begge har rødder i Irak, ansat.
Identifikation og nærhed
I Roskilde diskuterede de nøje, om det skulle være en mentor med dansk baggrund eller indvandrerbaggrund: "Der er fordele ved begge dele. En læreruddannet, dansk mentor kender den danske kultur til bunds og kan bidrage med en stærk faglig vinkel. Modsat har vi med en irakisk mentor opnået identifikation og nærhed i forhold til de tosprogede. Og det var det vigtigste for os, at vi fik en mentor, der fungerer som rollemodel og kender arabisk kultur til bunds," fortæller Merete Kiær fra VUC i Roskilde.
Mentorerne fungerer som en slags hjælpelærere, der er til stede i skolens studieværksteder sammen med de andre lærere. Her hjælper de tosprogede studerende, når de har brug for det. Mentorerne sidder bl.a. med i kursisternes projektgrupper, hvor de støtter eleverne og hjælper dem med at forstå, hvordan gruppearbejde fungerer.
"For gruppearbejde og den frie danske studieform kan være svær at forstå for netop de elever, der kommer fra helt andre kulturer," slår Merete Kiær fast.
Til rådighed på lærerværelset
Det er ikke kun kursisterne, der har glæde af mentorernes råd. De mellemøstlige mentorer kan også hjælpe lærerne.
"På lærerværelset hjælper de lærerne med bedre at forstå elevernes tanker og problemer. Begge vores mentorer var irakiske kvindelige bygningsingeniører, der derfor havde den arabiske baggrund, som mange af vores kursister kommer med – og det kan hjælpe lærerne til at forstå den verden bedre," siger Merete Kiær.
VUC Roskilde har nu kørt to mentorprojekter med stor succes.
"Målet har været at udvikle en konstruktiv undervisnings- og vejledningsform for tosprogede kursister. Det er lykkedes rigtigt godt til gavn for både lærere og kursister," slutter Merete Kiær.
Ministeriet anbefaler fordi ... Mentorprojektet på VUC i Roskilde har vist overbevisende resultater, som er dokumenteret gennem en klar effektmåling.
Evalueringen viser, at frafaldet blandt de tosprogede elever er bragt markant ned, så det nu ligger under det generelle frafald blandt kursisterne som helhed.
Projektet udmærker sig også ved at have fokus på både elever og lærere og dermed på, at integration går to veje. |
Læs også projektets egen evaluering i Erfaringsbasen