Del 4: Fra Burma til 1.B

I Skjern vågner socialrådgiver Lone Hansen med et sæt.’ Hvad nu, hvis toget er forsinket. DSB kører jo aldrig til tiden. Det kommer aldrig til at gå’.

Det hele var ellers lige faldet på plads: Om tre dage lander en 7-årig burmesisk dreng, der skal familiesammenføres med to kvoteflygtninge, som Skjern Kommune tog imod sidste år. De har ikke set ham i fem år. Troels fra Dansk Flygtningehjælp har lovet at sætte drengen på et tog til Skjern, hvor hun og forældrene venter i den anden ende.

Det skal nok gå, tænker hun. Desuden får drengen jo et skilt om halsen med navn og telefonnummer – bare for en sikkerheds skyld …

Resten af natten vender og drejer hun sig.

Da Lone Hansens datter Mia Thuelund Hansen, der bor i København, næste morgen aflytter sin mobiltelefon, ligger der en besked fra Lone: ”Ring til mig. Det er vigtigt.”

Tre dage senere står 21-årige Mia i ankomsthallen i Københavns Lufthavn. Drengen tager straks imod hendes udstrakte hånd og følger med hen til IC3-toget. Med sig har han en rygsæk med Superman-motiv, og en rullekuffert, der er meget større end ham selv. Mia hjælper ham op i toget mod Middelfart, og sætter sig ind ved siden af ham.

Ondt i maven

”Jeg har ondt i maven,” betror drengens far Zaw til Lone Hansen, mens han nervøst piller ved bilradioen i Lones røde Polo, der har retning mod Middelfart. Egentlig ville Zaw og drengens mor Phyu gerne selv have hentet drengen i København, men det var der ikke råd til på starthjælp. Så deres lettelse var stor, da Lone for et par dage siden fortalte, at hendes datter gerne ville følge med sønnen hele vejen til Middelfart.

Halvanden time senere kaster Zaw, der er i nystrøgen skjorte og bukser, endnu et blik op på stationsuret. Endelig kommer de. Da han genkender sin søns skikkelse, løber Zaw hen og løfter drengen ind til sig. Zaw er så glad, at han ikke kan huske noget. End ikke at tale. Men selv om der ikke kommer ord ud af farens mund, er Htoo ikke i tvivl om, at han har været savnet.

På bagsædet på vej mod Skjern falder drengen i søvn med hovedet hvilende i sin fars skød. Han er ikke klar over, hvilket liv der venter forude. Allerede om to uger skal han starte i en helt almindelig folkeskole.

Første klasse for anden gang

’VELKOMMEN 1.B’. Med hastig, men trænet hånd fører Lisbeth Knudsen, der er lærer ved Kirkeskolen i Skjern, kridtet henover tavlen. For hende er det syvende gang, at hun starter en første klasse op. Alligevel er det noget særligt hver gang. Og denne gang er det pludselig blevet endnu mere spændende, end hun selv havde regnet med. I går ved 17-tiden ringede skolelederen nemlig med besked om, at der ville komme en ekstra elev i klassen. Så selv om hun egentlig var færdig med forberedelserne, måtte hun lige klippe og klipse en ekstra hund sammen af karton i går aftes, så der også kunne stå et navneskilt ved den nye drengs plads. Og her til morgen har hun og matematiklæreren fløjet rundt for at nå at finde en ekstra læsebog og et matematikhæfte frem, inden de nye elever og forældre kommer klokken ni.

”Han skal jo have præcis det samme som alle de andre i klassen. Det skal se ud, som om vi har vidst, at han skulle komme hele tiden,” tænker Lisbeth. Men da Htoos forældre senere får øje på kartonhunden ud for deres søns plads, peger de og smiler. Der står Thoo - ikke Htoo på det. Det bliver der grinet meget af hos både store og små den morgen.

Glem alt, hvad du lærte i Burma

I starten driller det danske sprog Htoo - især vokalerne slår knuder. Men Lisbeth kan se, at han kæmper for at kunne være med. Når hun læser højt for klassen til morgenlæsning, kan hun høre hans stemme lige et par sekunder efter de andre. En af de første dage tager hun en snak med klassen om, at de skal hjælpe Htoo, og sender også et informationsbrev ud til forældrene. I det opfordrer hun dem til at tale med deres børn om, at det er vigtigt, at de tager godt imod Htoo. Også derhjemme bliver der gjort en ekstra indsats. Selv om han endnu ikke selv er flydende på dansk, øver Zaw hver dag alfabetet med Htoo. ”Glem alt, hvad du lærte i engelsktimerne i Burma. Nu skal bogstaverne udtales helt anderledes ,” forklarer han.

Det går allerede bedre, da Htoo to uger senere starter på tosprogsafdelingen på Kirkeskolen, hvor alle tosprogede elever i kommunen undervises på små hold. Tosprogslærer Birgitte Henriksen viser børnene billeder af forskellige kropsdele på computeren, mens hun siger ”pande”, ”næse”, ”mund”, og børnene gentager efter hende. Da der kommer et billede af et foster op på computerskærmen bliver en pige fra Polen ivrig. Hendes mor er gravid. Det er min mor også, udbryder Htoo. Og snart er der sat gang i en konkurrence blandt børnene om, hvis mors mave der er størst.

Inden der er gået en måned, kan Htoo tælle til 30 på dansk, og råber ’færdig’ ud i klassen, når han har løst sine opgaver. I frikvartererne er han med ude at lege, og hver gang, der er noget, han ikke forstår, er der to-tre børn, der viser ham, hvad han skal.

Da Phyu en dag, for at teste Htoo , spørger, om ikke hellere han vil blive hjemme hos dem, falder svaret prompte: ”Nej, jeg vil i skole!”

Nye tider og nye bekymringer

For Zaw og Phyu er der også meget nyt, de skal vænne sig til. De har nu boet i Danmark i et år, og hverdagen er så småt blevet en rutine med sprogskole, jobsøgning og besøg hos Hanne, deres frivilligven fra Flygtningehjælpen. Men hvor de før kunne sove længe og bare skulle passe sprogskolen, står de nu op med Htoo klokken syv. Der er også kommet mange flere udgifter. Phyu er kommet til at love Htoo en cykel, når han kom til Danmark. Og selv om den var det første, han spurgte efter, da han så hende igen, kniber det gevaldigt med at få råd.

For at få Htoo til landet var de nemlig nødt til at låne 10.000 kr. til visum, flybilletter og rejseledsagerske – og de skal afdrages igen. Ydelseskontoret har givet afslag på en ansøgning om tilskud til ekstra udgifter i forbindelse med Htoo og den kommende familieforøgelse. Men det fortæller de ikke Lone: ”Vi vil ikke bekymre hende mere. Hun har hjulpet os så meget,” understreger Zaw. Så de ved ikke helt, hvordan de skal få råd til brugt barnevogn, bleer og tøj til den lille ny.

Og økonomien er ikke deres eneste bekymring. Phyu synes, at Htoo er alt for tynd. Selv om han er syv år, passer han stadig tøj i størrelse fem. Hun giver ham dyre kager og kiks med på madpakken, som de egentlig ikke har råd til, men finder ud af, at de havner i skraldespanden. Det eneste, Htoo spiser, er ris. Da hun i stedet prøver med en vitaminpille, kaster han op.

Tager man barnet med til forældremøde?

Samtidig er rollen som forældre i den danske folkeskole også ny. Da Htoo en dag kommer hjem med en seddel med indkaldelse til forældremøde, slår Phyu straks op i ordbogen. Men der står ikke, at det kun er for voksne, så hun må tage hjem med Htoo igen, da det til deres overraskelse viser sig, at der ikke er andre børn med.

Zaw har længe været bekymret for, hvordan det går med Htoo i skolen. For hvordan skal han kunne følge med, når han ikke kan dansk? Og hvordan reagerer drengen på mødet med den frie danske skoleform, når han i Burma har været vant til streng disciplin og spanskrør?

”Alt er, som det skal være med Htoo. Han er en dygtig dreng og klarer sig godt,” fortæller Lisbeth på forældremødet. Zaws lettelse er så stor, at han bliver nødt til at vende ansigtet bort.

Et par kilometer fra Kirkeskolen sidder Lone Hansen på sit kontor. Det er et år siden, hun tog imod Phyu og Zaw og de andre burmesere i Karup. Nu hvor det med Htoo er faldet på plads, ser hun dem kun, når hun hver tredje måned skal følge op på integrationskontrakten, eller når de kigger forbi.

Nu venter hun på, at der bliver ringet op fra Udlændingeservice med besked om, at der er nye flygtninge på vej til kommunen:

”Det er jo altid spændende, når der kommer nye flygtninge, så det glæder vi os alle sammen til.”