Mine børn skal have den bedste start

Fra køkkenvinduet i lejligheden i Mjølnerparken står gravide Mouna og kigger ned på vuggestuen. På børn, der boltrer sig i klatrestativer og gynger. På voksne, der tager sig godt af dem. Og på, at de om sommeren sidder udenfor og spiser deres mad. Mit barn skal også i vuggestue, tænker hun. Men hendes daværende mand siger nej. Det koster mange skænderier. Men Mouna bliver ved, og til sidst giver han sig.

I dag – 23 år senere – er Mouna Deifallah glad for, at hun tog kampen op:

”Min eksmand troede – ligesom mange gjorde dengang – at en mor, der afleverer sine børn, er en dårlig mor. Men vuggestuer og børnehaver er det bedste for dit barn. De leger, lærer at indgå i sociale grupper og lærer sproget. Tænk hvis man ikke kunne kommunikere – det er jo et handicap ligesom at være stum. Sådan skulle min datter ikke føle, når hun startede i folkeskolen. Og selv om det er mere udbredt at sende sit barn i institution i dag, tror mange fortsat, at man mister identiteten, kulturen og religionen osv. Men niks! Man kan både beholde sine muslimske kerneværdier og blive integreret fra år 0 – så længe man bare har et godt samarbejde med institutionen.”

Det er et af de budskaber, Mouna, der i dag er 40 år, tager med sig, når hun rejser rundt i landet og diskuterer opdragelse og børn med andre kvinder med indvandrerbaggrund. Det gør hun som rollemodel i Integrationsministeriets Mødre og Døtre-kampagne, der har til formål at støtte nydanske mødre i at støtte deres børn.

I dag udstråler Mounas øjne overskud, og hendes seks børn, som hun åbenlyst er stolt af, klarer sig godt. Alligevel er hun en kvinde, der ikke er uvant med kampe – dem har livet nemlig budt på mange af. Men for Mouna er forhindringer til for at blive forceret: ”Jeg har været igennem nogle hårde år. Men det nytter jo ikke noget at give op.”

Kontakt med institution brød isolation

Dengang tilbage i Mjölnerparken kunne Mouna ikke et ord dansk. To år forinden var hun som 15-årig kommet til Danmark fra Libanon sammen med sine forældre, og giftede sig snart med en libanesisk mand, som hun var stormende forelsket i. Set i bakspejlet kan Mouna godt se, at det måske i ligeså høj grad var trygheden som kærligheden, der trak. Utryghed og angst var nemlig faste følgesvende gennem barndommen, hvor familien som palæstinensiske flygtninge gentagne gang måtte rykkes op med rode og starte forfra.

”Det vigtigste for mig har altid været at give mine børn tryghed – måske fordi det er noget, jeg ikke selv har haft,” siger Mouna, der stadig tydeligt husker, hvordan hun som barn måtte efterlade sine Barbie-dukker en af de gange, familien flygtede.

Desværre rejste utrygheden med. Mounas eksmand viste sig at være jaloux og ville ikke have, at Mouna tog på sprogcentret og lærte dansk. Derfor var det ikke kun børnene, der nød godt af, at de kom i vuggestue. Kontakten med institutionen hjalp også Mouna: ”Han kunne ikke holde tanken ud om, at jeg skulle klare mig bedre end ham,” fortæller hun.

”Men gennem børnenes vuggestue kom jeg i kontakt med det danske samfund. Jeg fik øvet mig på dansk, når jeg hentede og bragte, og jeg kunne vende forskellige problemstillinger med pædagogerne.”

Samtidig lærte hun dansk af sine børn. Når de kom hjem, satte hun sig sammen med dem, og de viste hende, hvad de havde lært den dag i ’Mine første ord’.

Til frontalangreb på fordomme

Men heller ikke mødet med den danske institutionskultur har været hundrede procent gnidningsfri: ”Jeg har været rigtig heldig og har haft et utroligt godt samarbejde med børnenes institutioner,” understreger hun.

”Men jeg har undertiden oplevet, at enkelte pædagoger har behandlet mig som om, at jeg ikke var ligeså klog eller en ligeså god mor som en dansk kvinde.”

Det er for eksempel sket, at en ny pædagog, der ikke kender Mouna , har talt ned til hende, når hun har hentet barn iført tørklæde.

I sådanne situationer vælger Mouna altid at tage tyren ved hornene og gå til frontalangreb på fordommene:

”Det er ikke mig, selv om jeg ligner. Men når det alligevel sker, kæmper jeg for at vise, at de fejlbedømmer mig. Første gang tænker jeg altid, at det måske var en fejl. Men hvis det gentager sig, skynder jeg mig at sige ’Hey, jeg er mor til seks og arbejder op til 50 timer om ugen’ og viser, at jeg godt ved, hvordan jeg skal reagere pædagogisk over for mine børn. Men det går mig på - og koster mange kræfter rent psykisk,” siger Mouna, der tilføjer, at mange kvinder med indvandrerbaggrund genkender følelsen af at blive talt ned til af pædagoger.

Kun 40 dages barsel

Og det er ikke kun fordomme, Mouna har måttet gå i infight med for at skabe et godt liv for sig selv og sine børn. Ægteskabet holdt ikke. Skilsmissen var langstrakt og vanskelig – og en sommer, hvor børnene var med faren på ferie i Libanon, vendte de ikke hjem.

”Det var en forfærdelig tid. Først efter ti måneder, hvor jeg ikke spiste eller sov, lykkedes det mig at få dem hjem igen.”

Efter ni år som alenemor mødte Mouna sin nuværende mand og blev gravid igen. Han var asylansøger, så udover de tre børn, hun havde i forvejen, måtte Mouna nu også forsørge ham. Alligevel skulle der være råd til, at de store børn kunne fortsætte med at gå til fritidsaktiviteter. Så Mouna gik tilbage på arbejdet efter bare 40 dages barsel: ”Jeg var nødt til at forsørge hele familien: Tre teenagere, et nyfødt barn og min nye mand. Så 40 dage efter jeg fødte, begyndte jeg at arbejde igen. Vi pakkede bilen, og mens jeg var inde på tolkeopgave, passede min mand babyen ude i bilen. Når jeg kom ud efter to timer, ammede jeg, og så kørte vi videre til næste job.”

Tænk før du taler

Trods de fordomme, Mouna har mødt, har hun altid været bevidst om ikke at skabe modstand imod samfundet hos sine børn. For eksempel kunne hun aldrig drømme om at tale dårligt om børnenes institution foran dem – heller ikke selv om hun er uenig med pædagogerne.

Og selv hvis hun har haft en dårlig oplevelse med diskrimination, kunne hun aldrig finde på at generalisere om alle danskere i børnenes påhør. For man skal være meget påpasselig med, hvad man siger foran sine børn. Helt ned i to-årsalderen forstår de nemlig, hvad der bliver sagt. Et budskab Mouna altid understreger, når hun diskuterer opdragelse med andre mødre: ”Hvis jeg for eksempel hører en mor sige til sit barn på 6 år, at alle danskere er idioter, forklarer jeg hende, at det går ud over barnet. For alt hvad vi hælder på vores børn – opdragelse, værdier, holdninger – vokser i dem. Ligesom en potteplante, du vander.”

”Konsekvensen bliver, at moderens had til samfundet vokser i barnet: Barnet får dårlige sociale relationer i institutionen og trives ikke. Det får problemer med sproget, får ingen danske venner og danner måske en gruppe med andre, der ligner det selv. Og får måske i sidste ende ingen uddannelse,” forklarer Mouna.

Beskytter sine børn

Ifølge Mouna skal årsagen til, at nogle unge drenge kommer ud i problemer med bander og hærværk også findes i den tidlige opdragelse:

”Mange af de problemer, vi ser i dag, er ikke startet for nylig. De startede, da disse drenge var to-tre-fire år gamle og overhørte deres forældre sige, at de blev dårligt behandlet af samfundet. Som teenagere føler de, at samfundet har svigtet deres forældre, og nu svigter dem. De føler ikke, at de bliver ligebehandlet, selv om de er født og opvokset her,” lyder det fra Mouna.

I det hele taget kræver det noget ekstra at være nydansk mor til teenagesønner i Danmark, røber Mouna. Da der for et par år siden var problemer med bilafbrændinger over hele landet, blev hendes søn, der dengang gik i 9. klasse, holdt i stram snor. Han fik ikke lov til at komme ud om aftenen, og blev fulgt i skole og hentet hver dag.

”Jeg er en hård mor. Men jeg vil gøre alt for at beskytte mine børn.”