Tyrkisk kulturcenter vil styrke integrationen
Dansk Tyrkisk Islamisk Stiftelse har fået sit første kulturcenter i Danmark. Det skal blandt andet bruges til integrationsfremmende aktiviteter for kvinder. Her halter integrationen nemlig bagefter, mener formanden for stiftelsen.
Det rød-hvide tyrkiske flag med halvmåne og stjerne hang side om side med Dannebrog, og dronning Margrethe og den tyrkiske landsfader Atatürk smilede ned fra hver sin guldramme, da Dansk Tyrkisk Islamisk Stiftelse indviede sit første kulturcenter i Danmark. Det skete ved en større åbningsfest med 800 inviterede lørdag den 23. januar 2010 i det nye kulturhus, der ligger i Glostrup i København. Til stede var blandt andet den danske integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech samt Ali Bardakoglu, som er den øverste religiøse autoritet i Tyrkiet.
Ali Bardakoglu, der er præsident for religiøse anliggender i Tyrkiet, var fløjet ind fra Ankara for at deltage i åbningen: ”Vi tyrkere bakker op om, at vores statsborgere integrerer sig fuldt ud i det danske samfund. Og vi er meget stolte over, at tyrkerne er den minoritet, der er mest velintegreret i Danmark,” lød det i hans åbningstale, hvori han refererede til en meningsmåling fra Rambøll fra januar 2010. Den viste, at tyrkerne, der med 55.000 personer er den største indvandringsgruppe i Danmark, er den minoritet, danskerne vurderer, har færrest problemer i forhold til integration.
I talen kom han også ind på religionens rolle i samfundet. Selv om Tyrkiet har været en sekulær stat med en klar opdeling mellem stat og religion siden 1928, spiller religion nemlig fortsat en vigtig rolle for individet, mente han: ”Religion bør have en konstruktiv rolle i samfundet. Man bør respektere hinandens tro og værdier.” Det var den danske integrationsminister enig i: ”Det glæder mig, at man fra officielt hold i Tyrkiet opfordrer unge til at uddanne og integrere sig og udnytte de muligheder, det danske samfund tilbyder. Det er jo præcis samme mål, som vi arbejder på i Integrationsministeriet, og som vi til min store glæde er kommet langt nærmere i de senere år ,” sagde integrationsminister Birthe Rønn Hornbech og fortsatte: ”Uddannelse er jo ikke bare indgangen til arbejdsmarkedet – men styrker også ens muligheder for at bidrage til samfundet og deltage i samfundsdebatten. Vi har brug for, at alle er aktive medborgere i Danmark. Og der er ingen modsætning mellem at være muslim og aktiv medborger.”
Mere moderne i Tyrkiet
Kulturcentret, hvis største sal kan rumme 700 mennesker, skal – udover religiøse fester – blandt andet bruges til integrationsfremmende aktiviteter for kvinder. For her har det tyrkiske samfund i Danmark en udfordring, mener Ismail Basaran, der er bestyrelsesformand for Dansk Tyrkisk Islamisk Stiftelse. Stiftelsen, som er en paraplyorganisation med 35 medlemsorganisationer, er støttet af den tyrkiske stat.
”I dag er kvinder i Tyrkiet mere moderne og liberale end mange af de kvinder, der oprindeligt kom til Danmark i 60’erne og 70’erne fra de tyrkiske landområder,” fortæller Ismail Basaran, der selv kom til Danmark for tre år siden som ansat ved Den Tyrkiske Ambassade. ”Man ser flere tyrkiske kvinder tage aktivt del i samfundslivet i Tyrkiet end i Danmark i dag.”
Længere frem på samfundsscenen
Blandt aktiviteterne, der er på tegnebrættet i det nye kulturcenter, er danskkurser, temamøder og seminarer for kvinder.
”Vi ser gerne, at vores kvinder opnår ligeså stor social status som mænd i Danmark – og i ligeså høj grad kommer i job og uddannelse. De er vores søstre, koner og mødre, og vi vil gerne have dem længere frem på samfundsscenen – samfundet har brug for dem,” siger Ismail Basaran.
Da det primært handler om de kvinder, der oprindeligt kom til Danmark i 60’erne og 70’erne, vil problemet dog med tiden gå i sig selv, påpeger han. Flertallet af unge tyrkere trives nemlig og føler sig velintegrerede i Danmark. Det viser en spørgeskemaundersøgelse, som Den Tyrkiske Ambassade gennemførte i 2008 blandt 600 herboende unge dansk-tyrkere.
Imamer på integrationskursus
Det er imidlertid ikke kun kvinder, der skal integrere sig og tage del i samfundet, pointerer Ismail Basaran. Det bør imamer – der i Danmark udsendes gennem Dansk Tyrkisk Islamisk Stiftelse – også.
Derfor deltager alle tyrkiske imamer, der udsendes til Danmark, i et integrationskursus og aflægger mindst to danskprøver: ”Det er vigtigt, at man forstår det samfund, man er en del af. Vi skal vide, hvor vi er,” siger Ismail Basaran.