Birthe Rønn indgår partnerskab med seks kommuner
De kommende fire år vil Integrationsministeriet sætte turbo på forebyggelse af marginalisering af unge i tæt samarbejde med seks udvalgte kommuner. For udfordringerne er store og kræver en fælles og koordineret indsats, mener ministeren.
47.000. Så mange børn og unge med indvandrerbaggrund er i risikozonen for at blive marginaliseret – enten på grund af at forældrene ikke er i job, eller de selv er uden uddannelse, fremgår det af en rapport, som regeringen udgav i marts. Et tal, der fik integrationsminister Birthe Rønn Hornbech til at rynke panden, da rapporten landede på hendes skrivebord:
”Jeg blev ikke særligt glad, da jeg så det tal, og var med det samme klar over, at her må vi gøre en ekstra indsats. Generelt er det jo gået med stormskridt for integrationen i de senere år. Men jo bedre det går – jo tydeligere bliver de marginaliserede grupper. Og det gør det bare endnu vigtigere, at vi får de sidste med nu,” siger ministeren, der dog samtidig understreger, at det bliver et langt, sejt træk.
Sådan blev ideen til det nye initiativ ’Partnerskaber om ungestrategier’ født. Det går ud på, at Integrationsministeriet i tæt samarbejde med seks udvalgte kommuner de kommende fire år vil sætte fuldt blus på at forebygge marginalisering af unge. Det skal ske ved at fokusere indsatsen og kræfterne, forklarer ministeren:
”Nu prøver vi at samle kræfterne, og hæve os op i et helikopterperspektiv. Både ved, at vi i ministeriet fokuserer indsatsen på nogle enkelte kommuner – og ved, at man i kommunerne fokuserer på at skabe helhed i indsatsen,” siger Birthe Rønn Hornbech og tilføjer, at hun er sikker på, der ligger skjulte ressourcer gemt i kommunerne.
Bliver dyrt, hvis ikke vi gør noget
På trods af, at hun selv har en fortid hos politiet og er kendt som en ivrig fortaler for lov og ret, skal man ifølge Birthe Rønn Hornbech ikke undervurdere vigtigheden af den forebyggende indsats:
”Hvis ikke vi prioriterer det forebyggende arbejde ligeså højt som straf, bliver det utroligt dyrt både for kommunerne og for regeringen,” siger hun og tilføjer, at det naturligvis er en politiopgave, hvis de unge allerede er kommet ud i kriminalitet.
”Men målet i Integrationsministeriet er jo i samarbejde med kommunerne at gøre politiet arbejdsløse gennem forebyggende arbejde.”
Det skal blandt andet ske ved, at man i de seks udvalgte kommuner sætter fokus på organiseringen af integrationsindsatsen og styrker samarbejdet på tværs af forvaltningerne. Tankegangen bag partnerskaberne er nemlig at skabe overblik og sammenhæng i den eksisterende indsats – frem for at sætte nye enkeltstående projekter i søen.
”Marginaliserede unge kommer ofte fra familier, der selv er marginaliserede – det hele hænger sammen. Derfor er det utroligt vigtigt, at vi koordinerer indsatsen. Det er for eksempel ikke fremmende for integrationen, hvis ti forskellige aktører er involveret i hver enkelt familie på en gang. Så kan man jo godt forstå, hvis de ikke selv kan overskue, hvad det er vi vil, og føler, at indsatsen stritter i hver sin retning,” siger Birthe Rønn Hornbech.
Partnerskaber med kommuner Inden udgangen af året vil Integrationsministeriet indgå partnerskab med seks udvalgte kommuner. Formålet er at forebygge marginalisering af unge ved at styrke organiseringen, koordineringen og det tværfaglige samarbejde i kommunerne og på den måde skabe mere helhed i indsatsen.
Med udgangspunkt i den enkelte kommunes ønsker og behov indgår kommunerne en forpligtende aftale med konkrete målsætninger. Til gengæld vil kommunerne de kommende fire år få rådgivning, sparring og økonomisk støtte fra ministeriet.
Der er indledt forhandlinger om partnerskab med Fredensborg, Albertslund, Odense, Holstebro, Hvidovre og Slagelse Kommune.
Der er i alt sat 40,5 mio. kr. af til initiativet. |