Til forsiden

Mine børnebørn i Uganda har brug for mig

Regina Namusoke er en af de 80 personer, der har valgt at vende tilbage til deres hjemland, siden reglerne blev ændret i marts. E n af hendes sønner og dennes kone er bukket under for AIDS og efterlader sig fem børn i Uganda. Dem har Regina besluttet sig at vende hjem for at opfostre.

Regina Namusoke har valgt at tage i mod repatrieringsstøtte og vende hjem til Uganda.I foråret tog 78-årige Regina Namusoke en stor beslutning. Hun valgte at tage imod det nye tilbud om støtte til at vende hjem til sit hjemland Uganda – et land hun for 17 år siden forlod for at tage til Danmark. Det skyldes, at en af hendes sønner og dennes kone er bukket under for AIDS. Bag sig efterlader de fem børn i alderen 8-15 år. Dem vil Regina nu ned og opfostre.

En historie med ligeså tragisk fortegn førte i sin tid Regina til Danmark.

For 20 år siden – juleaften 1989 – blev Reginas svigerdatter skudt og dræbt i familiens hjemby i Uganda. Reginas søn valgte at flygte med parrets ni børn og endte i Nykøbing Falster i Danmark.

Da Regina tre år senere – i en alder af 60 år – tog til Nykøbing for at hjælpe med at opfostre børnene, forsvandt hendes søn.

Siden har Regina været overhoved for familien med ansvar for at opdrage de ni børn.

Børnene er nu voksne, studerer og arbejder og har fået deres egne børn.

”Jeg har altid levet for familien og føler nu, at mit arbejde her er afsluttet. Derfor er det en selvfølge for mig, at jeg igen træder til og hjælper mine børnebørn i Uganda, nu hvor de har brug for mig,” forklarer Regina.

Historien gentages

På mange måder er Reginas repatriering en gentagelse af hendes oprindelige indvandringshistorie til Danmark – hun besvarer et kald fra familien. Men denne gang har hun nogle helt nye muligheder, som hun er taknemmelig for.

Hun vil bygge et lille hus til sig selv og de fem børnebørn i Uganda, så de kan få en stabil barndom, ligesom hendes andre børnebørn har haft det i Danmark. De skal gå i skole og opleve den omsorg, hun som deres farmor kan tilbyde.

”Jeg kan forsørge både mig selv og børnene i en lang periode med de penge, jeg modtager i repatrieringsstøtte,” forklarer hun.

En nem beslutning

Der er mange ting, som Regina vil savne fra Danmark. Hun har draget god nytte af det danske sundhedsvæsen og vænnet sig til kvalitet i behandlingen og et højt serviceniveau. Og hun skal fortsætte med at tage medicin, som hun ikke helt ved, hvordan hun skal få fat i, når hun er tilbage i Uganda.

Alligevel var det nemt at beslutte sig for at vende tilbage. Hun føler, at det er naturligt at hun træder til nu, hvor hendes opdragerrolle er udspillet i forhold til børnebørnene i Danmark. Desuden vil hun ikke på plejehjem, når hun ikke kan klare sig selv. Det er ikke lykkedes hende at lære at tale dansk, så hun har kun få venner i Danmark og intet netværk udover familien.

Nu glæder hun sig til at komme hjem og gøre nytte i Uganda.



Senest opdateret: 08-09-2010
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre