Stuepigen fra Kabul

”Det var mørkt i huset. De var alle sammen døde. Det var kun mig, der ikke var død.” Sådan plejede Niloofar Sidiqi at sige, hver gang hun mødte nye mennesker. Den 35-årige kvinde, der kom til Danmark fra Afghanistan for snart ti år siden, havde fundet sine forældre og fem søskende dræbt efter et raketangreb. Selv var hun på besøg hos en tante i en anden bydel den dag.

I København syv år senere vidste hendes sagsbehandler ikke, hvad hun skulle stille op. ’Vi tror ganske simpelt ikke på, der er et arbejdsmarked til hende. Hun er for skadet. Hun kan ikke indlære. Vi tror det er en pension.” Sådan lød vurderingen under mødet, hvor hun blev visiteret til aktivitetscentret i Herlev. Men Niloofar Sidiqi var stædig: ”Jeg vil arbejde”, sagde hun. ”Jeg vil arbejde.”

Da hun mødte op i Herlev havde Tine Nicolaisen, der er leder af centret, også svært ved at se det for sig. Niloofar Sidiqi kunne ikke koncentrere sig mere end et kvarter af gangen. Hun fik eneundervisning, for hun kunne ikke holde ud at være i rum med de andre kursister. Hvis man spurgte hende om noget, mens hun sad og arbejdede, blev hendes øjne fjerne og eksede ud.

De satte hende i syværkstedet med fem æsker perler foran sig. Det gik ikke. De prøvede i stedet med to. Langsomt byggede de oven på, indtil der et halvt år senere stod 18 forskellige farver perler foran hende, uden at hun gik i panik. Men stadig kun, når hun var alene.

I praktik på kroen

Da der var gået et år stod hun i køkkenet og bagte majskage uden hjælp, og efter halvandet år på aktivitetscentret var tiden inde til en praktik. Else Marie Mølgaard, der var hendes sproglærer, gik ned på den lokale kro og hørte, om de ville have en praktikant. Det ville de godt. I ugerne op til praktikken, skrev Else Marie alle de ord, man bruger i det daglige arbejde på et hotel, op: ’Skifte sengelinned’, ’tømme skraldespand’, ’skifte håndklæder’ øvede de, indtil Niloofar kunne dem udenad – både på dansk og på farsi.

Da den første praktikdag oprandt, mødte Else Marie op på kroen sammen med Niloofar – til stor forundring for resten af personalet. Hele ugen igennem mødte de begge ind om morgenen, skiftede til uniform og lærte, hvordan man får et lagen til at ligge helt stramt og en håndvask til at skinne. Efter tre dage kaldte oldfruen dem ind til sig. En af vaskene var ikke gjort ordentligt rent. Niloofar Sidiqi blev nervøs, men det viste sig at være Else Marie, der havde overset noget.

Fast job

I dag træder Niloofar Sidiqi ind ad døren på en helt anden måde, når hun tager ned på aktivitetscentret. Hun arbejder i snit 25 timer om ugen på kroen, som har ansat hende i et fleksjob. Men det betyder ikke, at kontakten til aktivitetscentret er slut endnu. Hun kommer hver uge på sin fridag og mødes med en mentor, der øver dansk på arbejdspladsen med hende og en tolk, der på farsi forklarer om skattekort, ferieregler og alle de ting, der skal passes, når man har et job.