Til forsiden

Mangfoldige mødre leger bedst

I menighedshuset til Sct. Nicolai Kirke i Svendborg mødes Mamma Mia, en international mødregruppe, hvor den ene halvdel består af etnisk danske kvinder, mens den anden halvdel har indvandrerbaggrund. Og det er en gevinst for alle parter. De nydanske kvinder lærer dansk og får kendskab til sundhedssystemet, mens danskerne lærer at tage den mere med ro.

Mødregruppen Mama MiaBlåøjede og blege. Kruskrøllede mulatter. Skævøjede asiater med skinnende hår. Babyerne, der kravler rundt på det store legetæppe, kunne være som taget ud af en Benettonreklame.

Det er de nu ikke. Sammen med deres mødre er de til møde i ’Mamma Mia’, en international mødregruppe i Svendborg.

Det er menighedshuset, der lægger lokaler til, at de omkring femten mødre, hvoraf halvdelen er danskere og den anden halvdel udlændinge, kan mødes hver fjortende dag.

”Formålet er at skabe venskaber og netværk mellem mødre og børn på tværs af kultur og nationalitet. Jeg tror virkelig, at internationale mødregrupper kan betyde større integration og udrydde meget fremmedhad og -frygt,” fortæller Anne-Sophie Nickel, der i 2007 tog initiativ til Mamma Mia.

I dag kører konceptet, der har modtaget støtte fra Integrationsministeriets pulje ’Kvindeinitiativet’, på tredje år i Svendborg.

Konceptet er udbredt til Odense og Vejen, og flere mødregrupper er på vej.

Både dansk og udenlandsk værtinde

Inde i menighedshuset byder værtinderne Philomena fra Rwanda og Carina fra Svendborg velkommen til en pædagog, der er kommet for at holde foredrag. Det er nemlig en hjørnesten i projektet, at der både er en værtinde med dansk og med udenlandsk baggrund:

”Vi forsøger at skabe en stemning, hvor mødrene kan mødes på helt lige vilkår. Integration går nemlig begge veje. Mødrene mødes på et fælles grundlag som mødre, og finder ud af, at selv om de er forskellige, er alle mødre ens,” forklarer Anne-Sophie Nickel.

Udover at indkalde til møderne, lave kaffe og te, passe babyer og give mødrene ro til at tale med hinanden, booker værtinderne en person, der kommer og holder et kort fagligt oplæg i starten, når en ny mødregruppe startes op. Denne januarmorgen er det legestimulering af det spæde barn, der er på skemaet. Maki fra Japan, Chola fra Zambia, Alexandra fra Mexico, Mallika fra Sri Lanka, Ruth fra Rwanda og fem danske kvinder, forsøger at sidde stille på stolen og lytte opmærksomt. Men der går ikke lang tid, før babyerne på deres skød bliver urolige. De vil hellere lege med legetøjet end at høre om det.

Vil ikke være til besvær

Hahn fra Vietnam, der var med i den allerførste Mamma Miagruppe, der startede i 2007, er gift med en dansk-vietnameser.

Hun er glad for, at der findes et tilbud som Mamma Mia. Før hun hørte om konceptet, havde hun nemlig ikke lyst til at være med i en almindelig mødregruppe, som den eneste udlænding, der ikke kunne dansk:

”Jeg ville ikke sidde sammen med danskere og være til besvær, fordi jeg var den eneste, der ikke kunne dansk,” fortæller hun og tilføjer, at de i starten i Mamma Mia talte engelsk, fordi halvdelen ikke kunne dansk, men at de efter et halvt år kun talte dansk sammen.

Lærer at slappe af

Det er nu ikke kun mødre med udenlandsk baggrund, der kan lære noget af at være med i en international mødregruppe. Det går nemlig begge veje, understreger Anne-Sophie Nickel:

”De danske mødre lærer en masse. De lærer blandt andet at slappe mere af omkring det at være mor. De nydanske mødre tager det måske lidt mere naturligt at blive mor.”



Senest opdateret: 17-03-2010
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre