Den rette kemi
Den ene er ung flygtning fra Somalia, den anden er fra Jylland og beskriver sig som en gammel feminist. Forskellene til trods har de to kvinders mentorforhold på bare tre måneder udviklet sig til et unikt venskab.
Den ene sætning tager den anden, og øjnene snakker med, når de gang på gang bryder sammen af grin. Vibeke og Samsam er født i hvert sit årti og hver sin verdensdel. Alligevel skulle man tro, at de havde mange år som veninder med sig i bagagen. Det er nu langt fra tilfældet.
Mere tilfælles end man tror
Deres første møde fandt sted for tre måneder siden, da Århus SOSU-skole, hvor Samsam er elev, matchede dem som mentor og mentee. Den unge sosu-elev, der er alenemor til to, kunne godt bruge lidt ekstra hjælp med lektierne – og Vibeke, der er folkeskolelærer, blev personligt opfordret til at blive Samsams mentor af en bekendt. Trods de åbenlyse forskelle fandt de to kvinder hurtigt ud af, at de ting, de har til fælles, er i overtal.
”Vi har samme form for humor, og vi er begge to alenemødre til to børn. Når man går ned ad gaden og ser en flok tilslørede kvinder, tænker man som regel: ’Det er en verden, som ikke har noget med mig at gøre’. Men når først man lærer én at kende, så finder man ud af, hvor meget vi i grunden har tilfælles”, understreger Vibeke, der ikke har fortrudt, at hun sagde ja til at blive mentor.
Lektiehjælp – og meget mere
Siden det første møde, hvor begge indrømmer, de var lidt nervøse, er det blevet til et par møder om ugen i snit – og til meget mere end lektiehjælp:
”Vi snakker om fordomme, om opdragelse. Hvordan opdrager man et barn i Danmark mellem to kulturer? Hvordan klarer man sig som alenemor?”, lyder det fra Samsam, der lige har været oppe til den første eksamen. Som hun for øvrigt aldrig ville have bestået, hvis ikke hendes mentor havde lært hende at lave et mind-map til at strukturere hendes arbejde med.
Vibeke supplerer sin mentee:
”Tit går snakken over i samfundsspørgsmål. Hun kan spørge mig: ’Hvordan skal jeg være forælder for mit barn i folkeskolen? Hvad forventer de i klassen? Hvordan opdrager man børn i Danmark?’ Og jeg svarer: ’Vi synes, at børn skal stimuleres, udfordres, have læst højt, så de bliver bedre til dansk’. Og hver gang finder vi den somaliske ordbog frem og slår op: ’Hvad betyder ’stimulere’, ’udfordre’ osv.? Bagefter udvælger vi nogle børnebøger, så hun kan komme i gang med at læse højt”, forklarer Vibeke, der også har introduceret Samsam for sin vennekreds, så hun kunne møde nogle flere danskere.
Støvsugeren eller lektierne først?
”Vi har mange spændende snakke om at prioritere. Er det f.eks. vigtigst for mig at støvsuge nu eller at få læst mine lektier til i morgen? I arabisk kultur er det utroligt vigtigt for kvinden at have et pletfrit hjem, mens det herhjemme er vigtigere at få en uddannelse”, siger Vibeke og understreger, at mentorrollen har været med til at åbne hendes øjne for, hvor forskellige kulturelle baggrunde kan være.
Begge kvinder er enige i, at mentorrelationens succes ikke afhænger af, om mentor og mentee deler en fælles faglig baggrund. Kemien er derimod altafgørende:
”Jeg kan kun sige, at det har været en fantastisk oplevelse at være mentor for Samsam. Der er nogle, der siger, at det i lige så høj grad er danskerne, der skal integreres i det multikulturelle samfund, som det er indvandrerne, der skal integrere sig. Og jeg kan kun sige, at vi begge er blevet meget mere integrationsmotiverede”, slutter den jyske folkeskolelærer af.
Mentorordningen på Århus Sosu-skoleTilbuddet blev oprettet i 2006 for at reducere frafaldet blandt elever med indvandrerbaggrund. Skolen bruger udelukkende frivillige mentorer fra lokalsamfundet. Der stilles intet krav til mentorerne om en særlig baggrund, men i stedet lægges der vægt på lyst og nysgerrighed. Mentor og mentee mødes minimum en gang om måneden. Frafaldet blandt skolens elever ligger gennemsnitligt på 33 pct. 25 pct. af eleverne har indvandrer-baggrund. Denne gruppe er overrepræsenteret i forhold til frafald.45 elever har indtil videre deltaget i ordningen, og 8 elever står pt. på venteliste. Mentorordningen er støttet af Integrationsministeriet. |