Integration med X-factor
For et par år siden var det kun en gruppe drenge med indvandrerbaggrund, der kom i Nivå Ungecenter. Alle andre holdt sig væk. Det har en lokal talentkonkurrence vendt op og ned på. I dag valfarter unge fra hele kommunen til for at trykke den af med sang og musik – på tværs af køn, alder og etnicitet.
”Kom tidligt, så I udnytter tiden. Jeg er her fra kl. 16. Fra næste uge skal I alle kunne stå på den store scene. Fra nu af er der ikke tid til mere tøsefnidder og ’jeg-giderikke’.
Se på rapperne: De arbejder seriøst, og de rykker altså. Vi er for mange grupper, jeg fyrer gerne nogle. Så tag jer sammen.” Der bliver ikke lagt fingre imellem, når Lars Quang, der er kreativ leder af talentkonkurrencen UC STARS giver instruktioner i Nivå Ungecenter. Alligevel er de unge vilde med at komme. Hver torsdag trodser 80-120 unge gerne snedriver og bidende blæst for at tage med telebussen til den mark uden for Nivå, hvor talentkonkurrencen foregår.
Hele Ungecentret runger at tunge beats, og fra alle værksteder genlyder tracks, der bliver sat på repeat, vokaler, der prøver kræfter med hurtig rap og det høje c samt højlydte diskussioner om, hvem der skal synge kor eller solo. I spejlsalen er danserne i gang med at indøve koreografien. Imens går Quang og hans crew rundt og hjælper med musikken og teknikken.
De har ansvaret for hver deres grupper, som de coacher til at yde det ultimative til det store finaleshow den 20. marts 2010.
Trods de åbenlyse ligheder er Lars Quang, der er kreativ leder af US STARS, ikke nogen stor X-factor fan: ”Jeg hader X-factor. Der er for mange, der taber, og for få, der vinder. Men jeg ville gerne være med til at lave et show, hvor alle vinder, og hvor alle flytter grænser,” understreger han.
Og det er lykkedes, mener Kenn Andersen fra Nivå Ungecenter, der er projektleder.
”De unge får en god oplevelse, de skaber noget af høj kvalitet, som de selv og os omkring projektet kan være kanonstolte af. Og de unge rykker sig. Tættere på hinanden og ud over rampen. De tør mere, når de går herfra.”
Integration som sideeffekt
UC STARS var nomineret til Integrationsministeriets Integrationspris i 2009.
Men egentlig var projektet ikke tænkt som et integrationsprojekt, da det blev afholdt første gang sidste år. Det er et ungdomstilbud, der skal kunne rumme alle unge på tværs af etnicitet og få flere unge til at bruge centret: ”Vi havde en idé om, at vi ville lave et X-factor-inspireret show.
Noget, der kunne rumme alle unge. Integration var egentlig ikke det primære formål. Men når man blander unge fra et område som Nivå, der har et stort boligsocialt byggeri, med unge fra Fredensborg, hvor der stort set kun bor etniske danskere, så sker integrationen jo helt af sig selv, ” fortæller Kenn Andersen.
Tidligere havde Nivå Ungecenter problemer med at tiltrække en blandet brugerskare. Da en gruppe nydanske drenge begyndte at komme på centret, valgte de etnisk danske drenge at blive hjemme.
Og pigerne holdt sig væk i det hele taget. Men det har talentkonkurrencen vendt op og ned på.
Farvel til fordommene
Selv om de unge kommer for musikken, der er det ubetingede omdrejningspunkt, er der nemlig opstået nye venskaber i kølvandet på projektet. Venskaber, der ellers ville have haft trange kår. Og mange af deltagerne har tidligere haft fordomme om hinanden, som de ikke har længere: En ung dreng med indvandrerbaggrund kommer fra, hvad han selv kalder ’det hårde miljø i Nivå’. Selv om han stadig ser sine gamle venner, har deltagelsen i UC STARS ændret ham: ”Jeg ser mere klart nu. Før troede jeg, at de sjove ting kun var det, man ikke måtte. Men sådan er det jo ikke altid. At stå på scenen og fyre den af er noget af det sjoveste, jeg har prøvet,” fortæller han.
Samtidig er han blevet mere tolerant over for udefrakommende kommentarer om hans kultur eller baggrund. Før tolkede han det som racistisk, men sådan har han det ikke længere: ”Før skulle der ikke så meget til, før jeg mente, danskerne var racister. Jeg blev hurtigt vred og sur, hvis bare de nævnte noget om min kultur eller mit hjemland. Men nu tager jeg det meget lettere.
For det meste er det jo ikke sagt for at være ond. Det ved jeg fra de nye venner, jeg har fået,” siger han.
En af hans nye venner er Frederik, som var vært ved sidste års show. Han har også fået færre fordomme i takt med, at antallet af kammerater er vokset: ”Jeg har fået 10 gange så mange venner med indvandrerbaggrund.
Det har givet mig et meget klarere billede af dem i stedet for at generalisere om, at alle nydanskere laver ballade. Det kan godt være, at der er nogle enkelte idioter, men de er i hvert fald ikke her. Det er jo bare en lille procentdel, der laver ballade,” siger han og tilføjer: ”Her er det kun pigerne, der laver ballade, fordi de aldrig kan blive enige, og alle sammen vil synge solo.”
Quang-factor
Hver torsdag sidder Lars Quang klar med en kop kaffe i en af de orange-lilla sofagrupper kl. 16. Det handler nemlig om at være til stede og være synlig – og det er han helt med på: ”Jeg er der, når de kommer. De ser mig, de ved, jeg er der. Jeg er der altid. Jeg gør dem trygge,” siger han.
Årsagen til at projektet er blevet så populært er, at der ikke bliver gået på kompromis med kvaliteten, mener den kreative leder, der – udover at medvirke i UC STARS – har sit eget studie i Helsingør og er manden bag boybandsene Unite og C21.
”Det skulle ikke være noget med en eller anden ungdomsskole, hvor der sidder tre, der spiller falsk på guitar. Jeg lovede dem et show i topklasse med musik, lyd, optagelse, hvor der var plads til alle. Og vi laver det totalt i orden. Tracksene lyder godt, musikken lyder godt. Hvis nogen ikke synger godt, ryger de i kor,” fortæller han.
Lars Quang rejser sig og vender tilbage til en af sine grupper, der står og venter på ham. Nedtællingen til det store finaleshow den 20. marts er begyndt – og der er ingen tid at spilde.
UC STARS UC STARS er en talentkonkurrence for unge afholdt af Nivå Ungecenter, der i år løber af stablen for anden gang. Alle unge i Fredensborg Kommune mellem 13-18 år kan deltage. Hver torsdag kl. 17-20 fra januar-marts er der øvedag, og 120 unge deltager i år. Projektet gennemføres af Ungeafdelingen i Fredensborg Kommune i tæt samarbejde Quang Studio. Omkring ti medarbejdere fra Ungecenteret og fem fra Quang Studio er tilknyttet projektet. Projektet var nomineret til Integrationsministeriets Integrationspris i 2009. 20. marts 2010 afsluttes talentkonkurrencen med et finaleshow. |