De sagde jeg måtte vælge selv
Aisha frygtede et tvangsægteskab, men opsøgte Landsorganisationen for Kvindekrisecentre og fik professionel hjælp. Gennem mægling lykkedes det at få familien til at acceptere, at hun giftede sig med sin kæreste. Alligevel har hun ikke sluppet kontakten til organisationen endnu, for der er stadig problemer med familien.
23-årige Aisha går sjældent ud uden sin mand. Hun er bange. Bange for om nogen fra hendes familie pludselig dukker op. For det meste prøver de bare at spille venlige og overtale hende til at gå fra den mand, hun har valgt mod deres vilje. Men andre gange truer de med at komme og kvæle hende.
Aisha ved ikke, om de virkelig vil gøre hende ondt. Men angsten og trætheden sidder der. Også selvom det nu er flere år siden, at familien modvilligt accepterede, at hun giftede sig. Og på trods af, at hun løbende får hjælp af Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK), der tilbyder rådgivning, mægling og beskyttelse, når hun har brug for det.
”De eneste, vi rigtig føler, vi kan stole på, er dem fra LOKK. De har virkelig været en hjælp med deres rådgivning,” siger Aisha og henviser til den professionelle hjælp, hun har fået hos Landsforeningen for Kvindekrisecentre: Både da hun frygtede et tvangsægteskab på en ferie til Pakistan, da politiet og LOKK var med til at holde styr på hendes bryllup, og da familien i årene efter brylluppet blev ved med at chikanere hende.
Sagde hun selv måtte vælge
Aisha tog første gang kontakt til LOKKs rådgivning, da hun begyndte at frygte et tvangsægteskab med sin fætter i Pakistan. Familien skulle på ferie dernede, og her vidste Aisha godt, hvad der ventede – også selvom forældrene forsikrede, at det selvfølgelig ikke ville ske. Det var bare en ferie, sagde de.
Men Aisha troede ikke på det. Nogle måneder forinden havde hun nemlig mødt en anden pakistansk mand. Og ham ville hun gifte sig med, havde hun fortalt familien.
”Mine forældre har altid sagt, at jeg selv måtte bestemme, hvem jeg ville gifte mig med. Også selvom det har ligget i kortene, at jeg skulle giftes med min fætter i Pakistan. Derfor regnede jeg heller ikke med, at de ville sætte sig i mod, at jeg selv valgte min mand,” fortæller Aisha. ”Men det kunne jeg godt glemme. Han var ikke god nok. De forstod virkelig ikke, hvorfor jeg ikke bare kunne gifte mig med min fætter.”
Familien holdt øje
Aisha ville ikke give op, og insisterede på, at familien skulle møde hendes kæreste – men de nægtede at tale med ham. Samtidig begyndte hendes brødre at holde øje med, hvad Aisha lavede, når hun ikke var hjemme.
”Mine søskende fulgte efter mig, og de spurgte altid, om jeg havde været sammen med min kæreste, når jeg kom hjem. Mine forældre forbød mig også at ringe til ham eller bruge internettet for at komme i kontakt med ham. De lagde virkelig pres på mig.” I ugerne op til rejsen til Pakistan blev Aisha mere og mere nervøs.
”Det var lige efter drabet på hende Ghazala, så jeg var virkelig bange. Jeg havde en masse tanker i hovedet. Men jeg sagde nej. Jeg ville ikke med.”
I stedet begyndte hun at surfe rundt på nettet efter hjælp, og her faldt hun over Landsorganisationen af Kvindekrisecentre. En aften greb hun telefonen og ringede i skjul til det nummer, der skulle vise sig at blive hendes faste støtte gennem de næste par år.
Vores ønske var klart
Hos LOKK tog man Aishas henvendelse meget alvorligt, og hun fik både gode råd og tilbud om beskyttelse. Sammen med sin kæreste holdt hun møder med rådgiveren fra LOKK, hvor de diskuterede problemet igennem. De blev enige om, at det var bedst at gemme sig et sikkert sted for en tid.
”Rådgiveren foreslog, at vi kunne mødes med min familie, mens hun og politiet var til stede. Det var jeg dog temmelig bange for. Jeg frygtede virkelig, hvad min familie kunne finde på, når de opdagede, at jeg havde søgt hjælp. Men de lovede mig, at de nok skulle passe ordentligt på mig,” fortæller Aisha.
Aisha accepterede, at LOKK kontaktede familien, og det blev starten på et længere mæglingsforløb. I første omgang mødtes mægleren med Aishas familie alene for på den måde roligt og udramatisk at fremlægge Aishas krav og ønsker – men siden holdt de også møder, hvor alle parter var til stede.
”Vores ønske var klart: Vi ville gifte os,” siger Aisha.
Bryllup med politi og kontrakt
Efter en del forhandlinger frem og tilbage accepterede Aishas familie, at hun giftede sig. Og efter endnu flere forhandlinger gik forældrene – til Aishas store lettelse – også med til at deltage i brylluppet: For ifølge Aisha er det islamisk skik, at begge familier er til stede ved brylluppet, før det er gyldigt.
På gæstelisten var også politiet og hendes rådgiver fra LOKK: ”Vi indgik vores ægteskab hjemme hos mine forældre. Og her sørgede LOKK så i samarbejde med politiet for at det foregik under trygge rammer.” Lige efter brylluppet havde Aisha ikke kontakt til sin egen familie, men efterhånden begyndte hun at tale i telefon med forældrene, og til sidst besøgte hun dem af og til – også selvom hendes mand ikke var velkommen og måtte vente udenfor ved busstoppestedet.
Prøver stadig at hjernevaske
I dag er Aisha, der for tiden går hjemme på barsel, glad for sit liv med sin mand. Alligevel betaler hun stadig en høj pris for sit valg.
Den genfundne kontakt førte nemlig ikke til forsoning mellem Aisha og familien. Besøgene og telefonsamtalerne handlede alt for ofte om, at hun skulle forlade sin mand. At han ikke var noget for hende, og at han bare udnyttede hende. Selv i dag kommer de stadig forbi og prøver at overtale hende til at forlade ham:
”De prøver virkelig at hjernevaske os,” fortæller Aisha.
”Også over for min mand: Når jeg nu én gang har valgt efter mit hjerte, er jeg jo ikke til at stole på. Før eller siden vil jeg jo også stikke af fra ham med en anden, siger de. De bruger virkelig alle tricks for at skille os ad,” siger Aisha, der stadig en gang imellem taster telefonnummeret til LOKK:
”Men nej, jeg fortryder ikke mit valg.”
Aisha er et opdigtet navn. Hendes rigtige navn er LOKK bekendt.