Hvordan undgår vi at tabe unge på gulvet?

Ind i foreningerne!

Preben Astrup, Get2sport, Danmarks Idrætsforbund:

”De skal ind i foreningerne. For det er
i foreningerne, at du får det netværk, der skaffer en praktikplads. Derfor skal vi sikre, at foreningerne er til stede der, hvor de yderste, ressourcesvage familier bor. Og det er de ikke i dag. Det hænger sammen med, at det er tungt rent administrativt at drive en forening. Og at de familier, der magter det, flytter fra boligområderne igen. Derfor er vi nødt til at kompensere for de ressourcesvage forældre. Rent praktisk er det jo ikke muligt at køre en forening, hvis man står med 15 børn, hvor forældrene ikke har kørekort – for så kan de ikke komme til kamp. Så min påstand er, at så længe vi har boligområder i Danmark med så mange ressourcesvage forældre, kan man ikke drive foreninger på almindelige vilkår. Derfor må vi have særlige vilkår for foreninger i udsatte boligområder.”

Skolerne savner fælles strategi

Allan Simonsen, leder af Skolen Sputnik:

”Skoler og institutioner skal på et tidligt
tidspunkt tage stilling til: Hvordan arbejder vi med de børn, der har behov for en særlig indsats? For det gør mange ikke i dag, selv om det kan dreje sig om 25-30 procent af alle elever.

Mange skoler har ikke udviklet en fælles strategi, og derfor er der ingen, der påtager sig det fælles ansvar. Konsekvensen er, at det bliver den enkelte lærer, der kommer til at forholde sig til de dårligt fungerende elever som individ. Og så havner vi i den situation, vi står i i dag: Hvor børn sidder i årevis uden at lære noget, fordi det bliver den enkelte lærers ansvar at forsøge at rumme dem. Eller de bliver smidt ud af den ene skole efter den anden, og ender med alt for mange skoleskift. Og det er spild af børnetid!

I stedet skal der en social indsats til. Det bliver ofte stærkt angstbetonet, når man taler om social indsats og der har i de senere år ligget et stort fagfagligt pres på lærerne, men det er det, det handler om. For børn, der trives godt, lærer bedst.”

Vi behøver ikke vente, til problemerne kommer

Sisi Buch, Sundhedscenter Vollsmose:

”Det kan siges med et ord: Tidlig indsats.
Vi skal så at sige fange dem næsten, inden de bliver født. Vi kan jo udpege risikogrupperne allerede ved jordemorkonsultationen. Vi behøver ikke at vente, til problemerne kommer.

Samtidig er det vigtigt at huske på, at der ikke findes dårlige børn. Men der findes børn, som bliver født ind i familier, som giver dårlige vilkår.
 
De ressourcesvage familier er ofte traumatiserede og lever et liv, der er helt anderledes, end noget vi kender til. De har ofte økonomiske og sociale problemer, der overskygger det at være noget for sine børn. De drukner i rudekuverter, der stresser dem yderligere. Så i stedet for at se på det enkelte barn og vente på, at det får problemer, skal vi satse på hele familien. Derfor skal vi sætte tidligt ind med massiv forældrestøtte.

Hvis kommunerne turde, burde de oprette et specialhold af dygtige, velmenende og kompetente folk, der kunne guide familierne. ”

Væk med berøringsangsten

Niels Ploug, Danmarks Statistik:

”Vi skal styrke samarbejdet imellem
familierne og de offentlige institutioner. Dels skal vi give medarbejderne i skoler og børnehaver større kompetencer og forståelse for de sociale forhold, der er i disse familier, og dels skal vi styrke familiernes forståelse for og forpligtelse til at have interaktion med institutionerne, som de ikke altid har tillid til.

Men det er ikke nemt, for her rører vi ved spørgsmålet om, hvor langt staten skal gå ind over dørtrinnet til den enkelte familie. Og der går man efter min mening ikke helt langt nok i dag. Samtidig går man heller ikke tidligt nok ind. I dag bliver der reageret, når et barn skal fjernes fra hjemmet eller er kommet ud i kriminalitet. Men vi kunne vinde meget ved at reagere tidligere, før det er gået helt galt.

Der bruges meget store ressourcer i kommunerne på anbringelser af børn. Hvis man i stedet brugte en del af det på forebyggelse, ville meget være vundet - både i cool cash og menneskeligt.”