Til forsiden

Børnenes advokat

Når der er problemer med et barn, går skole-hjem koordinator Marjan Ganjjou ind og er bindeled mellem skole og forældre. De har nemlig brug for at føle, at nogen er på deres side.

Børnenes advokatEn af de ting, der kræver ekstra tid og kræfter på Selsmoseskolen, er samarbejdet med forældrene. Derfor ansatte skolen for et halvt år siden socialpædagogen Marjan Ganjjou fra Iran som skole-hjem koordinator. Hendes arbejde består i at være tovholder på de mange opgaver, en klasselærer normalt tager sig af.

Ifølge skoleleder Ellis Andersen er det en nødvendighed på en skole med så mange tosprogede elever som Selsmoseskolen:

"Skole-hjemsamarbejdet er noget af det, vi har størst problemer med og bruger ekstra ressourcer på. Og lærerne har ikke tid til at lave det tætte familiearbejde, der i virkeligheden kræves," fortæller hun.

Når en elev eksempelvis trænger til særlig opmærksomhed, til briller eller ofte har ondt i maven, går Marjan Ganjjou ind og koordinerer kontakten mellem hjemmet og den relevante aktør.

"Det er ikke fordi, forældrene ikke vil gøre noget ved det. Det vil de helt sikkert. Men de ved ikke, hvordan de skal gribe det an. Hvordan ringer man til en fodterapeut? Hvordan får man briller? Vi har børn, som selv går hen på den nye skole, når de skal overflyttes efter 6. klasse, fordi forældrene ikke magter at gå med dem. Dem går Marjan nu ind og støtter," forklarer Ellis Andersen.

Når tingene går i hårdknude

En anden vigtig funktion er, at Marjan Ganjjou som skole-hjem koordinator deltager i vanskelige møder mellem forældre og skole. Da en elev for nylig havde en voldsom konflikt med en lærer, tog hun således hjem til familien og tog den svære samtale om, hvad der var sket. Og det kan gøre en stor forskel. For i modsætning til en lærer, bliver hun opfattet som neutral, mener skolelederen:

"Hvis ikke vi havde haft Marjan, kunne det være endt i en hårdknude, hvor det kunne være endt med alvorlige konsekvenser for eleven," vurderer Ellis Andersen.

Selv lægger skole-hjem koordinatoren vægt på, at hendes arbejde bygger på tillid:

"Mit budskab til dem er: 'Jeg er på jeres side. Jeg skal nok tage mig af jer og sørge for, at I kommer igennem det her'. De har brug for at høre, at der er nogen, der er på deres side. Jeg er børnenes advokat," fortæller hun.

Læs også artiklen 'Skole uden undtagelse'



Senest opdateret: 26-03-2008
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre