Til forsiden

Det handler om at tro på det

Moustapha Abou-Chaker på 21 fik opbakning fra sin mentor, da han skulle søge elevplads. I dag har han gjort lynkarriere som salgsleder i Føtex og er selv mentor for fem andre.

Moustapha Abou-Chaker”Jeg vil gerne gøre en forskel”, lyder forklaringen fra den unge århusianer med palæstinensiske rødder på, at han vælger at tage sig tid til at være mentor. Og det til trods for en travl hverdag, hvor klokken ikke sjældent går hen og bliver 21, før han sidder bag rattet på vej hjem fra arbejdet som salgsleder for isenkram i Føtex i Ebeltoft.
Moustapha Abou-Chaker vil nemlig gerne vise andre unge med indvandrerbaggrund, at en afgangseksamen fra hg kan være adgangsbilletten til et almindeligt job – og ikke til arbejdsløshedskøen, hvilket en del unge ellers frygter.

”Alt for mange tvivler på, at det reelt vil lykkes for dem at få en praktikplads. Og sådan var det måske også tidligere. Men det gælder bare om at blive ved – og om at tro på det”, lyder det på århusiansk fra den unge mand.

Gevinst i 11. time

Og Moustapha Abou-Chaker ved, hvad han taler om. Selv om han i dag kan skrive salgsleder på visitkortet, kan han godt huske, hvordan det føltes, da det kun var afslag, der dumpede ind gennem brevsprækken.
”Da jeg skulle søge elevplads ved udgangen af 2. hg, sendte jeg 10 ansøgninger af sted og hørte kun fra to steder – begge gange afslag. Da var jeg også lige ved at overveje at give op.” Heldigvis valgte han i et sidste forsøg at kontakte en varehuschef, han kendte fra et tidligere job som deltidsmedarbejder.

”Jeg gik ned og spurgte, om han ikke kunne finde noget til mig. Og selv om han ikke lige havde en ledig plads på det tidspunkt, så lovede han, at han nok skulle finde noget til mig. På den måde fik jeg en læreplads. Hvis ikke jeg havde kendt ham, så havde jeg nok også opgivet”, siger Moustapha Abou-Chaker, der mener at netværk ofte er alfa og omega, når det gælder jobåbninger og praktikpladser.

Hvis han ka’, ka’ jeg også

Derfor har han i dag selv meldt sig på banen som mentor for fem handelselever med indvandrerbaggrund. Og det er der allerede kommet to praktikpladssamtaler ud af til hans mentees. Det vigtigste er dog, at man som mentor er en slags rollemodel for de unge.
”Det skal være én, man kan identificere sig med. En i begyndelsen af tyverne, lige et par år ældre end én selv, og som har et godt job inden for branchen. For det er vigtigt at se, at det kan godt lykkes. Så får man ambitioner og tænker: Hvis han ka’, så ka’ jeg også”, vurderer den unge århusianer.

Drengedrøm i opfyldelse

Moustapha Abou-Chaker har drømt om at arbejde med salg, lige siden han var en dreng. Og selv om det med det nye salgs-lederjob er en barndomsdrøm, der er gået i opfyldelse, betyder det skam ikke, at hans egne karriereambitioner er sat på stand by. På spørgsmålet om, hvor han ser sig selv om 10 år, lyder svaret selvsikkert:
”Nu vil jeg jo nødigt prale, men varehusdirektøren har fortalt, at der er gode muligheder for at blive afdelingschef inden for de næste to år. Så det er mit næste mål – 0m to år kan vi jo snakke sammen igen”.

Langt fra den eneste

Og Moustapha Abou-Chaker er langt fra den eneste, der har haft glæde af en mentor under gennemførelsen af en uddannelse. I mange tilfælde kan mentorordninger faktisk gøre forskellen på, om unge med indvandrerbaggrund fuldfører en uddannelse eller ej. Det fremgår af en ny evalueringsrapport. Ifølge rapporten vurderer 70 pct. af de unge, der har haft en mentor, at mentoren i høj grad har været en støtte for dem, så de bedre kan færdiggøre deres uddannelse.

Fakta

Århus Købmandsskole og Aarhus Tekniske Skole kørte fra 2004-2006 et fælles mentorprojekt, hvor en række lærere fungerede som mentorer for elever med indvandrerbaggrund. 38 elever fra de to skoler fik i 2004 tilknyttet en mentor. Herudaf var 36 fortsat under uddannelse to år senere. En kontrolgruppe på Aarhus Tekniske Skole bestående af elever med indvandrerbaggrund, som ikke fik tilbudt en mentor, havde det første år et frafald på ca. 60 pct. Det svarer til det gennemsnitlige frafald for elever med indvandrerbaggrund under erhvervsuddannelse. På baggrund af de gode erfaringer med forsøg med mentorordninger er der pr. 1. august 2007 gennemført en lovændring, så alle erhvervsskoler nu skal tilbyde mentorordninger. Projektet blev støttet af Integrationsministeriet.




Senest opdateret: 18-12-2007
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre