Traumer smitter

”Alene i Vollsmose er der mindst 300 familier, som er traumatiserede. Dermed er der minimum 632 børn, der enten selv lider af traumer eller har forældre der gør – hvilket faktisk svarer til, at hvert femte barn i bydelen er berørt.” Det fortæller Sisi Buch fra Sundhedscenter Fyn, som for nylig har undersøgt omfanget af traumer i Vollsmose.

Ifølge Sisi Buch er problemet stærkt overset. Børnene bliver ofte misforstået som voldsomme, besværlige eller utilpassede af skolerne og de sociale myndigheder.

”Børnene har problemer i skolen og ender måske endda i kriminalitet. Tidligere var man tilbøjelige til at sige, at de var dampbørn, men det er overhovedet ikke tilfældet. De fleste af de her børn lider i virkeligheden af svære psykiske problemer – enten fordi de selv har traumer, eller fordi deres forældre har det. Og det skal man gribe helt anderledes an”, siger Sisi Buch.

Tabu eller trykkoger

Populært siger man, at traumerne smitter, når børn af traumatiserede forældre selv får nogle af de samme symptomer. Børnene oplever en dagligdag med angst, depressioner og forskruede verdensbilleder.

”Børn er afhængige af forældrenes måde at reagere på. I nogle familier lukker den traumatiserede forælder helt af, og så bliver børnene forvirrede og forstår ikke, hvad der sker: ’Hvorfor vågner far og skriger om natten? Er det fordi jeg har gjort noget galt?’ Det er en typisk måde for børn at reagere på”, siger Edith Mongomery, der er psykolog og forskningschef hos Rehabiliterings- og forskningscentret for Torturofre (RCT).

I andre familier taler man i stedet alt for meget om fortidens hændelser.

”Der er det ligesom med en trykkoger. Det løber over for den traumatiserede forælder, der siger for meget om f.eks. torturoplevelser. Så bliver barnet overvældet og kan ikke finde hoved og hale i det hele. Samtidig tør barnet ikke spørge ind til det, fordi det ofte – paradoksalt nok – samtidig er tabu at tale om fortiden i de her familier”, fortæller forskningschefen.

Omsorgsvigt

Forældrenes massive problemer fører ofte til omsorgsvigt af børnene, påpeger Edith Montgomery:

”Forældrene har en række psykiske problemer, og det har betydning for, hvordan de er i stand til at tage vare på deres børn. Børnene får ikke selv den tætte kontakt og omsorg, som de behøver for at udvikle sig hensigtsmæssigt. Dermed siger man, at traumerne går videre.”

De sekundært traumatiserede børn bekymrer også Michael Stubberup, der er bestyrelsesformand for rehabiliteringscentret Syngergaia:

”En familie med traumatiserede medlemmer er hele tiden underlagt traumets indre logik. Barnet lærer måske ikke en normal faderrolle at kende, men ser kun, hvordan den syge, traumatiserede far reagerer og opfører sig. Børn, der vokser op i sådan en familie, får opbygget en ’syg’ personlighed fra barnsben af. Børnene ved simpelthen ikke, hvordan en normal faderfigur reagerer.”

I længden kan det faktisk være mere skadeligt at vokse op som sekundært traumatiseret end først at blive traumatiseret som voksen, vurderer bestyrelsesformanden:

”Forældrene selv er ofte vokset op under relativt almindelige forhold, der har givet dem en god, sund grundpersonlighed. Den er blevet slået i stykket, når de er blevet voksne. Dermed kan man under behandling og rehabilitering forsøge at genopbygge den gamle personlighedsmodel. Men det kan man ikke med børnene. De har ikke nogen normal personlighedsmodel at falde tilbage på”, forklarer Michael Stubberup.

Fremtidens terrorister?

Børn, der er sekundært traumatiserede, vokser op i yderst ressourcesvage familier, hvor misbrug og svigt går hånd i hånd med afmagt og fordrejede fjendebilleder. Men det er ikke bare et problem for den enkelte familie. Hvis ikke der bliver gjort noget, risikerer vi en dag at stå med et samfundsproblem, mener Michael Stubberup.

”Det er selvfølgelig ikke sådan, at alle de traumatiserede børn bliver terrorister, men omstændighederne er ekstra gunstige for det. Det er børn, der oplever omsorgssvigt og vokser op i familiestruktur, hvor traumerne er med til at forme hele dagligdagen og ens oplevelse af verden. De er hele tiden underlagt traumets indre logik. Det får børnene til at føle sig stigmatiserede, forkerte og handlingslammede.”

Fjendebilleder og netværksmøder

I Karlebo greb man en række traumatiserede flygtningefamilier an på en ny måde. Igennem netværksmøder mellem myndighederne og en række familier fik man brudt op for fjendebilleder og gensidige misforståelser.

”Manglende koordinering mellem de, der arbejder med børn og traumatiserede flygtningefamilier i kommunerne, har ikke alene ofte skabt et dårligt samarbejde, men også konflikter mellem flygtningefamilier og myndighederne. Flygtningefamilierne oplever det som diskrimination og racisme – en følelse som videregives til børnene,” siger antropolog Mette-Louise Johansen fra Rehabiliteringscentret for Torturofre, der var projektleder på projektet.

Målet med projektet var blandt andet at forhindre de yngre brødre i familierne i at ende i kriminalitet. Familierne var valgt ud fra, at de større brødre var kriminelle, og at familierne samtidig var traumatiserede.

”Projektet har nedbrudt fjendebillederne mellem forældre, børn og professionelle i kommunen og samtidigt skabt bedre koordinering af konkrete ansvarsopgaver. Det har højnet indsatsen over for familierne og resulteret i en bedre adfærd blandt de 7-13 årige børn,” siger Mette-Louise Johansen.

Læs mere om Karleboprojektet på http://www.rct.dk/ under ’Netværk for Rami’.