Tilbage til fremtiden

Kulde. Kældre. Små vinduer. Lyden af en dør, der smækker. Mange mennesker forsamlet i et rum. For flygtninge, der har været udsat for krænkelser eller tortur, kan selv små ting få filmen til at begynde forfra igen. En helt almindelig dag kan blive en kamp for at stykke de mange brikker sammen, der som en selvfølge udgør en hverdag for os andre. Fremtidsplaner en luksusvare fra fortiden.

Sådan tager virkeligheden sig ud for mange af de flygtninge, der møder op i lokalerne i Herlev, hvor Dansk Flygtningehjælps Aktivitetscenter holder til. Alligevel er tilknytning til arbejdsmarkedet den korteste vej til en bedre fremtid for mange, mener Tine Nicolaisen, der er leder af centret.

”Den vigtigste faktor, når det gælder om at hele traumer, er tilknytning til arbejdsmarkedet”, vurderer hun. ”Vi kan jo se det. Den fysiske fremtoning ændrer sig. Ryggen bliver rank. De får en myndighed og autoritet. De føler sig mere ligeværdige.”

I centrets værksteder bliver kursisternes arbejdsevne testet. Mange har en del fysiske såvel som psykiske skader, og med dem følger tykke sagsmapper med læger, psykologer og tidligere sagsbehandleres ord for, at de ikke kan arbejde. Alligevel nægter Tine at give op på deres vegne, før alt er prøvet af. Det fører undertiden til konfrontationer.

Lad mig være i fred

”Engang havde jeg en mandlig kursist, der råbte, hvorfor jeg ikke bare kunne lade ham være i fred. ’Det kan jeg i princippet også sagtens. Jeg kan bare være ligeglad. Men jeg kan ikke holde ud at tænke på, at mennesker som dig skal ligge hjemme på sofaen resten af sit liv’, svarede jeg. Han begyndte at græde”, fortæller hun.

Når hun skubber på, er det ikke fordi, hun ikke anerkender de ar, som oplevelser fra krig og tortur har efterladt. Snarere tværtimod. Lige meget hvad gør man nemlig ikke folk en tjeneste ved at have medlidenhed med dem, mener hun.

”Vi skal se folk som noget andet end ofre. For ja, vel er man offer, når man er traumatiseret flygtning. De har oplevet umenneskelig ondskab, som du og jeg ikke engang tilnærmelsesvis kan gøre os begreb om. Men det er ikke det samme som, at man skal slæbe rundt på et offerskilt i panden resten af livet. Mennesket er bedst tjent med, at andre kan se ressourcer i dem. Også - og måske især - når man ikke selv kan.”

Engagement uden grænser

Fra vinduerne i aktivitetscentret er der udsigt over en parkeringsplads. Fra tidlig morgen svinger små lastbiler og varevogne ind med kasser fyldt med dele til storkøkkener, køleanlæg og computerelektronik til de virksomheder, der ligger klods op ad centret. Og selv om grå beton og lagerbygninger ikke normalt går for at være et kønt syn, sætter flygtningehjælpen stor pris på naboskabet.

De udgør nemlig en uvurderlig port ind til arbejdsmarkedet. En port, som flygtningehjælpen ikke tøver med at banke på. Mange lokale virksomheder er da også endt med at tage en kursist i praktik, efter Tine Nicolaisen har været på besøg. Og når først de lærer personen at kende, er der faktisk ingen grænser for deres engagement, fortæller hun.

”Engang havde vi en kursist fra Bosnien, der skulle ud i praktik. Han så usoigneret ud, var lettere karakterafvigende, og første måned troede vi aldrig, det ville gå. Den ene dag stod han på mit kontor og brokkede sig. Den næste dag var det kollegerne, der klagede over, at han ikke var dukket op. Pludselig skete der noget. Pludselig oplevede han, at han faktisk betød noget. At der var andre mennesker på en arbejdsplads, der var afhængige af ham. De endte med at blive så glade for ham, at de bagefter kom og ville ansætte ham, lige meget om han havde en forringelse i arbejdsevnen eller ej”, fortæller Tine Nicolaisen.

Rollemodeller

Og selv om det langt fra er alle, der ender i job, er bosnieren ikke den eneste kursist, som har vinket farvel til aktivitetscentret med et fremtidigt arbejdsliv foran sig. I løbet af et år er det i alt sket syv gange, at en kursist har sat sit navn på en kontrakt om fleksjob eller ordinært job, anslår Tine Nicolaisen.

En af væggene i centret er dækket med store, udprintede digitalfotos af personer i forskellige arbejdssituationer. En sorthåret kvinde, der holder et stort lagen ud foran sig. En mand i skjorte, der sidder bøjet over et tastatur. Fire smilende ansigter iført hvide industrihuer. Billederne forestiller tidligere kursister, der er kommet i job eller i praktik.

På et af billederne sidder 30-40 mennesker bænket omkring lange borde pyntet med flag og stearinlys.

”Vi fejrer det hver gang, der er nogen, der kommer i job. Det er den største højtid for os”, siger Tine Nicolaisen.