Ny minister: Integration går begge veje
Integritetsministeren. Foghs store scoop. Sådan lød overskrifterne dagen efter, at Birthe Rønn Hornbech overtog posten som landets integrationsminister. Men hvad er hendes drømme og visioner for integrationsområdet? NYIDANMARK har mødt den nyslåede minister.
Med den perfekt satte frisure og det faste blik er Birthe Rønn Hornbech et af den slags mennesker, der fremstår fuldstændig ligesådan i virkeligheden, som når kameraerne snurrer. Enhver, der har mødt hende, er således ikke et sekund i tvivl om, at her er en selvstændig dame, der godt kan finde ud af at sige fra – uanset hvem der spørger. Det har statsministeren da også måttet sande, da han ikke bare én, men hele to gange tidligere har indkasseret et pænt nej tak fra Birthe til en tilbudt ministerpost. Alligevel kunne hun ikke sige nej, da statsministeren denne gang tilbød hende at blive integrationsminister.
”Det er afgørende, at alle borgere i det danske samfund føler sig som fuldbyrdede danskere. Den opgave er ikke løst – og det mente statsministeren, at jeg var den rette til at løse. Jeg ville føle, at jeg var en stor egoist, hvis jeg sagde nej denne gang”, fortæller Birthe Rønn Hornbech, der understreger, at hun vil gå til opgaven med stor ydmyghed.
”Som integrationsminister ser jeg det som min fremmeste opgave, at alle skal føle sig accepteret som danskere. At alle – også de nye borgere, der er kommet hertil den seneste generation – er en del af det danske”, fastslår hun.
Ikke en solopræstation
Selv om hun er ny på posten, er integrationsområdet langt fra ukendt land for den 64-årige tidligere vice-politimester. Siden starten af firserne har hendes stemme hyppigt blandet sig i udlændingedebatten, og hun talte varmt for en ændring af reglerne for familiesammenføring mere end et årti, før de fleste andre meldte sig på banen. Men hvor fokus tidligere lå på stramninger og krav, er det i dag accepten af de borgere, der nu bor i landet, der ligger hende på sinde. Når Birthe Rønn Hornbech taler om integration, er det nemlig ikke kun danskere med indvandrerbaggrund, pilen peger på.
”Integration drejer sig ikke blot om at stille krav til de nye borgere, der kommer. Det er også et krav til fællesskabet om at lukke sig op for de nytilkomne. Integration er ikke en solopræstation. Integration går begge veje”, lyder det fra den nye minister.
Fra hun gav sit ja til statsministeren, til hun tiltrådte som integrationsminister, havde Birthe Rønn Hornbech tre dage til at nå at vænne sig til tanken. Og imens hun gik og pakkede kontorerne hos Rigspolitiet og på Christiansborg ned i flyttekasser, overvejede hun, hvad hun ville med det nye embede.
”En af de ting, jeg kom frem til, var, at jeg håber, at man en dag vil sige 2. generationsdansker i stedet for 2. generationsindvandrer. For det må føles meget stigmatiserende at blive kaldt 2. generationsindvandrer, når man er fuldt integreret. Når vi taler integration, betyder det altså ikke, at vi skal begynde at integrere dem, der allerede føler sig som danskere”, siger hun og understreger, at ikke alle er integrerede endnu.
Vejen frem
For disse grupper gælder det om at fortsætte satsningen på uddannelse og tilknytning til arbejdsmarkedet. Især er det vigtigt at fokusere på kvinderne, pointerer hun.
”Det er uhyre vigtigt, at kvinderne kommer med. Jeg mener nu allerede, at der er sket en udvikling. Det går fremad, men det går langsomt – vi skal heller ikke glemme, at det har det også gjort for danskerne. Der er jo en grund til, at vi har en ligestillingsminister. Det er fordi, vi ikke selv har ligestilling endnu”, siger ministeren.
På spørgsmålet om, hvad hun gerne vil kunne se tilbage på, når hun en dag ikke er minister mere, lyder svaret:
”Min drøm er, at vi alle anerkender, at mindretallene har samme frihedsrettigheder, som alle andre danskere har. Og på den anden side: At alle deltager i demokratiet. Det er nemlig to sider af samme sag. For forudsætningen for fællesskabet er jo, at alle tilslutter sig den demokratiske proces. Men at deltage forudsætter, at man føler sig accepteret som et fuldgyldigt medlem af samfundet. Ellers vil der være grupper, der føler sig isoleret og udstødte, og det medfører en risiko for parallelsamfund og radikalisering”, advarer hun og tilføjer:
”Det kræver så bare, at vi alle sammen i det daglige viser, at vi mener det – og respekterer hinanden.”