Marginalisering skal forebygges
Langt de fleste nydanske unge klarer sig godt i Danmark. Men bag flertallet gemmer sig en restgruppe, der allerede fra barns ben risikerer at blive tabt på gulvet. Derfor er en tidlig og helhedsorienteret indsats vigtig, vurderer en række eksperter.
Generelt går det godt med unge nydanskere. Langt de fleste klarer sig fint og har i de senere år halet kraftigt ind på øvrige unge danskere. Således er næsten otte ud af ti unge med indvandrerbaggrund i uddannelse eller job. Og når det kommer til uddannelse, har unge nydanskere født i Danmark faktisk overhalet deres danske jævnaldrende.
Men ikke alle er med. Bag det store flertal gemmer sig en restgruppe, som har det svært, dropper ud af deres uddannelser og mangler de nødvendige kompetencer for at kunne begå sig. De er i risiko for at blive hægtet af og i værste fald ende som utilpassede eller kriminelle. Det fremgår af en rapport om marginaliserede nydanske børn og unge, som regeringen udgav i marts.
Rapporten anslår, at op mod 47.000 børn og unge med indvandrerbaggrund - eller cirka hver fjerde - er i farezonen.
Familien spiller en kæmpe rolle
”Når nydanske børn og unge klarer sig godt – og det er hovedparten – er det fordi de både får støtte hjemmefra og klarer sig i skolen. Det giver dem oplevelsen af et solidt ståsted i og anerkendelse fra samfundet. Men nydanske unge har generelt en mere skrøbelig relation til samfundet. Derfor spiller støtte fra familien en endnu vigtigere rolle end hos etnisk danske børn og unge,” siger Kathrine Vitus, der forsker i nydanske børn og unge ved Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI).
”Derfor er det også et problem, når nydanske forældre ikke besidder de ressourcer - hvad enten det er socialt, kulturelt eller økonomisk - som det kræver at støtte børnene og de unge i et liv med skole, uddannelse og fritidsaktiviteter,” vurderer hun.
Og der er stor forskel på, hvordan børn i Danmark vokser op. Mens mere end syv ud af ti indvandrerbørn vokser op i en helt eller delvist ressourcesvag familie, gælder det blot for to ud af ti danske børn, viser undersøgelser fra Socialforskningsinstituttet.
Disse familier har en dagligdag, der ligger milevidt fra den, de fleste mennesker kender til, forklarer sundhedsfaglig konsulent Sisi Buch fra Sundhedscentret i Vollsmose. Hun har arbejdet med socialt udsatte minoritetsfamilier i næsten 30 år og fulgt 23 af de mest marginaliserede familier i Odense Kommune over en 2-årig periode.
”De vil deres børn det godt, men økonomiske og sociale problemer overskygger fuldstændig det at være noget for børnene. De er ofte pressede i forvejen, og når det hele tiden vælter ind med rudekuverter, stresser det dem yderligere,” forklarer hun.
Får ikke sociale kompetencer med modermælken
Resultatet er, at børnene ikke lærer de sociale kompetencer, der er nødvendige for at kunne begå sig i samfundet, påpeger Allan Simonsen, Skolen Sputnik, der er daglig leder af det socialpædagogiske behandlingstilbud, ’Skolen Sputnik’ for unge med mange skoleskift bag sig.
”Når vi møder en ung, som foretager uhensigtsmæssige handlinger, som absolut ikke giver mening for os, så giver de altid mening for dem. De er nemlig opvokset i en verden, hvor man ikke taler sammen. Hvor basale ting som tryghed, ømhed eller bare det at der altid er mad i køleskabet, ikke er en selvfølge. Og så bliver det at få stillet sine mest basale behov noget, man skal kæmpe for eller ofte helt undvære. Problemer bliver enten gemt helt væk, eller også bliver det til råben og skænderi og altså ikke noget man taler om, ” lyder hans forklaring.
Og netop manglen på kulturelle ressourcer i hjemmet udgør ofte et større problem end manglen på kroner og ører, mener Niels Ploug, der er direktør for personstatistik i Danmarks Statistik og har forsket i udsatte unge:
“Forskningen viser en klar sammenhæng mellem kommunikationen i hjemmet og resultater i skolen. Men her ligger den store udfordring: For i Danmark er vi kommet rimeligt langt med den rent økonomiske del. Men hvordan går man som offentlig myndighed ind og kompenserer for, at man ikke taler med børnene om samfund og politik ved middagsbordet?” spørger Niels Ploug.
Føler sig diskrimineret
Ifølge Katrine Vitus er det ikke imidlertid kun i de tidlige opvækstår årsagerne til marginalisering skal findes. Senere oplevelser af at være sat udenfor samfundet, spiller nemlig også ind:
”Nogle af de her børn og unge lærer aldrig at indgå i tillidsfulde relationer og netværk – fordi de måske klarer sig dårligt i skolen eller måske aldrig kommer ud til fritidsaktiviteter. Og allerede tidligt føler de sig peget ud på en negativ måde, og de oplever at være i opposition. Det forstærkes, når de bliver ældre og måske har svært ved at finde praktikpladser eller komme ind på diskotekerne. Så er det, at de skaber modkulturer, når de konstant føler en mistillid rettet i mod sig,” forklarer Kathrine Vitus.
Trods de store udfordringer ser Niels Ploug optimistisk på mulighederne for at finde en løsning:
”Hvis vi i stedet for at se på procentdelen, ser på antallet af familier, er det stadigvæk overkommeligt at gøre noget ved det. For hovedparten klarer sig jo godt – også af dem, der vokser op i ressourcesvage familier. Men der skal en tidlig indsats til,” vurderer han.
Det er Sisi Buch enig i: ”Indsatsen kan ikke blive for tidlig. Vi kan jo allerede ved jordemoderkonsultationen se, hvem der i er farezonen. Så i stedet for at se på den enkelte unge og vente på at vedkommende får problemer, skal vi hellere satse på hele familien. Derfor løser vi ikke problemerne uden en koordineret og helhedsorienteret indsats,” slutter hun.