Nye regler for repatriering: Stor interesse for at vende hjem
Med forårets ændring af repatrieringsloven kan flere flygtninge og indvandrere nu få mere i støtte til at vende tilbage til oprindelseslandet. Og det er mange, især ældre, interesseret i, oplever man hos Dansk F lygtningehjælp, der rådgiver udlændinge om muligheden for at vende hjem.
Flere hundrede gange om måneden ringer telefonen hos Asim Perendija. På bosnisk, serbisk og kroatisk besvarer han spørgsmål fra flygtninge, indvandrere og familiesammenførte fra især det tidligere Jugoslavien, som overvejer at vende tilbage til hjemlandet.
”Vi får virkelig mange henvendelser. På et tidspunkt havde jeg slukket min telefon i tre kvarter, fordi jeg havde en rådgivningssamtale, og da jeg tændte den igen, havde jeg 37 beskeder på telefonsvareren,” fortæller Asim Perendija.
Asim Perendija er såkaldt repatrieringskonsulent hos Dansk Flygtningehjælp. Her rådgiver han udlændinge i Danmark om mulighederne for at få støtte til at vende tilbage til oprindelseslandene. Og det er der flere og flere, der overvejer, efter reglerne i foråret blev ændret.
Over 100.000 i støtte fra Danmark
De nye regler betyder, at flere udlændinge nu kan modtage støtte til at vende hjem, og at støttebeløbet er hævet markant. Således kan voksne udlændinge nu eksempelvis modtage godt 117.000 kr. i engangsstøtte.
Ældre og alvorligt syge udlændinge, der har boet i Danmark i mindst fem år, kan herudover få udbetalt et fast beløb fra Danmark på mellem 2.000 og 2.800 kr. om måneden resten af deres liv.
Og hos Dansk Flygtningehjælp oplever man, at de nye forhøjede støttebeløb har fået mange udlændinge til at overveje en fremtid tilbage i hjemlandet.
”Her i foråret har vi mærket en klar stigning i antallet af henvendelser fra udlændinge, der overvejer at vende hjem. Det skyldes, at mange er blevet bevidste om muligheden, efter de nye regler er blevet diskuteret livligt i medierne. Og så fylder de godt 100.000 kroner meget i folks bevidsthed, for det lyder virkelig af mange penge,” siger Vagn Klim Larsen, der ligesom Asim Perendija er repatrieringskonsulent i Dansk Flygtningehjælp.
Dansk Flygtningehjælp modtager om kring 350 henvendelser om måneden angående repatriering. Og af disse munder 50-60 ud i regulære individuelle rådgivninger.
”Vi får især henvendelser fra ældre udlændinge, der er relativt isolerede i Danmark og drømmer om at leve deres sidste år derhjemme. Men også yngre udlændinge kontakter os,” siger Vagn Klim Larsen, der samtidig slår fast, at interessen er størst blandt de ’gamle’ indvandrergrupper som jugoslavere og tyrkere – men også at især en del irakere overvejer at vende hjem. Det er dog udlændinge fra alle dele af verden, der henvender sig til Dansk Flygtningehjælp.
En stor og svær beslutning
”Det er meget forskellige spørgsmål, vi får. Lige fra det økonomiske over genopbygning af huse til muligheden for at få pension med og sygehusbehandling. Det afhænger meget af, hvem det er, der ringer.
De gamle gæstearbejdere har meget praktiske spørgsmål, hvorimod de bosniske flygtninge er meget interesserede i den politiske situation i netop deres hjemby. Men generelt er interessen for at vende hjem virkelig stor,” siger Asim Perendija.
Men selvom mange overvejer at rejse hjem, er der langt fra tanke til handling, slår Vagn Klim Larsen fast: ”Det er en stor og svær beslutning at rejse tilbage til hjemlandet for bestandig. De forlader noget i Danmark ved at rejse – ofte venner og familie – og samtidig er de ofte usikre på situationen i hjemlandet. Derfor oplever vi, at mange udlændinge virkelig er i vildrede om, hvorvidt de skal prøve at vende hjem – og det hjælper vi dem så med at finde ud af gennem vores rådgivning.”
Loven blev ændret den 16. marts i år. I marts, april og maj vendte mere end 80 personer permanent tilbage til hjemlandet, oplyser Dansk Flygtningehjælp. Det er dog svært at vurdere, om disse tal er repræsentative for hele året, understreger Vagn Klim Larsen:
”Vi ved ikke, hvordan udviklingen vil blive resten af året – det afhænger af mange faktorer, som f.eks. udviklingen i hjemlandene. Men det er klart, at antallet af henvendelser og nye rådgivninger gør, at vi forventer, at antallet af folk, der rejser hjem, bliver væsentligt højere i år, end det var sidste år – og at tallene i øvrigt vil stige, efterhånden som kendskabet til de nye støttemuligheder bliver spredt mere ud i målgrupperne.”
Repatriering Repatrieringsindsatsen skal medvirke til at give udlændinge, der overvejer at vende hjem, det bedst mulige grundlag for at træffe deres beslutning samt yde støtte til hjemrejsen og etableringen i hjemlandet. Rådgivningen om repatriering varetages af Dansk Flygtningehjælp, men det er opholdskommunen, der bevilger støtten efter repatrieringsloven. Kredsen af udlændinge, der kan modtage økonomisk støtte til at vende tilbage til deres hjemland eller et tidligere opholdsland efter repatrieringsloven, omfatter: Flygtninge Familiesammenførte til flygtninge Andre familiesammenførte udlændinge, der har haft opholdstilladelse i Danmark i fem år. Andre udlændinge kan ansøge Integrationsministeriet om at blive anset som omfattet af repatrieringsloven. Læs mere på www.nyidanmark.dk/repatriering |
20 mio. kr. skal styrke repatrieringsindsatsen Puljen ’Styrkelse af repatrieringsindsatsen’ støtter projekter, som sætter fokus på udlændinges mulighed for at vende hjem. Her kan man søge støtte til f.eks. informationskampagner, rådgivning af herboende udlændinge og projekter, som forbereder en gruppe udlændinge på at vende hjem. Puljen skal sikre, at den enkelte udlænding får de bedste forudsætninger for at klare sig godt i hjemlandet, hvis han eller hun tager imod tilbuddet om repatriering. Integrationsministeriet opfordrer alle interesserede til at søge puljen. Ministeriet ser gerne, at der indgås partnerskaber mellem eksempelvis kommuner og/eller organisationer i forhold til projektansøgninger, herunder at organisationer søger om støtte til projekter, hvor interesserede kommuner kan byde ind som meddeltagere i projektet. Der er afsat 20 mio. kr. til puljen i 2010 og der er løbende ansøgningsfrist. Læs mere på www.nyidanmark.dk/puljer |